Koncerter

Liam Gallagher, 08.06.18, NorthSide Festival, Aarhus

Klodens cooleste rockstjerne x 4. Foto: Mathias Bak Larsen/NorthSide.
Skrevet af Peter Boier

Liam Gallagher er en rockstjerne af en type, der ikke findes mange af. De er ikke oppe i tiden. Det sked han på og leverede et brag af en rockkoncert med attitude, fællessang og med et dejligt åbent forhold til Oasis-numrene.

Liam Gallagher er klodens cooleste mand. Da han fredag aften kl. 19.00 indtog NorthSide Festivals kreativt døbte Blue Stage var det som klodens cooleste mand. Og da han forlod den en time senere var det som klodens cooleste mand.

Kort før koncerten spørger en ventende fan, om jeg da ikke bare kan skrive, at det blev skide godt? Og jo, det kunne man godt. For det viste sig at blive en time med fællessang, fællesskrål, fællesvrængen og masser af guitar. Flankeret af to guitarister, en bassist og en trommeslager går NorthSide Festivals største stjerne på scenen efter, flabet, at have lavet sit næsten varemærkede wanker-tegn til en eller anden tekniker bag scenetæppet og lægger ud med “Rock ‘n’ Roll Star”. Hvad ellers?

Selvfølgelig iklædt en grøn parka-frakke (i sommerudgaven) og med runde spejlsolbriller fortsatte han og bandet direkte over i endnu et Oasis-nummer, nemlig det eminente “(What’s the Story?) Morning Glory”. Der er fuld smæk på, og al frygt, man kunne have for hans stemme, bliver gjort til skamme. Han synger forrygende, stående med armene bag ryggen og mikrofonen sat lidt for højt. Alle mænd i alderen 28-50 skråler med på hvert et ord, som havde de ikke foretaget sig andet gennem hele deres ungdom. Og så får han lige svinet andre bands’ »chit-chat« mellem numre. »Jeg gider fucking ikke stå her og snakke om fucking Brexit og hvilket dejligt fucking vejr, mand,« snerrer han. Det er rock ‘n’ roll, må man forstå – noget, der også står med stort på et hvidt klaver på scenen.

På mange måder er Liam Gallagher et levn fra en svunden tid. Han er en type rockstjerne, man ikke ser i dag, og som nærmest er uddød. Han dyrker det at være en stjerne på en måde, man ellers ikke ser. Hvor det er cool at fremstå usympatisk, arrogant og forvente, at sangene er så gode, at han ikke behøver stå og være høflig. Vi er der for at se ham, og det minder han os om. Han er stjernen. Men hvilken stjerne! Han synger fantastisk, er billedet på cool og leverer et brag af en rockkoncert. Men typer som ham findes ikke mere. Han er et koryfæ i en alder af 45 år.

Senere samme aften stod Josh Homme, en mand der ellers dyrker rockmytologien om sin person om nogen, og snakkede om meningen med livet, og hvordan vi alle skulle blive bedre til at gøre, hvad vi føler for. Lignende skulle man lede langt efter hos Liam Gallagher.

Sætlisten var en nogenlunde jævnbyrdig blanding af hæderlige numre fra As You Were, hans først album i eget navn, hvor især “Wall of Glass” fungerede forrygende live, og så nogle af de allerstørste Oasis-hits som “Slide Away” og “Live Forever”. Men det var også tydeligt, hvad stjernen selv ville bruge sin tid på. Han gad ikke snakke om sin plade, da »den har solgt, hvad den skal«. Det fortæller meget rammende, hvad koncerten ville, og hvad fortællingen om Liam Gallagher anno 2018 er.

Liam Gallagher er stadig en stjerne – både i og uden for den boble, han er i. Og han er ikke for fin til noget. Som fx lige at spille en akustisk “Wonderwall”, da der var lidt tid til overs. Han er på samme tid meget krukket og meget folkelig. Det er det, der gør ham interessant – og så forbandet cool. (Og så skal man heller ikke være i tvivl om, at han har humor og selvironi.)

★★★★½☆

Leave a Reply