Plader

Nine Inch Nail: Not The Actual Events + Add Violence + Bad Witch

Skrevet af Jens Trapp

Med albummet Bad Witch afslutter de hårdtslående industrial rockere Nine Inch Nails den trilogi, der startede med de to EP’er Not the Actual Events og Add Violence. Det er blevet til et nostalgisk, tilbageskuende og heftigt ridt ned ad Memory Lane.

Nine Inch Nails kan måske bedst anskues som en mægtig, organisk maskine, der konstant interagerer med omverdenen og med sig selv i store gnistrende kredsløb, som med jævne mellemrum sætter ild til den kreative energi et sted dybt derinde i maskinens kaos/kosmos af muskler, bits & bytes, celler, aggressioner, stoffer og alkohol, for så at kortslutte i udladningen af et nyt værk. Der er år med dødvande, vådt savsmuld der ikke rigtig fænger, og der er rige år, hvor blodårerne bruser livsaligt og selvantænder i magtfulde demonstrationer af, hvordan den tonstunge industrial kage skal skæres med fræsende frenetisk lyd, og doomdesperate eksplosive udladninger, afløst af momenter med stor og øm skønhed.

Hvor den selverklærede perfektionist Trent Reznor tidligere i sin karriere kunne bruge årevis i studiet på at forfine og fifle med selv de mindste detaljer på hver ny Nine Inch Nails-udgivelse, så har han i de senere år sluppet den kreative spændetrøje en anelse. I årene 2007 og 2008 udgav bandet intet mindre end tre udgivelser: Konceptalbummet Year Zero, ambient-eksperimentet Ghosts I-IV og det gratis The Slip. Efterfølgende kom det electronica-inspirerede Hesitation Marks i 2013, og siden 2016 har industriallegenden været inde i en særdeles produktiv periode med én EP-udgivelse om året. Nu er EP-trilogiens sidste kapitel landet i form af Bad Witch, og det giver selvføgelig anledning til et tilbageblik over de tre udgivelser.

Not the Actual Events (2016)

»Part one of a three ep trilogy of records. Unapologetic, unfriendly, dense, lyrically complex, so-far-behind-the-times-it’s-ahead-of-its-time, hipster-repelling uncompromising music smart people can fuck to. It may not be for you.« 

Det ovenstående citat stammer fra Trent Reznor, der har givet hver EP i trilogien en lille introduktion med på vejen. Om Not The Actual Events siger han yderligere, at pladen er : »[…] an unfriendly, fairly impenetrable record that we needed to make.« Titlen er taget fra en tekst, der ligger krypteret under bulderet på det ganske fremragende åbningsnummer ”Branches/Bones”: »Allowing myself to feel a sense of comfort in the past. Not the actual events but the way I choose to remember them and you.« Hvilket meget godt slår temaet an på værket. Hvem er man? Er man den, man er, i kraft af sin erindring om sig selv? I Reznors tekster er der hele tiden noget, der undslipper erindringen og skaber forvirring og samtidig leger han videre med dette tema ved konstant at referere til egne tidligere værker.

»I’m locked inside here / Have to stay / With people who aren’t here / All the way« synger han eksempelvis på anden skæring og refererer tilbage til ”Echoplex” fra The Slip. Og på andet vers af “Dear World,” er vokalen splittet op i to stemmer fra henholdsvis højre og venstre højtalerkanal, som en slags skizofrenisk metakommentar. Selv siger Reznor, at han omfavner nostalgien i stedet for at gøre som han plejer; kun kigge fremad.

Halvvejs igennem Not The Actual Events begynder det at blive lidt mere betændt. Musikalsk slæber ”She’s Gone Away” sig igennem seks minutters tungsind med Trent Reznors kone Mariqueen Maandig på gæstevokal: »I can’t remember what she came here for / I can’t remember much of anything anymore«. På Apple Musics udgave af CD’en er der inkluderet en tekstbid, som ikke synges, men som er en direkte reference til nummeret ”Reptile” fra 1994-klassikeren The Downward Spiral.

