Koncerter

Roskilde Festival 2018: Courtney Marie Andrews, Gloria

Foto: Laura E. Petain

Courtney Marie Andrews tog publikum en tur til det amerikanske syden, med sin deskriptive country-folk.

Opvokset i Phoenix, Arizona og med en forhistorie som bartender og busker (gadeartist), har 27-årige singer-songwriter Courtney Marie Andrews en masse at fortælle, og evnerne til at gøre det. Man skal næsten gøre sig umage for ikke at blive draget med Andrews tilbage til det amerikanske syden. Med sangtitler som “Two Cold Nights In Buffalo” og “15 Highway Lines” samt tekster om længsel, ensomhed, frihed og lange nætter med næsen i et glas whiskey kan man næsten se hendes univers for sig – selvom man aldrig har været der, for Andrews’ tekster er ualmindeligt deskriptive, og det samme er hendes vokal.

På åbningsnummeret “Long Road Back to You”, fra hendes seneste udgivelse May Your Kindness Remain (2018), synger hun »Days pass and turn into the night / Those farms and fields fade into town lights / Dip in your savings, rent yourself a room / It’s a long, long road back to you«. Man kan praktisk talt forestille sig, og ikke mindst føle, at sidde i den omtalte bil på vej mod en, man har længtes efter.

Andrews er historiefortæller, og trods sine blot 27 år rummer hendes lyrik en visdom, som havde hun levet et helt liv. Der er nogle stærke karakterer og tematikker, som hun sanger om så indfølt, at man ikke kunne undgå at få lidt ondt i hjertet da “Near You” flød ud af højtalerne, eller føle sig alene på en støvet bar under “Table For One”.

Men Andrews var ikke alene på Gloria-scenen lørdag formiddag. Med sig havde hun et klassisk set-up af en guitarist, bassist, trommeslager og keyboardist. Hele bandet, inklusive Andrews selv, var lige landet fra USA og døjede derfor lidt med jetlag, hvilket man ikke bed synderligt mærke i, før Andrews delte informationen med bemærkningen om, at det føltes som en »jetlag-dream«.

Publikum fik en god indføring i Courtney Marie Andrews to seneste albums samt et par afstikkere. Og Andrews beviste, at hun kunne synge publikum hele vejen til sydstaterne, trods jetlag, og at country-folk også er for de yngre generationer.

★★★★★☆

Skriv et svar