Plader

Pusha T: Daytona

Skrevet af Johan Mandrup

Kanye Wests højre hånd, Pusha T, leverer et tonstungt og fortættet projekt, der bør få samtlige MC’s i raphemisfæren til at ryste i bukserne.

Pusha T har efterhånden været i spillet i mange år. Den 41-årige MC startede ud i 1992 som den ene halvdel af Clipse, der dominerede sydstatsrappen i mange år, indtil hans bror, No Malice, forlod gruppen. Gennem de sidste fem år har Pusha T lavet to projekter under Kanye Wests pladeselskab G.O.O.D Music, My Name is My Name og King Push: Darkest Before Dawn – the Prelude, hvor Daytona nu falder som den tredje i rækkefølgen – og hold da kæft for en opfølger.

Med beskedne syv sange skiller Daytona sig ud fra de Gucci Mane mixtapes på 20 sange, der nærmest udkommer måned efter måned.»I drops every blue moon, just to seperate myself from you kings of the YouTube,« konstaterede Pusha T da også selv på singlen “Untouchable” fra King Push. Et testamente til at det som Pusha T udgiver, er værd at vente på – hvilket han i den grad har bevist.

Meget af Daytona bruger Pusha T på at cementere sig selv som en rappens originale, hårde drenge. En klassisk hiphop historie om hvordan han i sine unge dage solgte mursten af kokain, men har bevæget sig op gennem branchens hårde lag og nu sidder solidt på toppen, hvorfra han kigger ned på alle Soundcloud-rapperne, der som døgnfluer kommer og går: »I’m too rare amongst all of this pink hair«.

Selvom han ikke nødvendigvis er en kunstner, der kommer til at ligge øverst på hitlisterne, så vil man næppe kunne finde en fan af rapkulturen, der ville kalde Pusha T for mindre vigtig end 17-årige Lil Pump, der med lyserøde dreadlocks bestrider hitlisterne med simple, repetetive hits som “Gucci Gang”.

Et andet gennemgående tema på Daytona er, at der langes ud efter gamle bekendtskaber. På sangen “Infrared” får Pusha T sendt skud afsted mod både musikproduceren Birdman og Drake, hvor sidstnævnte beskyldes for at bruge ghostwritere – en sag der har været oppe og vende mange gange i de sidste år. Den fejde har siden fået fart på, og er brudt ud som en af de største hiphop-beefs i årevis.

Drake svarede tilbage med et vagt respons i form af sangen “Duppy Freestyle”, som knap nåede at bide sig fast før Pusha T fik smidt “The Story of Adidon” fluks tilbage i hovedet på den canadiske megastjerne. Her er Pusha T ude efter blod, og beskylder Drake for at være ligeglad med sin mor og samtidig have et forsømt barn sammen med en pornoskuespillerinde. Og som om alt dette ikke var nok i sig selv, så er Adidon eftersigende navnet på Drakes nye kollektion med Adidas – som for evigt vil være associeret med et ti år gammelt billede af Drake i blackface, som er coveret til singlen.

I en hver boksekamp skal der selvfølgelig også kåres en vinder, og at dømme ud fra diskussionen blandt hiphophoveder på diverse internetfora, så er ingen i tvivl om, at Pusha T har taget Drakes hoved som trofæ.

Med en solid og varieret produktion leveret af Kanye West rapper Pusha over samplebaserede beats, som spænder fra det simpleste back-beat i “Come Back Baby”, til Atlanta-vibes med det trap inspirerede beat på “Santeria” der skifter over i en tone, der er som taget fra et N.W.A album. Det fungerer bare. Pusha Ts rå og attituderige stemme er nærmest sit eget instrument, og med sit efterhånden ikoniske ad-lib »Yeugh« får man fornemmelsen af, at Pusha spytter så modbydelige linjer, at han selv væmmes af dem.

Pusha T er ikke alene på albummet, men gæstes af få, stærke profiler såsom Rick Ross og G.O.O.D Music fællerne Kanye West og 070 Shake. Shake, som på kort tid har fået en større mainstream debut med features på både Daytona og Wests album Ye, leverer et hypnotiserende spansk omkvæd på “Santaria”, der handler om mordet på Pusha Ts manager og ven De’Von Pickett. Et testamente til hvor vigtig fællesskabet er i hiphopverdenen – man glemmer ikke dem, der var med fra starten.

Daytona viser sig som det kompakte og intense projekt, alle hiphop fans har været så tørstige efter. Pusha T er i topform, og leverer et kort og kontant album, der konstaterer, at bare fordi man er blevet direktør i Kanye Wests pladeselskab, så betyder det ikke, at man er faldet af – tværtimod.

★★★★★☆

Om skribenten

Johan Mandrup

Biografi:

Mit navn er Johan Mandrup. Jeg kommer fra Hammelev, en lille by nær Haderslev i Sønderjylland, læser medicin i Århus, og kan mægtig godt lide hiphop, at løbe ture, og lave mad.

Fem favoritalbums:

BROCKHAMPTON: SATURATION III

Frank Ocean: Blonde

Yung Lean: Unknown Death 2002

Chief Keef: Finally Rich

King Krule: 6 Feet Beneath The Moon

Skriv et svar