Plader

Jim James: Uniform Distortion

Forsanger og guitarist i det amerikanske indierockband My Morning Jacket, Jim James, har udgivet endnu et soloalbum, der trækker på fine rocktraditioner med både folk, country og psych-inspirationer.

Sammen med Tom Blankership udgør Jim James rygraden i bandet My Morning Jacket, som siden 1998 har gjort sig positivt bemærket på den amerikanske indierockscene. Relativt tidligt i bandets karriere kom de også på de europæiske rockfans læber, og gennem stor turneaktivitet har de forsat holdt fast i en stor fanbase. Det er derfor ikke nogen helt ukendt mand, der nu har smidt endnu en soloplade på gaden, nemlig Jim James. Rent faktisk har han simultant udgivet plader under eget navn siden 2013. Tre styks er det blevet til, og med Uniform Distortion har han nu begået nummer fire.

Her forleden sad jeg hos en god ven, hvor vi fik et par pilsnere og lyttede til nogle gode plader. Henover aftenen faldt snakken på det gode og velkomponerede rocknummer. Vi snakkede frem og tilbage omkring skillelinjen mellem den udprægede syrede og løst strukturerede og det skarpt skårne og velkomponerede. Disse skillelinjer forsvinder selvfølgelig ofte langt henad vejen, men præger ikke desto mindre de fleste rockkompositioner. Det der kickstartede diskussionen, var, at vi hørte Workingman’s Dead med Grateful Dead. De formår nemlig om nogen at skabe velkomponerede og skarpskårne rocknumre på deres studieplader. Det samme stræber Jim James ganske tydeligt efter at skabe.

Og Uniform Distortion er et rockalbum, der er både dygtigt udført og velkomponeret. Kun et enkelt nummer strækker sig en anelse over de fem minutters spilletid, og pladen rummer 11 numre i alt. Der er klare referencer til den mere rurale og country-orienterede rock, som navnlig i den første halvdel af 70’erne var i høj kurs i Nordamerika. Derfor lyder musikken ofte en del af de andre moderne outfits, der er inspireret af denne tid som eksempelvis Father John Misty og The Black Keys.

Stemningen på pladen er decideret munter og jordbunden. Allerede over de tre første numre ”Just A fool”, ”You Get To Rome” og ”Out Of Time” bliver der serveret en energiladet, landlig og dog moderne countryrock. Guitaren får ikke for lidt, og glimtvis forfalder den til nærmest stadion-rockede proportioner, hvilket ikke just er klædeligt. Men man har alligevel svært ved at lade være med at tappe lidt med foden, når Jim James’ vokal rider afsted i bedste cruiser-stil.

Tempoet bliver skruet en lille anelse ned på ”Throwback” og ”No Secrets”. Her bliver varmen til gengæld skruet op, og lytteren gribes om sommerhjertet. ”No Secrets” er en sand perle af henslængt countryrock. Det lyder hverken bedaget eller for moderne, det er bare dygtigt udført. Med en let Grateful Dead inspireret guitarfigur ,og en vokal der får lov til at drive afsted, kan dette nummer risikere at køre på repeat sommeren over.

”Yes To Everything” og ”Better Late Than Never” er energiudladninger af munterhed ala pladens første par numre. Jim James virker tændt, og tillader sig små finurlige lege med stemmen. Der kommer mild latter og små hoppende grin ind i mikrofonen fra tid til anden. Det er helt sikkert ikke en ren tilfældighed, da hele albummet er fokuseret og professionelt produceret.

Anden halvleg byder på flere tilbagelænede skæringer, uden dog på nogen måde at miste energi. Den skarpe og drevne guitar kommer til udtryk på ”All In Your Head” og ”Over and Over”. Rytmesektionen er tight, og produceret er stram. Numrene har en snert af lalleri over vokalen, der gør det lidt for sing-along armkrogs-agtigt. Der er en meget hårfin grænse mellem munterhed og det mere lalleglade, som Jim James til gengæld rammer plet med på afslutningsnummeret ”Too Good To Be True”. Tempoet trækkes langt ned, og så er det Jim James’ stemme, der som i første halvdel af pladen virkelig tager kegler. Tilsat bluesy guitar, kvindeligt korarrangement og et lækkert spinkelt orgel lukkes og slukkes ballet på fin vis.

Uniform Distortion er en god sommerplade, der emmer af tilbagelænet, energisk og dygtigt komponeret rock. Følelsen af at tage en smuttur tilbage til den country.inspirerede rocks velmagtsdage i 70’erne er kærkommen. Det bliver dog ingenlunde for nostalgisk, hvilket selvfølgelig trækker lidt ned for en retrorocker som mig. Men det skal nu ikke komme Jim James til skade, da det jo netop er en plade anno 2018, og så skal den ikke bare være en kopi af hedengangne tider. Til gengæld kunne den snak, som jeg havde med min ven om det gode og velkomponerede rocknummer, sagtens have være foranlediget af Uniform Distortion. Det falder nemlig lige præcis ind i den kategori.

★★★★★☆

Om skribenten

Martin Minka Jensen

Pladesamler af rabiat karakter, med alt hvad det indebærer af timeforbrug og økonomisk ruin. Min appetit på musik er umættelig og jeg mener musik i bredeste forstand. Jeg kender ikke til begrebet guilty pleasures, da god musik er god musik, lige meget hvad. Det meste af min vågne (og den ikke-vågne tid, for den sags skyld) går med de mere grænsesøgende toner, hvad enten det er rock, punk, folk, jazz eller indie, dog med en stor forkærlighed for ældre psykedelisk musik.

Jeg interesserer mig også for kulturhistoriske rammer, i særdeleshed vedrørende musik og litteratur. Som Cand. Mag i Historie, Æstetik og Kultur, og i mit arbejde som kulturformidler på Randers Bibliotek, arbejder jeg med det på mange leder og kanter.

Skriv et svar