Koncerter

Roskilde Festival 2018: Charlotte Gainsbourg, Avalon

Foto: Collier Schorr

Den anglo-franske sangerinde og skuespiller leverede stilsikker elektro-pop, og et lidt overraskende cover-nummer, til et modtageligt publikum.

Onsdag blev til torsdag netop som Charlotte Gainsbourg trådte på Avalon-scenen. Avalon, der er smykket med røde sceneforhæng, røde stofbuer fra teltdugens tag, samt subtile gotiske vinduer med mexikansk-inspireret print, synes passende til at tage imod den netop dystre sangerinde og hendes franske elektro-pop.

De første minutter kom folk dryssende fra en fuldstændig pakket Eminem-koncert på Orange, men teltet blev hurtigt fyldt op, til hvad der lignede Gainsbourgs store overraskelse. “Wow”, udbrød hun første gang publikum blev belyst. Sangerinden, der har måtte bekæmpe sceneskræk, emmede ellers af overskud og virkede næsten nonchalant, som hun stod med enten begge eller den ene hånd i bukselommerne og sang på sit husky engelsk-franske. Men hun var cool, som næsten kun en franskmand kan være det.

Selvom Gainsbourg var hovedattraktionen, og i første del af koncerten var placeret på et podium – en smule hævet over de fem musikere, der bakkede hende op, var der en levende dynamik mellem hende og bandet. Hun var flankeret af en korsanger, der kunne synge falsetter så englene sang, en trommeslager, der spillede med en helt fabelagtig kraft, en multiinstrumentalist der vekslede mellem keyboard, synth og bas, en guitarist der bevægede sig rundt og skabte liv på scenen, samt en fyr på synth og en slags mandshøjt switchboard. Gainsbourg byttede til tider plads med de andre bandmedlemmer og placerede sig selv, sympatisk, bagerst på scenen.

Musikken blev undervejs suppleret af et lysshow i form af firkantede opsætninger af lysstofrør, hvis lys understøttede lyden og stemningen. Fedest var det på “Deadly Valentine” fra Gainsbourgs 2017-album Rest, der syrede ud i blinkende firkanter og stropelys til lyden af en distortet guitar, der tog over for den ellers så funky basgang, der nummeret igennem lå bag de elektroniske elementer fra keys og synth. Publikums ellers trætte ben blev sendt på overarbejde til det dansable nummer, og det samme gjorde sig gældende på Gainsbourgs homage til Sylvia Plath “Sylvia Says” – ligeledes fra Rest.

Aftenen største overraskelse var et lidt mærkeligt cover af Kanye Wests “Runaway”. Hendes egen, mere moody, version, rummede både sang og spoken-word, men der var et eller andet lidt off-putting ved at høre hendes nærmest hviskende engelske med den tykke franske accent synge »Let’s have a toast for the douche bags / Let’s have a toast for the assholes«. Selv glemte hun da også teksten på et tidspunkt, hvilket affødte et lille grin.

Også den kontroversielle “Lemon Incest”, som Gainsbourg indspillede som 13-årig med sin far, musikeren Serge Gainsbourg, blev spillet som et af koncertens afsluttende numre. Et stærkt komponeret nummer, som nok alligevel deler vandene grundet dets historie.

Som et hele var koncerten lige så stilsikker som Gainsbourg selv. Publikum kunne ikke andet end at bevæge sig til bandets levering af den danseindbydende elektro-pop. Man kunne have frygtet en anelse søvndyssende affære med Gainsbourgs hviskende stemme ud på de små timer, men det blev aldrig tilfældet i en velkurateret koncert, der havde god balance mellem de stille og de mere kraftfulde numre.

★★★★★☆

Skriv et svar