Plader

Stuart A. Staples: Arrhythmia

Skrevet af Jens Trapp

Stuart A. Staples, frontmand i Tindersticks, giver på Arrhythmia en opvisning i kunstnerisk nødvendighed på et album, der kræver en vis portion tålmodighed af lytteren.

Ved min allerførste gennemlytning af Stuart A. Staples’ spritnye album Arrhythmia – Tindersticks-frontmandens første soloalbum i 13 år – tænker jeg, at der er rimelig meget hjemmestudie-lyd over projektet. Men så igen … Albummet åbenbarer over tid og flere gennemlytninger en indbygget skønhed og dybde. En sammenhængskraft der løfter det op. Der er andet og mere på spil end blot endnu en dag på kontoret. Alene titlen på albummet: Arrhythmia. Den uregelmæssige hjerterytme.

En skarp titel, i hvert fald til side et. De tre numre der udgør side et, er uregelmæssig hjerterytme, musikalsk såvel som tekstmæssigt. Det er åndedræt og et hjerte, der slår skævt og uregerligt. Det er meditativt og kompromisløst. Samtidskunst med tråde til new age og til Stuart A. Staples’ egen fortid såvel som hans liv nu og her. Og det er dét, der er på spil her: Kunst! Staples vil det her album. Det er et nødvendigt album for den 53-årige Staples.

Albummet åbner med en skæv, let snublende trommerytme og et hjerteslag i nummeret ”A New Real”. Efter godt tre minutter bryder det ud i klassisk Staples, som vi kender ham fra Leaving Songs fra 2006 og fra Tindersticks, når de er smukke på den grumme måde; lidt atonale og brusende rå med en gudesmuk melodi henover. I dette tilfælde er resultatet en sang, man slet ikke vidste, man savnede, før man pludselig står med den mellem ørerne og hører lyden af diverse håndspillede instrumenter i den mere odiøse ende, som bjælder og klokker.

Smukkere endnu bliver det på anden skæring: det sfærisk, fascinerende nummer ”Memories of Love”. Et nummer på lidt over 10 min, som allerede halvvejs inde begynder at fade ud i billedskabende bækkener og rislende orgler. Billeder af netop den kærlighed, vi bærer med os som minder og dufte. En musikalsk pendant til Marcel Prousts madeleinekage; som en undersøgelse af hvordan den menneskelige erindring virker. At visse erindringer ubevidst er koblet sammen med sansninger. »Sometimes we live on our memories/Sometimes we smell the fragrances, the cyclamen,« synger Staples med sin let nasale stemme: »Sliding down the filaments into the ovaries/Lying in those memories«. Det sidste minut af nummeret er stort set fraværende, der er bare stumper af lyd og så ikke mere.

Tredje nummer er mere melodisk og rocket end de to første. Den melankolske ”Step Into the Grey” kunne være Tindersticks omkring årtusindskiftet. Men også her skifter nummeret karakter godt halvvejs igennem; igen den uregelmæssige hjerterytme, løftet op i en højere potens. I ”Step Into the Grey” er det trommer og gulvbas, der med ét bryder lydfladen og ændrer nummerets karakter. Det er godt tænkt og endnu modigere udført.

Selve processen med at komponere og indspille Arrhythmia er foregået, i hvad Staples kalder »et tabt år«. Juledag 2016 føler han sig draget mod studiet og han indspiller åbningsnummeret ”A New Real”. Et år senere er pladen en realitet. Det er et år hvor Staples efter eget udsagn balancerer på en knivsæg mellem sin egen fornemmelse for timing, mekaniske rytmer og det, han beskriver som: »[…] a growing need for each song to take a turn, to lead them into strange places, keeping the feeling or effect of the song, but only as a memory.«

Pladens anden halvdel træder uden for ideen om Arrhythmia, men rummer sin egen kringlede historie. Side to består af ét nummer, det lidt over 30 minutter lange, instrumentale ”Music for a Year in Small Paintings”.  Nummeret er komponeret som en reaktion på filmskaberen og samarbejdspartneren Claire Denis’ fascination af en række værker skabt af Staples’ ægtefælle, maleren Suzanne Osborne. På baggrund af disse små oliemalerier laver Denis filmen Un Beau Soleil Intérieur med Juliette Binoche i hovedrollen, og Staples komponerer musikken til filmen ved at invitere musikalske venner indenfor i studiet. Her præsenterer han dem for de hundredevis af små malerier, som filmen bygger på og beder dem om at kommentere og reagere på værkerne gennem musik. Disse musikalske reaktioner har han så klippet sammen til ”Music for a Year in Small Paintings” for til sidst at lade The Julian Siegel Quartet improvisere hen over dele af materialet.

Resultatet er meditativt og søvngængeragtigt langsomt; som bevægelsen i de skyer Osborne maler på sine små lærreder. Som Angelo Badalamentis score til Mulholland Drive, måske en anelse mindre dystert. Man kan med god ret hævde at Staples uden Staples’ særegne baryton, aldrig rigtig bliver til Staples. Ikke desto mindre fungerer det på sine egne præmisser, som en art contemporary new age artrock der kræver noget af sin lytter. Til gengæld er der rigeligt payback, hvis man lader musikken få lov til at sive ind. Og hvis man har tiden og langsommeligheden som sine ledsagere.

5 U’er for albummet, plus et halvt for modet, viljen og evnen til at gennemføre et så excentrisk projekt.

★★★★★½

Leave a Reply