»You’re having a very civilized evening.« Et par numre inde i sidste Greenfield-koncert på Heartland Festival 2018 trådte James Murphy ud på kanten af scenen, hvor han med sine sædvanligt missende sovekammerøjne så publikum an. »You probably had a nice day eating oysters and everything.« Og ja, det havde vi selvfølgelig (hallo, fire for en hund!). Men skaller og champagneglas var for længst efterladt oppe i østersbaren, og flokken foran scenen var klar på at lukke årets festival med manér. Alligevel havde Murphy måske nok ret i, at publikum her under koncertens begyndelse holdt en kende mere igen, end man normalt ser under LCD Soundsystems berygtede danseorgier.
At vi ikke med det samme overgav os til det otte mand store orkesters bugtende synthtracks, inciterende rytmer og herlige koklokke, skyldtes dog langtfra, at musikken ikke var bugtende, inciterende og herlig. Lyden var for så vidt god, men koncertens solide tretrinsraket af en åbning, “You Wanted a Hit”, “Tribulations” og “I Can Change”, understregede alligevel et tilbagevendende problem ved Greenfield-scenen: Lyden var for lav til for alvor at omslutte og opsluge publikum – og det er en temmelig kritisk anke lige ved en LCD Soundsystem-koncert.
Det betød, at nogle af sætlistens numre havde naturligt nemmere ved at ramme os på græsset, end andre havde. “Tribulations” skilte sig ud i førnævnte på papiret stærke åbning med sit hidsigt summende bas- og trommespor, mens de mere poppede eller atmosfæriske nedslag i bagkataloget savnede nogle flere decibel i ryggen. Derfor var det faktisk en befrielse, da Murphy & co. lukkede ned for den ellers så elskelige “I Can Change” og rykkede videre til “Get Innocuous!”. Synkoperede trommer, drillende bas og et alsidigt vokalarrangement, der dog ikke skulle indtage lydbilledets første parket, var en kombination, der i højere grad passede til aftenens setup.
Efterhånden nåede vi alligevel derhen, hvor vi skulle være. Bandets alsidige lydkonstruktioner drev elegant sammen til en organisk helhed på tværs af sættet, koklokken fik tiltagende flere tæsk af en omkringdrivende Murphy, og vi på græsset indfandt os efterhånden i den rette positur: Med armene i vejret til en fremragende industrielt huggende og støjende “Movement” eller i en syng-med-sektion, der trak ud længe efter afslutningen af “Someone Great” – og som vist alligevel benovede aftenens ellers så østersskeptiske hovedperson. »Gee. Thanks, guys.«
Selv tak. Hvis du næste gang lister i lydteltet og giver volumenknappen et lille skru mod uret, inden I går på scenen, kvitterer vi garanteret med endnu mere.
