Plader

Tracyanne & Danny: Tracyanne & Danny

Skrevet af Peter Krogh

Skotlands lange og fine tradition for storladen popmusik med kant har fundet nye arvtagere i form af Tracyanne Campbell og Danny Coughlan. Duoen har nemlig skabt et poetisk postkort af et debutalbum.

Tracyanne & Danny – alene navnene! På papiret lyder det som en duo, der kunne smelte fortabte sjæles hjerter, og det er netop hvad de gør på deres selvbetitlede debut. Det er melankolsk popmusik med rasende højt til loftet og spundet på fineste vis af en tradition, hvor de står på skuldrene af en anden tid.

Tracyanne Campbell lod tidligere sin stemme lyde i skotske Camera Obscura. Et indiepop band der udgav fem albums med en stadig stigende formkurve og popularitet til følge, ikke blot på de britiske øer. Camera Obscuras Desire Lines fra 2013 blev, indtil videre, deres sidste album, da bandet blev ramt af tragedien. Carey Lander (keyboards) blev syg af kræft og døde efterfølgende. Dette satte en stopper for bandets virke, og Tracyanne Campbell bearbejdede dele af sorgen musikalsk ved at finde sammen med Danny Coughlan fra ligeledes skotske Crybaby, et band der i deres egne toner hyldede lyden af eksempelvis Lloyd Cole og The Smiths.

De to skotske stemmer fandt altså sammen og er nu klar til at ramme verdenen med deres debut. Tonen er sine steder støvet og fra en svunden tid – men samtidig storslået på sin egen lavmælte facon. Tracyanne & Danny er to stemmer, der både står stærke alene og samtidig svøber sig ind i hinanden i duetter som taler direkte til hjertet. Tonerne er måske nok fra en svunden tid – men samtidig tidløs. Hvad mere kan man ønske, når det gælder popmusik? At Danny Coughlan samtidig lyder som en ung Morrissey, gør ikke oplevelsen ringere!

Skotland har en glimrende tradition for kunstnere, der evner at kreere smuk og storladen popmusik med kant. Tænk blot på Belle & Sebastian eller Edwyn Collins. Sidstnævnte har en mindre finger med i spillet på Tracyanne & Danny, idet albummet er indspillet i dennes studie og Collins har ligeledes givet sit besyv med hvad angår produktionen – og det kan høres.

Albummet er som et poetisk postkort, hvor de to stemmer både står stærkt alene og sammen på en og samme tid. Fra åbningsnummeret og den fine single ”Home & Dry”, der lader Tracyanne Campbells stemme stå helt alene til en start, over den grandiose ”It Can’t Be Love Unless It Hurts” – et nummer der indkapsler smerten i titlen tilsat storladne strygere – til den smukke hyldest til Carey Landers ”Alabama”. Sidstnævnte føles ikke tung og svært tilgængelig, med snarere som en luftig hyldest der tager udgangspunkt i glæden frem for sorgen. Danny Coughlan står stærkest i numrene ”Jacqueline” og ”Cellophane Girl” der kunne have været kreeret i 60’erne fremfor i 2018. Tidløst og besnærende.

Tracyanne Campbell og Danny Coughlan er begge stærke sangere hver for sig, men sammen formår de at vokse yderligere. De klæder hinanden og skaber kompositioner, der har rum til at de hver især kan udfolde sig og samtidig komplimentere hinanden på smukkeste vis. Tracyanne & Danny er et behageligt værk, der ikke kræver tid fra lytteren til at hengive sig – man indfanges nemt og hurtigt. Popmusik når det fungerer bedst og popmusik med hjerter bag.

★★★★★☆

Leave a Reply