Plader

Trainwreck Department: No. 1

Trainwreck Department er et enmandsprojekt bestående af en af dansk undergrunds mere produktive musikere. Jacob Faurholt, en 40-årig sangskriver og musiker, der fra sit hjem i København har leveret den ene lo-fi hjemmeoptagelse efter den anden. Nu sker det så igen med en kortfattet, men catchy EP ved navn No. 1.

Jacob Faurholt har slået sine folder i eget navn og i genrehybriden Crystal Shipsss. Sidstnævnte gjorde sig i særdeleshed bemærket ved sin glædelige mikstur af My Bloody Valentine, Syd Barret og neo-psych. Derudover har de seneste to udgivelser i eget navn, lp’erne Super Glue fra 2016 og A Lake of Distortion fra 2017, gjort sig positivt bemærket blandt fans af obskure danske vinyludgivelser i små oplag. På trods af at de førnævnte plader kun er kommet i oplag på henholdsvis 200 og 100 stk., så er der med disse udgivelser en del mennesker, der har fået øjne og ører op for Jacob Faurholts legesyge DIY tilgang til indie, psych og folk.

Do it yourself er netop et af de begreber, der popper op i min bevidsthed, når jeg skal kendetegne Jacob Faurholts musik. Som regel er musikken optaget hjemme i privaten, hvilket sætter nogle helt naturlige begrænsninger, men så sandelig også giver muligheder. Faurholts legesyge kommer nemlig til sin ret, hvilket jeg ikke er sikker på ville være helt det samme, hvis hans musik var skabt i store forkromede studier. Nu er han så tilbage med en EP med det simple navn No. 1, under navnet Trainwreck Department. Legen med genrerne er intakt, og det er stadig hjemmeoptagelse, men hvor de seneste to udgivelser var mere lo-fi baserede, så lyder No.1 ikke som skramlede hjemmeoptagelser.

EP’en består af fem numre, hvoraf de stort set alle excellerer i at være catchy og lettilgængelige uden at miste deres genremæssige kant. Fra den indiepoppede feel-good perle, der åbner ballet, ”Christmas Tree”. Her synges der om noget så sommerligt, som idéen om levende lys på juletræet og dets medfølgende brandfarlighed. Om der måske skal tolkes lidt kærlighed og længsel ind i teksten, eller om Faurholt ganske simpelt længes efter julen, skal jeg ikke granske yderligere i. Sagen er, at med den akustiske guitar og en vokal der fænger, så er der tale om et nummer, der trækker de samme kvaliteter som helt store navne som Damien Jurado.

Næste nummer ”The Stars are Shooting at Us” trækker også på indierockens velmagtsdage. Et kort nummer på ét minut og 48 sekunder, der leverer et rocknummer mættet med fuzz og buldrende bas. Det gør ikke meget væsen af sig, men det kunne snildt sætte sig fast som et energisk nummer til sommerens bilture.

Tempoet trækkes ned på ”Doctor Please” og ”Carousel”, hvor lytteren nu præsenteres for slacker-rockens messende og afdæmpede stemning. Faurholts varme stemme og hans insisterende akustiske guitar skaber nogle fængende melodier, der bare sidder fast. Det er ret simpelt det hele, men det fænger bare.

No. 1 er en kortfattet omgang, hvor ingen af de fem numre kommer meget over de to minutters spilletid. Hvis man lige ser bort fra det sidste nummer ”Instrumental”, der er et lidt for anonymt nummer, hvor der kun er keyboard og trommemaskine, så er det nogle stærke numre ud i rock og poppens fine momenter. Jacob Faurholt kan bare noget med det lettere muntre og kontante potentiale fra indie-rocken og -poppens guldalder i 90’erne. Jeg tænker, at han har lyttet til de helt rigtige plader med navne som Liam The Younger, Damien Jurado og Sun Kil Moon. Hans flair for en god sang, en god melodi og en legesyg tilgang til mainstreamen, er virkelig et lyt værd. De få kortfattede numre på No. 1 fortjener i hvert fald ikke at blive forvist til en simpel parentes blandt internettets overflod af selvudgivere.

★★★★★☆

Leave a Reply