Koncerter

Primavera Sound 2018: The best of the rest

Publikum fra Primavera Sound 2018. Foto: Alba Ruperez/Primavera.
Skrevet af Daniel Niebuhr

Det meste var som sædvanlig rigtig godt på Primavera Sound, som lader til at have elimineret de fleste lydudfordringer. Her er nogle ord andre af de artister, vi også fik set på Barcelona-festivalen.

Jeg plejer altid at kunne finde et par kritikpunkter, hvad angår Primavera Sound. I år var der næsten ingen. Som sædvanlig var lyden ikke fejlfri, selvom der til Slowdive blev disket op med den så afgjort bedste lydkulisse, jeg nogensinde har oplevet til en udendørs koncert. Festivalsikkerheden opretholdte sit strenge niveau fra i fjor, men dog med langt mere mandskab til at servicere de mange tusinde festivalgængere foran scenerne og ved ind- og udgange. Selv maden er blevet løftet til et helt uhørt niveau, når man tænker på, hvor utiltalende de kulinariske oplevelser var for blot få år siden.

På koncertfronten havde festivalen, som før nævnt, også oppet sig fra et ikke helt så imponerende program i 2017. 17 koncerter og et enkelt, vidunderligt DJ-sæt fra The Black Madonna blev det i alt til fra min side. Dem har jeg selvfølgelig også skrevet lidt om.

Kelela
Det var en mindre overbevisende udgave af Solanges totaloplevelse i fjor, som amerikanske Kelela diskede op med på Primavera Sound. Ligesom hos Solange var showet ellers præget af en stram koreografi og farvekoordinering samt ganske imponerende vokalpræstationer, da sangerinden indtog scenen flankeret af to korsangere og en DJ. Men i dagslyset stod fejlene og manglerne også lettere til skue. Mange af Kelelas kompositioner blev fremført i sløve andenrangsversioner, hvor hele første halvdel af koncerten var omsluttet af en intimitet, der slet ikke føltes tilpasset omgivelserne.

Anden halvdel bød på mere energi og velfungerende fremførsler af numre som eksempelvis “Frontline” og “Gomenasai”, mens Kelelas måske bedste nummer, “The High”, til stor ærgrelse var udeladt. Det var dog en halvfuldendt oplevelse, som aldrig rigtig fandt fodfæste. Angiveligt fungerer det noget bedre i indendørs rammer, som bevist ved hendes koncert i Pumpehuset i slutningen af 2017, der efter sigende skulle have været fin.

Zeal & Ardor
Efter Gojira og Sleep i fjor rent faktisk havde leveret vellydende metalkoncerter på Primavera, var det med en vis optimisme, at jeg i år snuppede en af de ganske få metalseancer, som Primavera Sound har til (u)vane at diske op med. De kutteklædte blues/gospel/blackmetalfusionister i Zeal & Ardor måtte dog tage til takke med de ofte rædderlige lydforhold på Adidas Originals-scenen, som tidligere har ødelagt optrædener med både Dead Skeletons og Venom.

Schweizisk-amerikanske Manuel Gagneux er ellers en karismatisk type, hvis enkle sangskrivning går glimrende i spænd med gruppens dyrkede genrer. På scenen i Barcelona var han bare meget alene om at løfte koncerten, hvor både bassist og projektets to korsangere faldt fuldstændig igennem i det miserable lydbillede.

Chaingang-Schlageren “Blood in the River” og den sataniske venskabshymne “Devil Is Fine” er dog stærke nok kompositioner i deres egen ret til, at Zeal & Ardor ikke udelukkende fremstod som en skuffende oplevelse. Forhåbentlig bliver det noget bedre, når de gæster Copenhell senere på måneden.

Father John Misty
Mærkbart distanceret fra sin til tider svingende regnvejrsoptræden på Roskilde Festival i fjor var det en helt og aldeles veloplagt Josh Tillman, der indledte sin catalanske visit med “Nancy from Now On”. Father John Misty-personaen er allerbedst, når han får mest mulig plads til at te sig åndssvagt og hæmningsløst, mens han beretter om sine eskapader som kunstner, forfører og helt igennem dårligt menneske. Det var præcis, hvad vi fik, mens solen gik ned over Barcelona fredag aften.

De nye skæringer fra God’s Favorite Customer skal imidlertid stadig lige tilvænnes et egentlig liveformat, hvorimod kendinge fra både Pure Comedy og I Love You, Honeybear stod stærkere, end de har gjort de gange, jeg har haft muligheden for at opleve Father John Misty på dansk grund.

Det blev en noget kort affære, hvor man sagtens kunne have ønsket sig en håndfuld ekstra numre at fortsætte aftenen på. “The Ideal Husband” var dog den velfortjente, kaotiske nedsmeltning af en sortie, hvor den guitarkastende Tillman cementerede, at han er en ekstraordinær sangskriver og entertainer, der altid er god for en medrivende forestilling.

