Plader

Gnod: Chapel Perilous

Bandet Gnod fra den engelske by Manchester har efterhånden udgivet så meget, at man er stoppet med at tælle udgivelserne. Men er det stadig lige relevant? Hvis man er til psykedelisk drone og kraut, så kan Chapel Perilous måske kilde de rette steder.

Hvis man i denne anmeldelse skulle forsøge sig ud i en komparativ analyse af Gnods bagkatalog, ja så ville det få samme længde som en Ph.d. Gnod har enormt mange udgivelser på samvittigheden – både regulære albums, livealbums, split-albums med andre bands, singler, kassettebånd, vinyleksklusive udgivleser, og så fremdeles. Disse folk fra Manchester har virkelig arbejdet for deres position som garanter for psykedelisk drone- og noiserock af høj kvalitet. Nu er de så på banen med endnu et album, denne gang udgivet på pladeselskabet Rocket Recordings, der også har stærke psykedeliske navne som Goat og Hills i stalden. Pladen har fået titlen Chapel Perilous, og er endnu en tour de force i, hvordan inspirationerne fra psykedelisk rock, drone og kraut stadig kan udvikles og fortolkes.

Åbneren ”Donovans Daughters” starter ud med at lyde som et uægte barn mellem Amon Düül II og Sonic Youth. Krautens repeterende trommerytme akkompagneres med quirky guitar, der under stigende intensitet bliver mere og mere forvrænget. Det lyder som en hårdtslående udgave af Sonic Youths debut EP. Vokalen er skrigende, men også noget ensformig og gør ikke noget sønderlig væsen af sig.

Efter første nummer – der tikker ind på 15 minutters spilletid, hvor den vanlige intensitetsstigende trædemølle kører hurtigere og hurtigere – får lytteren serveret en række numre af fire til syv minutters varighed. Numrene ”Europa”, ”Voice From Nowhere” og ”A Body” adskiller Gnod positivt fra den store mængde af b-klasse bands, der spiller ren jam-orienteret psych. Her begiver gruppen sig ud i en mere organisk, droneorienteret leg med det psykedeliske. Og her er det vigtigt at understrege, at blot fordi noget er psykedelisk, er det dog ikke ensbetydende med, at det er rock. Oprindeligt var betegnelsen også møntet på musikalske forsøg på at gengive selve den psykedeliske oplevelse. De tre numre skaber tilsammen et mere dystert lydunivers gennem drypvise elektroniske effekter, som fremstår flydende og larmende.

Ved sidste nummer ”Uncle Franks Says Turn It Down” bevæger bandet sig tilbage til et meget mere rockorienteret univers, hvor der dyrkes en mudret og hårdtslående lyd. Med effektloops er det som om, nummeret til tider går i hak, men det passer egentligt fint til den hakkende energi. Hvis man blot tager det første og det sidste nummer, som vel nok lyder mest som klassisk Gnod (hvis man overhovedet kan snakke om noget sådan), så står det bare lidt i stampe. Man længes lidt efter deres mere organiske rockudgydelser.

Chapel Perilous viser Gnod i deres mere kantede og noise orienterede meritter, men det er de tre mere elektroniske numre, der skaber pladens momentum. Selvom det første og det sidste nummer på pladen ikke har den samme medrivende lyd som de andre, så fungerer de også godt ud fra et holistisk synspunkt. De danner nemlig en ramme af mekanisk rock, der indkapsler dynamikken i støjen. Gnod gør sig, efter min smag, bedre, når de stjerner helt ud i kosmos. I deres samarbejde med spacerockerne White Hills, der lyder af Hawkwind på speed, har Gnod leveret nogle af deres største stunder. Men nu skal alting jo ikke lyde, som det altid gør, så derfor er det en interessant leg med den psykedeliske musik Gnod har gang i. Med relativt få virkemidler fremstår Gnod stadig relevante for de musikalske kosmonauter, der gerne vil kunne sumpe helt ind i et mættet lydunivers.

★★★★☆☆

Leave a Reply