På den indlejrede tekst til ”She’s Gone Away” – som yderligere er trykt ovenpå et billede af en side i den booklet, der fulgte med The Downward Spiral – står der: »She spreads herself wide open to let the insects in / spread the infection where you spill your seed« – en parafrase over teksten fra “The Reptile”, hvor det er honning der flyder. Honningen er nu blevet til en infektion – et ord der går igen flere steder på Not The Actual Events som en kommentar til erindringerne og en hentydning tilsat det er stoffer og måske ikkekvinder det (kun) handler om.

EP’ens fjerde skæring bliver ikke mere musikalsk opløftende. Her sidder Dave Grohl bag trommerne og giver en lidt off-beat stemning til nummeret, som ellers er tungt og ensformigt. Det bliver dog tungere endnu på sidste skæring, ”Burning Bright (Field on Fire)”, der lyder som en industrial pastiche på Jimi Hendrix’ udgave af ”Wild Thing”. Desperation og afklaring går hånd i hånd på nummeret, hvor Reznor synger om tiden som stofafhængig: »You’re not really what you know you are / You know?«, og i en sekvens der står helt klart i det mudrede lydbillede, bryder han gennem overfladen, finder fred med sig selv og kan atter trække vejret frit, for så at bryde ud i omkvædet: »I am forgiven / I am free / I am a field on fire«

Alt i alt en EP præget af aggressiv energi, der kan læses som en reaktion på det forrige album Hesitation Marks, som Reznor på denne måde kyler ud af vinduet.

★★★★☆☆

 

Add Violence (2017)

»Part two. The view widens and everything is in question.«

Add Violence står som den stærkeste del af trilogien. Der er zoomet ud, og perspektivet fokuserer ikke længere den personlige erindring med dens huller og mangler. Alligevel kommer tematikken også her til at bevæge sig ned på det personlige plan, i kraft af sin kredsen om afhængighed, hvad det kommer af og hvor svært det kan være at undgå.

Add Violence er langt mere inspireret af electronica end Not The Actual Events, der var præget af tung industrial lyd. Således peger Add Violence tilbage på Hesitation Marks i sine referencer, hvilket især mærkes i åbningsnummeret ”Less Than”. Nummeret har samme afsnubbede titel som ”Copy of a” fra Hesitation Marks, og ordspillet »gone / done« går igen i begge tekster.

Sangen kaster et kritisk blik på USA, som det ser ud med en nyvalgt Trump ved magten. I en syret musikvideo bruger bandet det fiktive 80’er arkadespil Polybius som rammesætning. Spillet skulle ifølge vandrehistorien være et psykologisk eksperiment udviklet af den amerikanske stat, hvor brugerne blev påvirket af psykoaktive og afhængighedsskabende effekter i spillet. Det medførte søvnløshed, hukommelsestab, mareridt og hallucinationer.

Når Nine Inch Nails hiver denne myte frem, så illustrerer det ikke blot EP’ens tematik fint, men peger også på problemerne med en leder og et land, der ikke tager dets befolkning alvorligt, men igennem vold (jævnfør titlen på EP’en) hensætter folk i en magtesløshed, der kan minde om afhængighed af stoffer, eller medføre en sådan afhængighed. Sarkastisk snerrer Reznor: »And you can always justify / The missile trails across the sky again«

EP’ens tredje nummer, “This Isn’t The Place”, emmer af storladen skønhed. I min optik er det intet mindre end trilogiens stærkeste nummer. Også her rummer musikvideoen et lille hint til at forstå tematikken. Hele videoen er én lang udzoomning fra apparatet, som ses på forsiden af coveret til Add Violence. Det interessante er imidlertid æsken med Sotirivol i bunden af billedet. Et fiktivt medikament, som leder dybt ind i Nine Inch Nails dystre univers, hvis man begynder at efterforske det på nettets mørke afkroge. Sotiria er det græske ord for frelse, og musikalsk er der da også en form for frelse at hente her. På apparatet i videoen er der skriblet ord, der er direkte citater fra sangen ”The Great Below” fra albummet The Fragile: »I can still feel you, even so far away.«

