Koncerter

Lydmor, 09.06.18, NorthSide Festival, Aarhus

Jenny Rossander alias Lydmor kom med på et afbud, men overrumplede NorthSide lørdag aften. Foto: Lydloes/NorthSide.
Skrevet af Morten Madsen

Danske Lydmor fyrede godt op under halvtaget ved Red Stage lørdag aften, hvor tunge beats og kunstnerens eget velvære smittede af på publikum og satte rammerne for en fortrinlig fest.

Egentlig skulle norske Susanne Sundfør have spillet lørdag aften, men »uforudsete omstændigheder« hos den norske sangerinde åbnede døren for danske Jenny Rossander, der går under kunstnernavnet Lydmor, som lørdag aften indtog Red Stage. I den grad en fuldgyldig erstatning, som NorthSide havde fundet i 11. time.

Det er en travl kvinde, NorthSide har hentet ind. Just mellemlandet fra Shanghai for at besøge Ådalen, hvorefter hun i morgen skal optræde i russiske Sankt Petersborg. Netop Rusland og Kina udgjorde også meget passende en transnational konstellation hos den danske sangerindes klæder og sceneudsmykning. Et miks af røde kinesiske tegn på massive sølvgrå sejl omkredsede den centralt placerede mikserpult, hvorfra blonde Lydmor styrede showet iført rød krigsmaling, skørt og mavetop, der snildt kunne siges at passe ind i en russisk stereotyp for kvindelig, udfordrende påklædning.

Fra første beat fornemmede man, hvor det bar hen. Allerede efter aftenens tredje nummer måtte dem danske sangerinde afklædes lidt mere, end hun allerede var: »Der er så meget bas heroppe, at jeg bliver nødt til at smide skoene«. Med afvæbningen af fodtøjet virkede det, som om hun blev endnu mere frigjort i sine bevægelser og opildnede med sin egen udfarende og indlevende dans fra scenekanten også publikum til at løsne lidt op under halvtaget, da aftenens tredje nummer, “Killing Time”, for alvor satte gang i festen.

Det var tydeligt, at Lydmor var ovenud lykkelig for at være i Aarhus lørdag aften. En glæde, der bunder i, at hun har været igennem noget af en omvæltning af egen tilværelse de senere år: »For et par år siden var alt lort. Jeg knaldede de forkerte fyre, drak de forkerte drinks og skrev de forkerte sange«. Hun flyttede siden hen til Shanghai, hvilket tydeligvis har været godt for Lydmor, der strålede af livsenergi lørdag aften og varslede en ny skive til september.

En af singlerne fra den kommende plade er “Shanghai Roar”, der angiveligt er lavet i en taxa hjem fra byen i Shanghai, hvor Lydmor indsang råbånd, mens en forundret taxachauffør så til. Den blev også luftet denne lune juniaften: »Shanghai roar / It never knew how good it was at all«.

I februar optrådte Lydmor nøgen til Gaffa-prisen, fordi hun var træt af fyres »pis« oven på #metoo-bevægelsen. »Fuck dem,« lød det kærlige budskab fra Lydmor, der heller ikke kunne lade være med lige at stå op for kvindekampen ved gårsdagens koncert. Opsangen fik stor applaus fra publikum, der var med hele vejen under Lydmors energibombe af en koncert.

Inden aftenens sidste nummer kommer det forpustet og lettere stakåndet fra scenekanten: »Fuck, hvor er I dejlige!« Hvorefter hittet “I Love You” brager ud gennem højtalerne, mens alle foran scenen danser på livet løs til de tunge beats. Selv må jeg bøje mig i støvet: Lydmor var fremragende!

★★★★★☆

Om skribenten

Morten Madsen

Skribent hos Undertoner

Biografi:
Musik har altid fyldt meget i mit liv. Da jeg var lille, gik jeg altid rundt med min båndoptager, der vist nok gik under navnet »bånde«. Musiksmagen var dog noget monoton, da jeg altid havde et kassettebånd med Kim Larsen i båndoptageren. I mine spæde teenageår begyndte jeg at spille guitar, og omkring samme tid begyndte jeg også at udforske det store musikunivers’ spændende, mærkværdige afkroge. Grunge fik i første omgang min opmærksomhed, men jeg har i dag en større hang til alternativ og indie rock, hvor jeg har en særlig forkærlighed for The National.

Fem favoritalbums:
The National - Boxer (2007)
Kashmir - Zitilites (2003)
Radiohead - OK Computer (1997)
The War On Drugs - A Deeper Understanding (2017)
Slowdive - s.t. (2017)

Skriv et svar