Koncerter

Pussy Riot, 02.06.18, Heartland Festival, Kværndrup

Der er mere politik end musik i russiske Pussy Riot. Foto: Peter Kirkegaard/Heartland.
Skrevet af Simon Freiesleben

Der er en grund til, at Pussy Riot er mere kendte for deres politiske aktivisme end for deres store hits. Det stod klart efter gruppens optræden på Heartland Festival.

Publikum var mødt moderat talstærkt op for at se giraffen Pussy Riot, der spillede en sjælden koncert på dansk grund under Heartland Festival. Det russiske, feministiske punkkollektiv blev verdenskendte i 2012, da tre af gruppens medlemmer røg i fængsel efter en system- og Putin-kritisk optræden i en kirke. Siden har flere medlemmer af kollektivet (der tæller et sted i omegnen af 30-40 løst tilknyttede personer) måtte gå under jorden eller flytte til udlandet for at undgå myndighederne.

Derfor var det på sin vis lidt af et scoop, at Heartland havde lokket gruppens centrale medlem Nadya Tolokonnikova til festivalen ikke bare for at tale, men for faktisk at spille Pussy Riots musik. Der er dog ingen tvivl om, at Pussy Riot først og fremmest er politiske aktivister, før de er musikere, da koncerten starter med en lang forudindspillet oplæsning af et manifest i 25 punkter om dårligdommene ved korruption og økonomisk ulighed.

Hvis man havde regnet med en gedigen punkkoncert, så blev man slemt skuffet af Pussy Riot. Det totale fravær af musikinstrumenter på scenen gav et hint om, hvilken retning koncerten ville tage. Men jeg havde alligevel ikke forventet, at den mandlige DJ, der kom ind iført neongrøn ansigtsmaske og ditto heldragt, ville sætte gang i et skramlet techno-beat. Han fik selskab af Tolokonnikova, der ligeledes var iført den karakteristiske farvestrålende ansigtsmaske og en skrigende neongrøn sikkerhedsvest. Senere kom også to danserinder på scenen, der fuldendte et sceneshow, der bedst kan beskrives som en bizar form for marxistisk fitness/provokunst.

Musikalsk lyder Pussy Riot som en krydsning mellem Albertslund Terrorkorps’ smaddertechno og Die Antwoords Tamagotchi-rap krydret med en hel del russisk pop-excentricitet. Uden at påstå, at jeg er fan af disse genrer, så forstår jeg i det mindste den appel, som de ovennævnte bands har i deres drilske leg med den dårlige smag. Desværre virkede Pussy Riot som en tam kopi, der slet ikke har den samme spændende og eksperimenterende musikalitet.

Gruppens optræden er pakket ind i metakommentarer (bandet efterligner flere gange YouTube-fænomenet slav squat, hvor slaviske mænd i sportstøj sidder på hug), symboler (gruppens sportstøj og T-shirts med russiske flag virker som en kommentar på landets statsfinansierede dopingprogram) og politiske slogans (der skydes med skarpt mod både Donald Trump, Vladimir Putin, Kina og det russiske fængselssystem), og de fremmødte publikummer virkede til at have en fest oppe foran. Bedømt for koncertens musikalske kvaliteter havner bedømmelsen imidlertid i den mere tvivlsomme ende. Pussy Riot er mere kendte for deres politik end deres musik – med god grund.

★★☆☆☆☆

Skriv et svar