Superorganism
Når man er 18 år, kan alting godt føles lidt vildere. Og når man er 18 år, kan koncerter foran flere tusinde ellevilde festivalgæster især godt føles rigtig vildt. Derfor var det også en oprigtig glæde, nervøsitet og ærefrygt, der lyste ud af Superorganisms de facto-frontkvinde, Orono Noguchi, da hun og resten af det London-baserede kollektiv gæstede Primavera Sound.

»Det er det fucking største publikum, vi nogensinde har spillet for, mand! Fuck!« nærmest jublede hun kun få sange inde i koncerten, der var mere charmerende, end den egentlig var god. For uanset hvor hamrende catchy numre som “Prawn Song”, “Something for Your M.I.N.D.” og “Everybody Wants to Be Famous” er, blev de og flere andre fra den multinationale superorganismes bagkatalog fremført lige lovligt legende og med en eller anden barnlig, naiv tro på, at så længe man har det sjovt, skal det hele nok gå.

Superorganism er et produkt af deres samtid og med al sandsynlighed et fænomen, der har mistet al relevans om nogle år, så det er med at få dem set, mens tid er. Det er heldigvis ikke alt ved bandet, der er helt tosset – men kommer man for at få en stor musikalsk oplevelse, bliver man nok gevaldigt skuffet.

Ibeyi
Primavera Sound anno 2018 var en overflod af stærke kvinder med stærke optrædener svøbt i stærke budskaber. Hvor Fever Ray var den fysiske frigørelse i promiskuøse rammer, og Björk leverede den kunstnerisk overlegne kunstseance, stod de kun 24-årige fransk-cubanske Diaz-tvillingesøstre i Ibeyi for den spirituelle og mentale frigørelse fra både patriarkatet og de racesegregerende lænker.

Det er i forvejen sjældent, at der er overvejende stille blandt publikum til koncerter på festivalens udendørs scener, men med deres yoruba-inspirerede mix af triphop og R&B fik Ibeyi folk til at stoppe op og blot lytte for en stund i et yderst manifesterende øjeblik på årets festival. Der var både plads til tribale chants og sublime vokalharmonier over de underliggende budskaber med fokus på kvindefrigørelse og racisme. Ligeledes fremmanede de på den Kamasi Washington-assisterede “Deathless” både den mest iørefaldende fællessang, jeg oplevede på de tre dage i Barcelona, samt fik hjælp på “Me Voy” fra en af Spaniens mest prominente, kvindelige rappere i form af andalusiske La Mala Rodriguez.

Helt kort sammenfattet var Ibeyi en af de mest positive overraskelser, jeg havde fornøjelsen af at bevidne på dette års Primavera Sound.

Confidence Man
På scenen er australske Confidence Man mere fjol og dans end egentlig koncert, men klokken 03 fredag nat i Barcelona havde det absolut ingen betydning. Janet Planet, Sugar Bones og deres maskerede backingmusikantduo og en enorm evne til på ingen måde at tage sig selv seriøst på scenen.

“Bubblegum”, “Don’t You Know I’m in a Band”, “Try Your Luck” og “C.O.O.L. Party” – alle fra dette års debutplade Confident Music for Confident People – fungerede præcis efter hensigten og fik sat gang i fødderne på det tætpakkede publikum. På scenen supplerede Janet og Sugar deres få linjer med akavede dansetrin og forskellige farverige kostumer; heriblandt et yderst minimalt LED-oplyst outfit.

Duoens tre kostumeskift var dog lig med flere ligegyldige, instrumentale mellemsekvenser, hvor tempoet og danselysten blot skulle holdes oppe blandt publikum. Det trak noget af sammenhængen ud af forestillingen, som dog alligevel nåede en fortjent overlegen afrunding på den monotone, men vanvittige “Boyfriend (Repeat)”.

Rolling Blackouts Coastal Fever
Den melbournske indierockkvintet Rolling Blackouts Coastal Fever skulle unægteligt have haft en større scene at boltre sig på, målt på den massive menneskemængde, der var draget helt ned til havnefronten for at opleve den seneste nye, australske rock-craze.

Men uanset hvor ligetil og medrivende deres simple, poppede rocksange måtte være, er problemet med Rolling Blackouts Coastal Fever, at der er alt for lidt dybde i deres materiale. Flere gange tog jeg mig selv i at føle, at jeg lyttede til det samme nummer igen og igen, og mange af australiernes kompositioner flytter sig i sig selv heller ikke så meget.

Samspillet mellem de tre guitarister og skiftende sangere er på den anden side bandets store force. Der var en reel spilleglæde at spore, og det smittede ikke kun af internt i bandet, men katapulterede sig også langt ud over scenekanten til de mange fremmødte, der kvitterede med vedvarende koncentration og dedikation over for de optrædende. Heldigvis fik de kun tre kvarter at gøre godt med. Alt herover havde været alt, alt for meget.

På Primavera Sound 2018 har vi også lavet komplette anmeldelser af Hinds, Tyler, the Creator, Fever Ray, Lift to Experience og Arctic Monkeys. Find dem her.

Skriv et svar