Koncerter

Roskilde Festival 2018: Danny Brown, Avalon

Foto: PR
Skrevet af Simon Freiesleben

Tre kvarter var alt, hvad Danny Brown fik på Roskilde Festival, men den excentriske rapper nåede alligevel af flexe sit betragtelige talent.

Dagen inden Danny Brown lagde Black Star ud med en regulær fadæse, der desværre er en alt for almindelig tendens blandt hiphopnavne. Hiphoplegenderne Mos Def og Talib Kweli, der sammen har lavet det elskede Black Star-album, kom ikke ind på scenen de første 30 minutter, men i stedet en anonym DJ, der spillede noget, som lugtede lidt af Spotifys Top 20 hiphop-klassikere playliste. Det er en tradition, der muligvis giver mening, hvis man spiller på klubber og venues – men på en festival er det decideret provokerende at spilde folks tid på den måde.

Derfor var det et dejligt frisk pust, da Danny Brown ikke alene gik på scenen til tiden, men også gjorde det uden følgeskab af nogen hypeman – en person der opildner publikum, rapper med på omkvædene og gøgler rundt på scenen. I sig selv er det fint nok at have en hypeman. Det bruges bare ofte til at maskere, at hovedrapperen ikke helt formår at formidle alt sit materiale i koncertsammenhæng uden at blive forpustet eller snøvle. Forståeligt nok i en genre, der er så afhængig af knivskarp udtale og brug af stemmen som det primære instrument.

Desto mere imponerende er det, når en rapper vælger at klare den på egen hånd og ikke falder igennem, Det gjorde Danny Brown ikke, da han lagde vejen forbi Avalon på Roskilde Festival. Med det krævende og ambitiøse Atrocity Exhibition fra 2016 cementerede Brown sin status som en af rappens mest interessante navne i mellemlaget under de absolutte stjerner – hvis numre han i årevis har gæstet med vers her og der. Da Brown allerede er 37 år, er der tale om et sent gennembrud indenfor en genre, hvor ungdommen stadig er den dominerende drivkraft.

En del af forklaringen bag det sene gennembrud ligger dog i Browns livshistorie, der rummer lange kapitler om narkosalg, stofmisbrug og kriminalitet i hjembyen Detroit. En fortælling, der delvist foldes ud i “Side B (Dope Song)” fra 2013-albummet Old: »31 years old so I done been through all that dizzirt / Came up off the porch, straight serving off the cizzurb / Long time ago, I don’t do that shit no more / This the last time I’mma tell you, wanna hear it? Here it goes!,« starter fortællingen, der ender med en udstrakt fuckfinger til alle de rappere, der lever højt på stolt at fortælle om deres tid som pushere: »I’m sick of all these niggas with their ten-year-old stories / You ain’t doing that no more, nigga lying to the shorty / So take this as a diss song, cause this is my last song / Not my last dope song, but my last dope song«

Sangen faldt som et af koncertens tidlige højdepunkter, og generelt var der flere bangers fra Old, end jeg havde regnet med. De fungerer dog også godt i live-sammenhæng. På “Dip” med det repetetive vokalsample-beat »Dip, I dip, you dip, dip, I dip, you dip, I dip« startede en moshpit, mens Brown løb rundt som i slow-motion på scenen, og på “Smokin & Drinkin” fik han gang i en omgang call and response med publikum.

Og vokalen – kunne Brown levere uden hypeman og gimmicks? Ja, det kunne han faktisk. Den karakteristiske, nasale vokal havde masser af saft og kraft og flowet lå som det skulle, mens Brown havde stadig overskud og luft til at dirigere rundt med publikum og skabe moshpits, når han altså ikke løb eller hoppede rundt på scenen. Til gengæld stod man også lidt med følelsen af, at det var endnu en dag på kontoret for den talentfulde Brown, der aldrig rigtig åbnede op og gav publikum noget af sig selv uden for sangene.

Efter blot 45 minutter var det hele slut, men det skal man nu ikke lægge Danny Brown til last. Jeg vil til hver en tid hellere se et tre kvarters veleksekveret og skarpt hiphopshow, end jeg vil spilde tiden med dårlige DJ’s og ligegyldigt lir halvdelen af tiden i en time og et kvarters ufokuseret hiphop-lallen. Så kan det godt være, at Mos Def og Talib Kweli er legenderne, men de kunne altså godt lære et trick eller to af Danny Brown.

★★★★½☆

Skriv et svar