Plader

Wooden Shjips: V

Skrevet af Daniel Niebuhr

Det er med foden gevaldigt af speederen, at Wooden Shjips kaster sig ud i deres femte fuldlængdeudgivelse, der har fået den logiske titel V. Kompositionerne er heldigvis blevet længere, end tilfældet var på de seneste forgængere, men der træffes alt for mange sikre valg, hvilket hæmmer slutproduktet.

Da jeg for fire-et-halvt år siden kastede mig over Wooden Shjips’ Back to Land, proklamerede jeg, at bandet samler »det bedste fra to paralleluniverser, som kun mangler at blive implementeret på den helt korrekte måde, før det havde været en topkarakter værdig – det må være min opfordring til deres næste udgivelse.«

Nu er V her så; sanfranciskanernes femte studieudgivelse. En mere tilbagelænet affære, et mere homogent værk og noget så behageligt som en mild og varm sommerplade. Der bliver immervæk truffet lige lovligt mange sikre valg, der aldrig rigtig skubber slutproduktet ud over kanten.

Om det er en modreaktion til alle de sindsoprivende eskapader, frontmand og guitarist, Ripley Johnson, har været på i løbet af de seneste par år med projektet Moon Duo, må stå hen i det uvisse, men på V har han og de tre andre bandmedlemmer i hvert fald skruet godt og grundigt ned for udskejelserne og de vidtflagrende armbevægelser. Faktisk i sådan en grad, at både Nash Whalens karakteristiske synth og Dusty Jermiers insisterende basgange – oftere end hvad godt er – er trådt et større skridt i baggrunden til fordel for den langskæggede frontmand. Vi når allerede et energimæssigt klimaks på åbneren, “Eclipse”, der ufortrødent trasker fremad i bedste krautrockstil, og herfra bliver det sjældent vildere end en døsig søndag på terrassen.

Slvom der forsøges at pifte lydbilledet op med en ordentlig omgang frihåndssaxofon blandt Johnsons svævende guitarsoli, hvilket vækker minder om de helt tidlige Wooden Shjips-dage, formår bandet aldrig at bevæge sig ud i noget egentligt sindsoprivende.

V’s styrker ligger derimod – som kvartettens udgivelser har for vane – i repetitionerne. De nærmest valiumbedøvede lydomgivelser på “In the Fall” slæber eksempelvis kompositionen i mål efter næsten seks minutters vidunderlig tomgang, hvori Johnson udechifrerbare vokal kun sporadisk bryder med den hypnotiserende instrumentation.

Det er, når de strækker deres minimalistiske produkter til det yderste, at Wooden Shjips er bedst. Førhen kunne det sagtens resultere i op til flere otte-ti minutter lange skæringer, men på V runder vi kun de syv minutter et par gange, selvom bandet overordnet set har hævet gennemsnitslængden oven på forgængerne Back to Land og West.

Jeg ser ingen belæg for ikke at afsøge, hvor meget de respektive indslag kan bøjes. “Already Gone” føles håbløst kort, mens den fader ud i sin outro, og den afsluttende, percussionfyldte jamsession på et nummer som “Golden Flower” havde også sagtens kunnet tåle at fortsætte i nogle ekstra minutter.

Nej, så fungerer det noget bedre på førstesinglen “Staring at the Sun”, der både forener de meditative elementer og uendeligheden samt ebbe og flod i de udsyrede vers samt de mere markante instrumentalpassager. Ligeledes er pladens sidste nummer, “Ride On”, en passende sortie i sin mere direkte, rockballade-klingende glans, hvor der tilmed er nok paralleller til “Everybody Knows” fra Back to Land at tage fat på.

V er alt i alt “fin”, men heller ikke mere end det. Den kan og vil ikke det helt store, men bringer i stedet et mere letfordøjeligt møde med Wooden Shjips, der har løftet foden gevaldigt af speederen. Vil man derimod gerne udfordres mere af San Francisco-gruppen, foreslår jeg, at man starter helt fra begyndelsen.

★★★½☆☆

Leave a Reply