Koncerter

The War on Drugs, 07.06.18, NorthSide Festival, Aarhus

The War on Drugs' langstrakte rocknumre bragte NorthSide ind i natten. Foto: Mathias Bak Larsen/NorthSide
Skrevet af Signe Palsøe

Det vidtstrakte rum over Ådalen var den perfekte setting til The War on Drugs store, atmosfæriske rock. Under den åbne himmel gjorde det mindre, at bandet til tider kørte vel rigeligt i samme lydrille.

Aarhus føles stor, når solen er krøbet ned, og man i Ådalens sene aftenskær kan skue flere kilometer ud mod horisonten. Okay, Aarhus er måske ikke Nebraska, men Grøn Scene på NorthSide Festival er alligevel den mest passende setting, jeg endnu har overværet The War on Drugs spille i. Siden bandet debuterede for 10 år siden, er deres lyd blevet tiltagende større og mere atmosfærisk – og efterhånden trækker bandet i lige så høj grad på inspirationskilder i støjende rock som på de gamle heartland-travere fra Springsteen, Dylan, og hvem vi ellers har.

Den store lyd kom heldigvis helt til sin ret på kanten af natten i Ådalen. Bandet gik på scenen med “Holding on” og efterfølgende den smukke “Pain”, begge fra den seneste plade, sidste års A Deeper Understanding. To numre, der tilsammen opridsede de virkemidler, som bandet gennem de næste små to timer udfyldte himmelrummet over Ådalens græstæppe med. Store flader af guitar og keyboard fik variationer i Adam Granduciels fingerspil og de indtil flere messingblæsere, som bandet jonglerer med på scenen. Altid med den næsten helt krautede fremdrift i trommespillet fra herlige Charlie Hall, der med sin koncentrerede mine og spidsede mund ligner en, der konstant gør sig umage for ikke at tabe skovsneglen fra overlæben.

The War on Drugs er næsten gået væk fra at spille det ældre, mere melodibårne materiale fra Wagonwheel Blues og Slave Ambient til deres koncerter. Den nyere, store og mere monotone lyd skaber en flot sammenhæng at dvæle ved, men bibringer også en vis risiko for stagnation, når bandet har et langt sæt. “Strangest Thing” og “Knocked Down” flankerede da også af en rigeligt stillestående passage midt i sættet. Heldigvis satte bandet snart ind med en flot, sfærisk version af “Red Eyes” – dedikeret til bandets »favourite coffee place in Aarhus, you know, who you are.« En ret sød, tilbagevende hommage til Bill’s Coffee i Vestergade, som vel nærmest blev den længste ordstrøm fra bandet under den små to timer lange koncert.

Lidt mere sniksnak, lidt rusk fra bagkataloget eller andre former for knaster undervejs i det temmelig strømlinede sæt kunne nok have gjort The War on Drugs’ NorthSide-koncert en kende mere mindeværdig. På den anden side er det svært at klandre så stilsikkert et band for bare at ville fylde himmelrummet med deres store, atmosfæriske rocklyd, som de mestrer så godt. Steady rollin’, guys, der er stadig lang vej til horisonten.

★★★★☆☆

Om skribenten

Signe Palsøe

Biografi:Med Depeche Mode som barndomshjemmets lydtapet var der ikke langt til min første store kærlighed, der dukkede op, da jeg var 12. Pet Shop Boys blev voldspillet ved enhver given lejlighed og blev en øjenåbner for et større musikalsk univers. Dengang var det især mere sfæriske genrer som indie-/electronica, dreampop, støjrock og shoegazer, der fik spilletid og blev min indgangsvinkel til musikhistorien. I dag hører jeg det meste, selvom jeg nok aldrig kommer til at skrinlægge en yndlingsaversion mod punkens mest letbenede undergenrer og heller ikke lytter til ret meget metal. For øjeblikket er det især ambient, electronica og dubstep, der får spilletid, selvom også hiphop på det seneste er begyndt at fylde mere i pladesamlingen.

Skriv et svar

boeger