Koncerter

Søren Huss, 02.06.18, Heartland Festival, Kværndrup

Søren Huss som sikker kapelmester lørdag på den fynske festival. Foto: Mathias Bak Larsen/Heartland.
Skrevet af Signe Palsøe

Med Søren Huss som kapelmester strålede numrene fra hans seneste plade i smukt orkestrerede opsætninger. At de ældre sange ikke nåede helt samme højde, understregede blot fynboens evne til at genopfinde sin musik.

Da Søren Huss i 2010 udgav den mørke Troen & ingen om tabet af sin kæreste, havde jeg en klar fornemmelse af, at vi havde at gøre med én af de kunstnere, der udgav en fremragende plade som resultat af sit livs altoverskyggende krise – og som derefter ville synke tilbage i glemsel eller middelmådige produktioner, der aldrig ville nå karrierens smertelige højdepunkt.

Da jeg året efter overværede Huss optræde med sine nye numre i Vega, fik jeg dog rokket ved dén overbevisning. Huss fremstod med en meget fintfølende afbalancering af musikalsk talent og humoristisk, menneskeligt overskud – ja, grænsende til, hvad man kunne kalde for showmanship. Her godt og vel syv år senere på Huss’ fynske hjemmebane skal jeg love for, at takterne fra dengang fik lov at blomstre om kap med det frodige sommerlandskab.

Huss’ seneste plade, Midtlivsvisen, er en række temmelig afdæmpede refleksioner over »de 20-30 år, hvor jeg sgu vil have lov til at være voksen,« som Huss sådan cirka formulerede det fra scenekanten. At afdæmpet ikke er lig med skrabet, understregede Huss dog med al ønskelig tydelighed gennem den fem kvarter lange koncert.

Med sig på scenen havde han hele otte medmusikanter – heriblandt et fire mand højt strygerensemble, som indledningsvis svøbte “Forbehold eller to” og “Achilles” i sobre og underspillede, men dog nuancerede lydflader. De to numre åbner også den nye plade, og dét var ingen på grønsværen i tvivl om – det sikrede Huss ved løbende at informere om, hvilken drejning koncerten nu ville tage, og hvad de forskellige numre på sætlisten i grunden handlede om. Hans refleksioner bragte os vidt omkring i de overvejelser, der også præger Midtlivsvisen – om tvivl og håb til forældreskabet, ønsket om almindelighed i hverdagene eller glæden ved at foretage sig ingenting.

Her brillerede Huss som kapelmester, der med både humoristisk overskud og tilpas kortfattet præcision iscenesatte sine sange, før han ilede tilbage til guitaren, flygelet eller endda det horn, som fandt vej til scenen under et enkelt nummer. Midtlivsvisens musik fremstod således som smukt afstemte møder mellem dansksproget visetradition og klassisk orkestreret elegance.

Huss’ ældre materiale fra Troen & ingen og Oppefra & ned adskilte sig på dette område fra de nye indslag i sættet. Disse numre fremstod i højere grad som band- end ensemblepræstationer, hvor lyden ofte var fyldigere og mere rocket. Det var glimrende og gode genhør med de smukke melodier og tekster fra især Troen & ingen, men numrene blegnede alligevel en smule i sammenligning med den elegante opsætning af Huss’ nyeste værk. Ikke desto mindre tjente denne forskel som en helt passende understregning af Huss’ evne til at genopfinde sin musik – selv her otte år efter det, jeg antog for at være et selvfølgeligt hovedværk.

★★★★½☆

Skriv et svar