Plader

When Saints Go Machine: It’s A Mad Love

Skrevet af Cæcilie Kallehave

Efter fem års musikalsk tavshed er When Saints Go Machine nu ude med EP’en It’s A Mad Love, der på mange måder lyder fuldstændigt som bandet gjorde tilbage i 2013, men alligevel er et forsøg på at løsrive sig fra de vante former.

Man er ikke i tvivl om, at It’s A Mad Love kommer fra When Saints Go Machine. Bandet har bevaret deres karakteristiske lyd og spændende elektroniske univers, som er svært ikke at blive draget af. Det er genkendeligt og stilsikkert med Nikolaj Manuel Vonsilds forvrængede vokal og de langsomme beats, men også en smule mere melankolsk end Infinty Pool fra 2013. Ønsket om at løsrive sig fra det elektropoppede lykkes fint, men derved bliver bandet på mange måder også mere indadvendte, når de vender ryggen til de fængende melodier og mere dansevenlige rytmer.

Den elektroniske lyd, som Nikolaj Manuel Vonsild, Jonas Kenton, Simon Muschinsky og Silas Moldenhawe får skabt, er bestemt ikke til at tage fejl af – men med mere end ti år tilbagelagt siden de dannede When Saints Go Machine, har de også opbygget en vis erfaring. Alligevel har de formået at løsrive sig lidt fra det velkendte, men samtidig at holde fast i samme høje kvalitet, både når det kommer til produktion og tekst. Universet er en smule mere melankolsk end førhen, men med ”KassandraComplex7AM” som en undtagelse. Når de elektroniske flader møder hinanden, skaber de på fineste vis et af de mere opløftende numre på EP’en, hvor keys og synth tilsammen skaber en lyd, der nærmest minder om et klokkespil. Nummeret er altså ikke helt så præget af tunge beats, som resten af It’s A Mad Love, hvor den elektroniske genre er blevet drejet og tvistet – men med en stilsikkerhed og genrebevidsthed.

Når nu bandet er så stilsikre og bevidste om deres til- og fravalg i musikken, så virker det også en smule off at inddrage rapperen Killer Mike på førstesinglen ”ArrowThroughSkinOutOfBlueSky” – igen. Bandet har nemlig gjort noget lignende før på nummeret ”Love and Respect” fra Infinity Pool, hvor de også havde rapperen med. Killer Mikes rap kommer desværre til at overtage nummeret, og det fylder for meget i forhold til den elektroniske stemning på resten af EP’en. Måske det er nytænkning fra bandets side, men for lytteren bliver det blot et forvirrende element på en ellers stilsikker plade. Som sagt har bandet inddraget Killer Mike før, så måske vi skal betragte det som et fast input på bandets kommende albummer og EP’er – om vi kan lide det eller ej, når rap møder det elektroniske. Selvom det er en smagssag, er det, for mig at se, to svært forenlige genrer.

På trods af den lidt rodet start, er It’s A Mad Love en velproduceret og spændende EP, som følger fint op på deres anmelderroste album Infinity Pool. De enkelte numre supplerer hinanden godt og udgør en behaglig lytteoplevelse. Særligt hvis man giver sig hen til musikken og lytter albummet i fuld længde, da det på mange måder er ret stilsikkert.

Det er dog en hårfin grænse mellem stilsikkert og kedeligt. Der er ingen tvivl om, at When Saints Go Machine er genrebevidste og sikre i det elektroniske univers, men efter ikke at have udgivet noget siden 2013, kunne man godt have ønsket noget nyt, der ikke blot lyder som en opsamler til Infiny Pool. Lyrisk har bandet nogle virkelig gode passager, men de drukner lidt i Vonsilds vokal. Til tider savner man noget mere egentlig sang fremfor forvrænget oplæsning, da det gør det svært at lytte tekstnært.

It’s A Mad Love efterlader mig med en ærgerlig tvivl om, hvorvidt jeg har lyttet til noget nyt When Saints Go Machine, da den på mange måder lyder som flere af bandets tidligere albums, blot i en lidt mere nedtonet og neutral udgave. Det er svært helt at greje, hvad hensigten med EP’en har været, men Vonsild og co. er tilbage på den danske musikscene – og det er bestemt et glædeligt genlyt, selv om det er begrænset, hvad der er nyt under solen.

★★★☆☆☆

 

Om skribenten

Cæcilie Kallehave

Biografi:
TV-2, Allan Olsen og D-A-D er uden tvivl lyden af min barndom, så efter nogle år, hvor det var pinligt at høre det samme musik som mine forældre, vender jeg langsomt tilbage til rødderne. Jeg har været sorthåret og lyttet til Nirvana, fordi jeg i hvert fald ikke ville lytte til det samme som min far. Nu må jeg blankt erkende, at det er den danske musik, som jeg vender tilbage til - men dog med et twist, da det nu er alt fra Soleima til Tina Dickow, som har fanget mit øre. Alligevel er jeg enormt nysgerrig, så selv om jeg har en forkærlighed for dansk indiepop- og rock, så lytter jeg også gerne til hip hop fra A Tribe Called Quest og pop fra Scarlett Pleasure.
Jeg lytter helst til musik live - men ærger mig på daglig basis over, at CD'er nu er noget, som man streamer på Spotify og ikke længere noget, som man har fysisk.

Fem favoritalbums:
Det kan hurtigt ændre sig, men sådan her ser listen ude lige nu.
The Minds of 99: Solkongen
Tina Dickow: Welcome Back Colour
Scarlett Pleasure: Youth Is Wasted On The Young
The Lumineers: The Lumineers
Of Monsters and Men: My Head Is An Animal

Skriv et svar