Koncerter

Roskilde Festival 2018: David Byrne, Arena

Foto:PR
Skrevet af Simon Freiesleben

I mine ti år på Roskilde Festival har jeg oplevet massevis af musikalske overraskelser, der har fået mig til at udbryde »Wauw! Kan man det?«.

Jeg har været til koncert med mongolske strubesangere, oplevet øresønderrivende noise-performancekunst og hørt et koreansk trommeorkester. Fælles for ovenstående er dog, at de alle har været at finde blandt de mindre navne på plakaten. Det er som regel her, at man finder de eksperimenterende satsninger. Anderledes forholder det sig som regel med hovednavnene – dem ved man, hvor man har. Mere eller mindre, i hvert fald.

Jeg skal faktisk gribe tilbage til Chris Cunninghams mareridtsshow på Arena i 2011 for at finde en stor koncert, der virkelig har taget røven på mig med en så skelsættende og gennemført visuelt overraskende oplevelse, at jeg kan sige, at jeg aldrig har set noget lignende. Det vil sige: Indtil den legendariske Talking Heads’ frontmand David Byrne fredag aften lagde vejen forbi selvsamme Arena. Hold nu op, hvor var det godt! En af de oplevelser, hvor man stavrer ud efterfølgende med visheden om at have overværet noget stort og unikt.

Allerede før hovedpersonen trådte ud på scenen, stod det klart, at vi skulle overvære noget særligt. Arena-scenen var indkranset i et gennemsigtigt bagtæppe af tætvævede metalringe, mens der intet spor på scenen var af, at vi snart skulle til at overvære en koncert. Ingen trommer, ingen forstærkerracks og ingen mikrofonstativer. I stedet blot et enkelt bord, en stol og en plastikmodel af en menneskehjerne. Simplistisk, stilistisk og smukt.

Så kom en enlig skikkelse ud igennem nettet af metalringe. Den gråhårede David Byrne var klædt i et gråt jakkesæt og bare tæer, og han gik demonstrativt ud og satte sig på stolen, hvorefter han løftede menneskehjernen og stirrede demonstrativt ud på publikum som en anden gal biologilærer. Tonerne til ”Here” fra Byrnes nye album American Utopia tonede sagte frem, mens andre skikkelser langsomt bevægede sig igennem bagtæppet og tilsluttede sig Byrne på scenen. Alle androgynt klædt i samme uniform bestående af grå jakkesæt og bare tæer – og alle med forsynet med trådløse mikrofoner og holdere til musikinstrumenter, så de kunne bevæge sig frit rundt på scenen. Selv den mindre horde af perkussionister kunne alle bevæge sig rundt og danse i takt med resten af ensemblet.

Det er måske et af de mest blærede og visuelt overlegne setups, jeg nogensinde har set til en stor koncert. Men hvis nogen skulle genopfinde den klassiske rockkoncert i et nyt format, så skulle det da selvfølgelig være den 66-årige David Byrne. I interviews har han heller ikke forsøgt at dæmpe forventningerne forud for sin nuværende turné – faktisk har han kaldt det for sin mest ambitiøse turné siden Stop Making Sense, der var genstand for Jonathan Demmes legendariske koncertfilm med samme titel.

Selvom alting var meget stramt koreograferet og show-agtigt, så generede det mig aldrig, da jeg hele tiden ventede på, hvad der mon nu ville ske. Gang på gang blev jeg betaget af, hvor visuelt overlegent det hele var – og at det her virkelig skete. Den gamle Talking Heads frontmand har ikke just leflet eller forsøgt at være folkelig efter bruddet med det legendariske band, men det virker som om, at han på sine gamle dage igen er i humør til at please publikum og levere det store show, som han altid har haft evnerne og kreativiteten til. Derfor var det en udsøgt fornøjelse, da bandet allerede på aftenens tredje nummer dykkede ned i Talking Heads’ bagkatalog med ”I Zimbra” og endnu bedre blev det, da de efterfølgende slog over i den funkede ”Slippery People” fra 1983-klassikeren Speaking in Tongues.

Da vi som aftenens syvende fik lov til at høre ”This Must Be the Place (Naive Melody)” fremført, der følte jeg mig tæt på musikhimlen. At stå sammen med gode venner i et tætpakket telt og skråle med på verdens (måske) bedste kærlighedssang skrevet af verdens (måske) bedste rockband? Det var ikke noget, jeg havde forventet – og jeg havde ikke turde tro, at det ville være så godt. Men det var det. At han så gik direkte over i klassikeren ”Once in a Lifetime” fra verdens (måske) bedste album Remain in Light fuldendte bare den euforiske oplevelse.

Selv David Byrnes solosange fra det delvist mislykkede American Utopia fremstod pludselig anderledes vitale og velfungerende i live-settting. De gode (”Everybody’s Coming to My House”) var stadig gode og de mindre gode (”I Dance Like This”) fungerede overraskende godt i livefremførslen. På sidstnævnte virkede Byrnes robotstemme-gimmick pludselig knap så kitsch og afdanket men sjov og funky, da hele bandet stemte i med robotbevægelser. ”Every Day Is a Miracle” var akkurat lige så frygtelig, som jeg havde forventet, da jeg hørte pladen – vi fik David Byrne med lalleglade jazzhænder og en lille prædiken om hans Reasons to be Cheerful-projekt. Men han fik sgu krammet på mig, den gamle swinger. For jeg endte jo faktisk med bare at overgive mig og synge med på den absurde tekst om kyllinger i himlen og æselpikke.

Samtidig har David Byrne bevaret sin sans for at inkorporere elementer af ”verdensmusik” i sine sange, hvilket kom til udtryk især i mængden af aparte perkussionsinstrumenter, der blev hevet ind på scenen. På ”I Dance Like This” så det spektakulært ud, da tre jakkesætklædte dansede synkront rundt på scenen og spillede på brasilianske berimbaus – et musikinstrument der mest af alt ligner en forvokset fiskestang.

Hvis man ser bort fra showdelen, så står det dog klart, at de nye sange ikke holder samme niveau som de gamle klassikere. Og mens sceneshowet var banebrydende, så var musikken det ikke på samme måde som ovennævnte Stop Making Sense. Det fremstod vitalt og velspillet, men det var aldrig ved at blæse publikum bagover. Men når man kan lukke og slukke en koncert med den fuldstændigt formidable kombination af ”The Great Curve”, ”Burning Down the House” og Janelle Monaes ”Hell You Talmbout”, så er det nemt at tilgive en række forglemmelige sange i et uforglemmeligt show.

★★★★★½

Om skribenten

Simon Freiesleben

Redaktør for udenlandske plader på Undertoner
Jeg har min journalistiske opdragelse fra avisen Berlingske, men er moderat grænsesøgende i min musiksmag. Sætter pris på projekter med ambitionsniveauet til at rykke ved populærkulturens grænser. Mindre kan dog også gøre det, hvis det er catchy nok.

Fem albums, der har formet mit forhold til musik
Iggy Pop: The Idiot
Death Grips: Bottomless Pit
Nine Inch Nails: The Downward Spiral
Talking Heads: Remain In Light
Slowdive: Souvlaki

1 kommentar

Skriv et svar