I næste nummer “Not Any More” bliver der igen skruet op for industrial-bulderet. »Surprise / I must have let it get in / Started to turn into somebody else« Der fades ud, mens Reznor messer, at han ikke kan vågne op igen. Sidste nummer ”The Background World” er næsten på højde med “This Isn’t The Place” i skønhed, hvis ikke det havde været for den virkelig enerverende afslutning; næsten otte minutter, hvor den samme sløjfe gentages om og om igen, mens den langsomt gøres mere og mere udtværet og uigenkendelig for til sidst at ende i ren støj. Rimeligt uudholdeligt. En ide der sikkert ser rigtig godt ud på papiret, men som i virkeligheden er vældig frustrerende, hvilket formentlig også er ideen med den. Afhængigheden af stofferne er nået sin yderste potens og alt flyder sammen til sidst.

★★★★½☆

 

Bad Witch (2018)

»Conclusion. Shadows on the cave wall.«

På trods af dens længde der nok lander i EP-kategorien, så er Bad Witch udsendt som et album af Nine Inch Nails. Angiveligt fordi EP’er har en tendens til hurtigere at blive glemt under de fulde albums – især på Spotify og andre streamingtjenester. Bad Witch holder sig akkurat, med sine kun seks numre, på en halv times spilletid. Og hvor besnærende det end ville være at betegne trilogien som en art opadgående spiral – taget i betragtning af at referencerne til klassikeren The Downward Spiral er så mangfoldige – ja så toppede det altså halvvejs igennem med Add Violence.

Det betyder dog ikke, at Bad Witch ikke byder på mange gode øjeblikke. Her handler det om at have sluppet taget i verden. Vi er ikke længere i stand til at se os selv som planetens frelsere. I et interview med The Guardian siger Trent Reznor: »We’re just a fucking mutation and an accident. We’ve got dumber, more tribalized.«

På åbningsnummeret, det hæsblæsende ”Shit Mirror”, synger Reznor ironisk: »New world / New times / Mutation / Feels all right«. På den følgende og mindst lige så hæsblæsende ”Ahead of Ourselves” synger Reznor om, at vi står på kanten til afgrunden: »We’re on the precipice (I can feel it) / We’re on the precipice«. Det er umuligt for os at tænke på andet end os selv, og hvordan vi finder en vej igennem denne verden? »Obsolete, insignificant / Antiquated, irrelevant / Celebration of ignorance / Why try change when you know you can’t?«

Måske er det symbolsk, at Reznor netop her løber tør for ord, da ”Play the Goddamned Part” er et rent instrumentalt nummer, hvor der flirtes heftigt med moderne free jazz. Anledningen skulle ifølge bandet selv være, at de saxofoner som Reznor kunne spille på for 25 år siden, stod i hjørnet af studiet og grinte af ham. Nu bliver de hevet frem og blæst igennem, arrangeret af Atticus Ross og hele seancen bliver kogt ned til dette og næste nummer – det meget atypiske ”God Break Down the Door”, hvor Reznor synger: »God break down the door / You won’t find the answers here / Not the ones you came looking for« inspireret af lyden fra Bowies Blackstar og med indkorporerede dele fra Reznors arbejde på soundtracket til Lost Highway helt tilbage fra 1997.

Herefter følger endnu et instrumentalnummer med et helt tyndt og tåget lydlandskab, hvor en enkelt nærmest udsvævet sætning kan opfanges et sted undervejs: »I’m not from this world / Not anymore« Trilogien afsluttes med et nummer, der igen bevæger sig over i det lidt jazzede, men på en electronica-agtig måde. »Time is running out / I don’t know what I’m waiting for« synger Reznor, igen med en vis Bowie reference i stil og stemme. Ikke desto mindre en lidt tynd udefinarbar og atypisk stil som afslutning på en trilogi, der startede med bulder og brag, bevægede sig over i nogle meget smukke sange, for så at slutte af med igen at buldre løs inden dette abrupte stilskifte.

Hvis NIN virkelig formår at internalisere den Blackstar-lyd, der lukker og slukker trilogien, så bliver det dog spændende at høre, om et kommende udspil vil bevæge sig endnu længere ud af denne ikke uinteressante vej, og få dét univers til at åbne sig og give mening.

★★★½☆☆

Skriv et svar