Koncerter

Lift to Experience, 02.06.18, Primavera Sound, Barcelona

Texansk postrock med Lift to Experience og deres 17 år gamle hovedværk. Foto: GarbineI Rizar/Primavera
Skrevet af Daniel Niebuhr

Det var brølende stor lyd på alt for kort tid, da den texanske postrocktrio Lift to Experience fremførte store dele af 2001-pladen The Texas-Jerusalem Crossroads.

Om Lift to Experience er et kultband? Nja, det kan man vel ikke rigtig kalde dem, selvom deres hidtil eneste fuldlængdeudgivelse, den snart 17 år gamle The Texas-Jerusalem Crossroads, hjalp dem rigtig godt på vej. For det er nemlig det, der skal til: Lav en plade, der for så vidt flyver under radaren, undgå at producere yderligere materiale, og håb på, at både band og plade med tiden og ad adskillige vilkårlige veje vil (gen)opdages og dyrkes af tilstrækkeligt mange mennesker.

Derfor stod Josh T. Pearson, Josh Browning og Andy Young tidligt lørdag aften flere tusinde kilometer væk fra deres texanske hjemstavn ved den catalanske middelhavskyst og bragede sig vej gennem netop The Texas-Jerusalem Crossroads. Havde man frygtet, at Primavera Sound ikke skulle kunne bære den monstrøse postrocklyd, hvilket festivalen har været nærmest uhelbredeligt dårlige til gennem årene, så skulle man ikke frygte særlig længe.

For det var med et voldsomt og storslået lydtapet, at Pearson slog an til beretningen om englen, der viser sig for de tre texanske drenge på “Just As Was Told”. Volumen, der vist kun lige kunne matches af det enorme, texanske flag i baggrunden, fik heldigvis ikke for lidt, hvilket kun gavnede trioen, der bærer netop de eksplosive momenter blandt de ofte særdeles afdæmpede vers som sin primære gimmick.

»Undskyld vi er lidt rustne,« kommenterede Pearson mumlende halvvejs inde i affæren, hvilket selvfølgelig var helt forståeligt, men i samme ombæring også noget, man ikke noterede så frygteligt meget. Den største anke lå derimod i, at det hele føltes lidt for kort. The Texas-Jerusalem Crossroads varer trods alt kun lidt over fem kvarter, og så umuligt havde det vel ikke været at allokere halvanden times koncertlængde til texanerne i stedet for blot 60 minutter.

Jeg følte mig lidt overladt til et halvfærdigt slutprodukt, hvor kun brudstykker bandt helheden sammen, og hvor den fænomenale “When We Shall Touch” eksempelvis var udeladt. Til gengæld inkluderede højdepunkterne både den brølende “Falling from Cloud 9” og den uundgåelige fanfavorit “These Are the Days” fyldt med flænsende guitarstykker og utallige bibelreferencer.

Kunne man nu forestille sig, at Lift To Experience får mod på at tage videre rundt på kontinentet (og forhåbentlig nær hjemlige breddegrader) i fremtiden, kan jeg kun anbefale at slå et smut forbi − især hvis de giver sig tid til at fremføre The Texas-Jerusalem Crossroads i fuld længde. For selvom det ikke altid var gældende i Barcelona, så viste Lift To Experience stadig fra tid til anden, at de er »simply the best band in the whole damn land, and Texas is the reason.«

★★★★★☆

Leave a Reply