Nyheder

Premiere: Feel Freeze leger med køn og seksualitet på ny single

Skrevet af Jens Trapp

Undertoner præsenterer den nye video og single “Bridge to Your Heart” med den københavnske elektropopduo Feel Freeze. Singlen er en drømmende og melankolsk elektro-ballade og er forløber for deres kommende album Feathers and Scars.

På det nye nummer “Bridge to your heart” leger Feel Freeze, ganske tidstypisk og helt i tråd med deres eget idegrundlag, med køn og seksualitet på en bund af helt bløde og sfærisk samplede strygere. Det er let, fint og charmerende. På billedsiden leger to personer, duoen selv, med balloner i det høje græs. Er det mænd eller kvinder, og betyder det overhovedet noget som helst, hvilket køn det er? Ballonerne sendes af sted, som var det basketballs, men de flyver og letter, som de balloner de nu en gang er, og enkelte føres bort af vinden. Det er en fin understregning af sangens tematik.

At filmen er skudt i Makvärket i Knabstrup vest for København, er med til at understrege det fine og tidstypiske i projektet. I kraft af Makvärkets arbejde med bæredygtighed og miljø og nødvendigheden af at tænke i nye måder vi kan organisere os på i samfundet. Også på det seksuelle område. Det kommende album Feathers and Scars kommer da også til at tematisere dette, i form af budskaber om lige rettigheder, normer for seksualitet og kønsidentitet, feminisme og queer- og transpolitik, fortæller duoen i pressematerialet.

Foto: PR

Duoen, der udgøres af Raymonde Gaunoux og Mathias Vinther Lilholt siger selv om sangen:

»Bridge to Your Heart handler om forbindelsen til et andet menneskes hjerte. Nogle gange føles vejen meget lang, og den kan være fyldt med forhindringer, så forbindelsen afbrydes, inden man når frem. Andre gange føles det som om, at forbindelsen er der med det samme, første gang man møder hinanden og måske endda før, at man har udvekslet et eneste ord. Sangen er også et udtryk for, at vi med vores musik vil bygge broer mellem mennesker.«

I forhold til deres minialbum fra 2016 Future Emotions in a Digital Heart er der mindre kant på dette nummer. Det føles mere som en frisk brise, der stryger gennem en varm sommer og blæser al konformitet og fastlåst vanetænkning ud af billedet og væk.

“Bridge to Your Heart”, og resten af den kommende plade, er produceret i samarbejde med Lasse Lyngbo (Vinnie Who, Lydmor) og Troels Damgaard-Holm (First Hate, Blaue Blume, Bisse). Videoen til “Bridge to Your Heart” er skudt af Tore Juncher Jørgensen.

Leave a Reply