Koncerter

Oneohtrix Point Never, 31.05.18, Heartland Festival, Kværndrup

Oneohtrix Point Never. Pressefoto.
Skrevet af Signe Palsøe

3D-orker, panfløjter og autotune galore. Oneohtrix Point Never leverede en omskiftelig og underholdende totaloplevelse, der dog havde nydt godt af et større fokus på musikkens medrivende elementer.

Oneohtrix Point Nevers spritnye album, Age Of, passer på papiret helt perfekt til en koncertopsætning på Heartland Festival. Pladen er måske bagmand Daniel Lopatins mest eksperimenterende til dato, og ikke nok med at den kommer omkring så forskelligartede virkemidler som sakrale orgelstykker, new age-panfløjtesektioner, smørblød R&B og raspende Skrillex-bas.

Age Of udkommer også som en del af en større kunstinstallation, Myriad, der fra sin base i et galleri i New York inddrager musik, installationskunst, retrofuturistiske visuals and whatnot i en temmelig alsidig totaloplevelse. Ikke en skidt booking for en festival, der netop slår sig op på at håndplukke indslag fra snart sagt alle genrer på det kulturelle verdenskort.

Derfor var det egentlig også et fint træk, at Lopatin og hans tre medmusikanter var sat til at spille for et siddende publikum i Talks-teltet. Mørket lod de meget forskelligartede visuals komme til deres ret, og alt fra rustikt programmerede 1990’er-3D-landskaber a la “Myst” til gamle tegnefilm vældede næsten uafbrudt fra skærmen i et ofte hæsblæsende tempo. Lopatin har altid været en omskiftelighedens mester, og de zappende visuelle indtryk var helt passende, når højtravende, barokke klaverpassager ubemærket gled over i smygende saxofonsamples, autotunet skønsang og orientalske strengeklange − eller musik fra imaginære film, der antageligt står på samme hylde som klassikerne med Phil Collins-, Elton John- og Celine Dion-soundtracks.

Det var alsidigt og underholdende − men i lidt for lange passager også rigeligt et formeksperiment uden de helt store lydlige holdepunkter. Her gav det bagslag, at opsætningen fandt sted i et telt med siddepladser, Grizzly Bears koncert rungede ind fra venstre, og Patti Smith snart skulle spille ovre på Greenfield-scenen. Uroen hos publikum meldte sig især i de mere tyste passager uden et konkret melodisk eller rytmisk ståsted, men også Lopatins ellers helt smukke, nøgne vokalpræstation under den skrabede “Babylon” kæmpede mod lydene fra naboscenen og rumsteren fra det drypvist udvandrende publikum.

Det var heldigt, at koncertens mest energiske passager var gemt til sidst. Efterhånden vævede kvartetten på scenen flere skrattende samples, diskante piskeslagsrytmer, ruskende basstykker og bugtende synthflader ind i lydbilledet, der indtil nu havde været til den polerede side. Hovederne på bænkepladserne kunne boppe ud i skumringen til de sidste toner af en underholdende, omskiftelig og til tider medrivende koncert, der dog med fordel kunne have sigtet mere efter et festival- end et galleripublikum.

★★★½☆☆

Om skribenten

Signe Palsøe

Biografi:Med Depeche Mode som barndomshjemmets lydtapet var der ikke langt til min første store kærlighed, der dukkede op, da jeg var 12. Pet Shop Boys blev voldspillet ved enhver given lejlighed og blev en øjenåbner for et større musikalsk univers. Dengang var det især mere sfæriske genrer som indie-/electronica, dreampop, støjrock og shoegazer, der fik spilletid og blev min indgangsvinkel til musikhistorien. I dag hører jeg det meste, selvom jeg nok aldrig kommer til at skrinlægge en yndlingsaversion mod punkens mest letbenede undergenrer og heller ikke lytter til ret meget metal. For øjeblikket er det især ambient, electronica og dubstep, der får spilletid, selvom også hiphop på det seneste er begyndt at fylde mere i pladesamlingen.

Skriv et svar