Plader

Natalie Prass: The Future and the Past

På amerikanske Natalie Prass’ andet udspil er der skruet ned for strygerne og op for popambitionerne. Det resulterer i et både funky, politisk og for det meste medrivende album.

Efter sigende havde Natalie Prass allerede i 2016 færdiggjort det, der skulle have været hendes album. Efter valget i november det år, der gjorde Donald Trump til amerikansk præsident, besluttede den Prass sig dog for at droppe det allerede færdige album og skrive en række nye sange med feministiske budskaber og en opløftende stemning. En form for trodsigt musikalsk modsvar til det mismod, den amerikanske sangerinde følte umiddelbart efter valget.

Resultatet af den vision er det langt hen ad vejen medrivende popalbum The Future and the Past, der allerede fra albummets første sang, “Oh My”, forsøger at at opridse det politiske landskab i USA.

»I can’t believe the things I hear / Oh, what is truth and what is fear? / Oh, what is lying to a cheat? / And what is freedom for the free? / It’s giving heartbreak to me, heartbreak down / Oh my, oh my«

De skarpt optrukne politiske budskaber smøres måske lige lovligt tykt på. Ingen kan være i tvivl om hvad Prass mener, og de finere lyriske nuancer skal man til tider lede længe efter.

Det samme gør sig også gældende på søsterskabshymnen “Sisters”, hvor Prass opfordrer alle de – med Donald Trumps ord om Hillary Clinton – nasty women rundt om i verden til at holde sammen og ændre på tingenes tilstand.

»I wanna say it loud / For all the ones held down / We gotta change the plan / Come on nasty women / So all the bad girls here / Let’s make that clear / And we’ll say it fast / We’re world wide, world class«

Budskabet leveres dog med så tilpas meget selvtillid og overskud, at man tilgiver Prass den lidt endimensionelle lyrik.

Natalie Prass er selverklæret fan af Janet Jackson, og det er en inspiration, der tydeligt kan høres i hendes nye lyd. Lydbilledet på The Future and the Past peger nemlig frem mod en mere mainstream-poppet, men stadig lækker, soulet og organisk lyd end på debutalbummet fra 2015. Der er skruet ned for strygerne og op for groovet, hvilket resulterer i en række popsange af allerfineste karat.

Det hele går dog ikke op i politik. Godt halvdelen af albummets sange handler i stedet om mere klassiske poptemaer som at forelske sig og at gå fra hinanden. Her skiller især “Short Court Style” sig ud. Det er kort sagt en perfekt lille popsang med en uimodståelig basgang, et lækkert groove og et omkvæd, der er som skabt til at synge med på.

»Round and ‘round / Had ups and downs / No, but I can’t be without / My love that I have found«

Natalie Prass skriver nogle fremragende popsange, og produktionen fra hendes barndomsven og samarbejdspartner i det hypede Spacebomb-kollektiv, Matthew E. White, fungerer upåklageligt i sammenhængen. Den er silkeblød, lettilgængelig, og så velspillet at man aldrig føler, at lyden bliver kunstig og samlebåndsagtig. Det er god musik spillet af et velspillende band, men alligevel en ny lyd for Prass. Det fungerer langt hen ad vejen upåklageligt.

De største problemer kommer, når der skrues ned for tempoet på en række af albummets ballader. Natalie Prass bruger sin stemme godt, men den er spinkel af natur. Det giver en fin skrøbelighed i balladerne, men når stemmen skal bære de store omkvæd, så bliver et par af sangene en smule spage i deres udtryk.

Det kommer eksempelvis til udtryk på en sang som “Far from You”, hvor man som lytter keder sig en smule og savner den gennemslagskraft, som albummets bedste sange besidder. Balladerne er velskrevne og bestemt ikke uden charme. De blegner bare i sammenligning med det høje niveau, der sættes på albummets bedste sange, som “Sisters”, “Short Court Style” og den inderlige “Nothing to Say”. Klare, uimodståelige vidnesbyrd om, hvor dygtig en pop-sangskriver og sangerinde Prass kan være.

The Future and the Past er dermed et album, der mere peger frem end tilbage for Natalie Prass. Trods visse ujævnheder er det et popalbum med noget på hjerte. Det er et album, der trods sin jagt efter det store pophit, ikke giver køb på hverken gode sange eller ambitioner. Og selvom ikke alle sange på albummet rammer helt plet, kan ingen benægte Prass’ talent for at skrive medrivende popsange, som man ikke bliver træt af lige med det samme.

Jeg er spændt på, hvor hun tager os hen i fremtiden.

★★★★☆☆

Om skribenten

Carl Windahl Bøllingtoft

Biografi:
Min far flaskede mig op på Gnags, C.V. Jørgensen og Gasolin. Selv blev jeg som 13-årig forelsket i Nirvana. Nu lytter jeg til det meste, men jeg er stadig gladest, når der er guitar med. På den ene eller anden måde.

Jeg er romantiker, drømmer, og den lille teenager inden i min 26 år gamle krop er en sucker for melankoli, uigengældt kærlighed og store følelser. Det går igen i mine lyttevaner.

Jeg hader desuden, når folk påstår, at rocken er død. Selvfølgelig er den ikke det, din snævertsynede tosse.

Fem favoritalbums:
Slowdive: Souvlaki
The Cure: Pornography
Frightened Rabbit: The Midnight Organ Fight
The Triffids: Born Sandy Devotional
Modest Mouse: The Lonesome Crowded West

Skriv et svar