Plader

Gorillaz: The Now Now

The Now Now, Gorillaz’ netop udkomne sjette album, er et underligt sammensurium af velkendte, elektroniske beats og uinteressante ballader, der lyder mere lovende, end det egentlig er.

Juni har været en velsignet måned for Gorillaz fans. Faktisk startede det allerede d. 31. maj, da bandet annoncerede, at der var et nyt album på vej og ved samme lejlighed udgav pladens første single, ”Humility” – en tilbagelænet sommersang med lækkert guitarspil leveret af jazzlegenden George Benson. Ingen Gorillaz uden Damon Albarn og Jamie Hewlett, selvfølgelig, og mens Albarn leverer smuk og følsom vokal, lægger Hewlett som sædvanlig streg til, i en musikvideo, der sprudler af palmer og blå himmel. Det er let, det er tilgængeligt, og tilgængeligt er tiltrængt ovenpå sidste års Humanz, der trods sine 20 hårdtpumpede numre forblev underligt upersonlig fra start til slut.

Igennem hele juni er det gået slag i slag med en ny sangudgivelse hver uge. Efter ”Humility” og ”Lake Zurich”, der udkom samme dag, kom ”Sorcererz” der smager lidt af Daft Punk og Justice fra deres Woman album. Derefter fik vi ”Fire Flies”, hvor Albarn synger harmoni med sig selv på en sælsom ballade om at jagte flygtige ildfluer. Og til sidst ”Hollywood”, der egentlig bedst kan beskrives som at få et musikalsk kram. Måske er det Snoop Doggs lune stemme; måske er det Jamie Principles, en af den tidlige Chicago house-musiks helt store stemmer, blotte tilstedeværelse. »She knows how to do it/ exactly the way I like it«. Det kilder bare de helt rigtige steder.

Fem numre er mange at udgive som optakt til udgivelsen af et album – især når albummet kun består af 11 numre. Så er spørgsmålet egentlig, om tilføjelsen af yderligere seks numre ville kunne binde det hele sammen og skabe fornemmelsen af et helstøbt album. Var det muligt? Gav det mening?

Svaret er desværre nej, og det er der flere grunde til. Men lad os starte med den helt åbenlyse, ubestridelige kendsgerning: Det er simpelthen et ret kedeligt album.  Efter at have lyttet The Now Now sidder man lidt med samme følelse, som da man så filmfloppet Suicide Squad med Jokeren og andre superskurke fra DC-universet i hoverollerne; Det ser godt ud på papiret, men i virkeligheden er det ikke særlig spændende. Traileren, som i The Now Nows tilfælde består af de fem allerede udgivne numre, er meget bedre, men det er jo ikke meningen.

Det starter nemlig godt ud med ”Humility”, der som åbningsnummer vugger én blidt i gang med lytningen. Men knap har man fået drømt sig til en solbeskinnet strand, før man brat bliver vækket af ”Tranz”, der med sine tidlig Depeche Mode-synthesizere og en meget høj samt rimeligt irriterende stemmeføring af Albarn, egentlig mest giver én lyst til at skrue ned. Derefter kommer ”Hollywood” heldigvis og redder dagen. Det ovennævnte kram er nemlig, som det eneste på hele pladen, et genkendeligt et af slagsen. Det tunge groove, melodiens tempo, Jamie Principles sexede stemme der lander et sted mellem rap og spoken word, og en tekst, der meget præcist fanger det bittersøde forhold, man som kunstner kan have til Hollywood og dennes fristelser. »Imma go walk / All the way to the hills / But you never know what’s real / So you have to be prepared.«

Det lyder som Gorillaz, når Gorillaz er bedst, og Gorillaz er bedst, når Albarn skaber rammerne, men giver de medvirkende kunstnere plads til at vise sig fra deres bedste side inden for disse. Selvfølgelig kan Albarn også selv, og gør det også på ”Sorcererz”, hvor hans stemme danser sin helt egen smukke dans hen over et lækkert, elektronisk lydtæppe.

Men der er en overvægt af kedelige numre, især musikalsk. Både ”Kansas” og ”Idaho” – numre der begge handler om at være ”on the road” på den ene eller den anden måde – er langsomme i optrækket, og hvor sidstnævnte vinder en smule på sit skrålevenlige omkvæd, så er førstnævntes omkvæd decideret enerverende. Meget bedre bliver det ikke på ”Magic City”, hvor off-beat bas og trommer ikke kan redde en melodi, der kører i samme, uinspirerende rille hele vejen igennem. Og ”One Percent” kommer helt bogstavelig talt ingen steder på sine små to-et-halvt minut. Det bedste af de langsommere numre er singlen ”Fire Flies”, hvor der leges med forskellige rytmer i mol, og hvor Albarn melankolsk fraserer hen over. Her, som på ”Sorcererz”, kan man rent faktisk mærke, at der er et menneske bag figuren 2-D – Albarns tegneseriealterego.

For om man vil det eller ej, så er Gorillaz et konceptband, udviklet af Albarn og Hewlett. En konstruktion bestående af tegnede figurer, hvis baggrundshistorie er lang og kompliceret. Og man kan selvfølgelig vælge kun at bedømme pladen ud fra denne kontekst, hvilket efter undertegnedes mening er reducerende. De bedste Gorillaz numre er nemlig dem, der kan bestå uden for denne finurlige, farverige verden – i den grå, kedelige og virkelige verden. Det er de numre, man kan huske, også efter den fede historie er fortalt. På sådan en vægt skal et band som Gorillaz vejes. Og The Now Now er blevet vejet og fundet for let.

★★★½☆☆

Leave a Reply