Koncerter

Roskilde Festival 2018: De Underjordiske x Fribytterdrømme, Avalon

De Underjordiske. Foto: Daniel Nielsen/ FrozenPanda.com
Skrevet af Jens Trapp

Kæmpe underjordisk fribytterfest under Avalons høje rejsning. Flot punktum for Roskilde 2018.

Der var dømt psych rock til den helt store batikmedalje, da Roskilde Festivals bookere havde sat De Underjordiske og Fribytterdrømme stævne til afslutningskoncerten på Avalon lørdag nat. Det blev til to en halv times rockfest for et stort publikum, hvis interesse og engagement steg og faldt som tidevandet og bevægede sig kalejdoskopisk rundt under teltdugen i en rus af øl, pot og musik tilsat et lille skvat vemod over festivalens snarlige slutning.

De Underjordiske spillede første sæt med deres psykedeliske sange om elverfolk og om at være en skovtrold indeni. Æder man den præmis og dykker med ned under jordens overflade, er der mange fine lyriske momenter at komme efter.

Når de lange musikalske intermezzoer fungerede, var også de både dragende og besværgende. Det gjorde de for det meste, men det hændte, at de syrede vel meget til og kom til at kredse om sig selv, uden at bringe os nogen steder hen. Som den bølgende røg, der lå i bunden af scenen under hele sættet og meget smukt illuderede mose og sumpområde. Man fornemmede næsten brakvandet, som i århundreder har stået og gemt på sine hemmeligheder. Hemmeligheder som forsanger Peter Kure gik på klingen, mens han bevægede sig sammenkrummet og syngende gennem tågerne.

På ”Hvis du forstod” fra albummet Ind i flammerne kom forsanger Lau Ingemann Vinther Pedersen fra Fribytterdrømme på scenen med psykedelisk rygmærke på cowboyjakken. En jakke han hurtigt smed, formodentlig på grund af varmen under spotlightene. Han greb sin guitar og sang og spillede med på De Underjordiskes nummer. Så kom de to andre guitarister fra Fribytterdrømme frem og De Underjordiske lavede et trick, de tydeligvis holdt meget af. De stivnede, musikken tav, et sekund … to sekunder … og alle mand faldt ind; nu med en hel stribe guitarer i aktion. At det samtidig var et cover af TV2’s ”Hele verden fra forstanden”, fik publikum til straks at synge med på omkvædet. Godt tænkt. Før Fribytterdrømmer overtog scenen til deres sæt, formoder jeg at alle mand var på scenen (det var svært at følge med i alle dem, der gik ind og ud). I hvert fald var lyden enorm på Fribytterdrømmes nummer ”Kosmonauten” fra albummet Labyrintens farver.

Fribytterdrømme var på sin vis langt mere nutidig i deres lyd. Med samples, keyboards og en stram lyd var der slet ikke den samme udsyrede jam-stemning over musikken. I Fribytterdrømmes lange mellemspil var der mere tale om en art tranceskabende effekt i kraft af gentagelsen og den tunge lyd. En gentagelse med meget lidt variation. Det var i det hele taget sværere at finde genren psych rock rammende for bandet, udover i tekstuniverset. Det er langt mere en slags elektronisk tranceskabende rockmusik. På ”Hallusignaler” var Rasmus Yde fra bandet Fugleflugten med på vokal og på ”Søg det højeste” fik vi Peter Kure tilbage på scenen for et kort visit.

Efter et par timers syrerock nåede vi til finalen, som viste sig at blive en prægtig kulmination på hele aftenens fest. Lau IV Pedersen fik på insisterende vis hele teltet ned på hug samtidig – og så op igen i vildt drive til en messende tekst om magiske flammer suppleret af heftig, pumpende musik. Som aller, aller sidste nummer på dette års Roskilde Festival spillede og sang alle 11 mand, plus Rasmus Yde, Kliches ”Masselinien” fra 1980, så fuldstændig ude af kontekst med den forventede psykedeliske rock, at det gjorde én helt ør og skør langt ind i den indre skovtrold – men det fungerede. »Folket og kun folket/ Er drivkraften/ I skabelsen af verdenshistorien.« Med det brag af et nummer blev der sat punktum for Roskilde 2018.

★★★★½☆

Om skribenten

Jens Trapp

Biografi:
Picture'n'musicf-f-freak-arw-le freak, ce chic, musiker, billedkunstner...

Der er så sindsygt meget musik derude, der skal høres 😳

Her er fem (seks) albums der i hvert fald har betydet noget, på et eller andet plan:

David Bowie: Honky Dory og Ziggy Stardust plus alt det andet frem til Let's Dance
The Clash: London Calling
Elvis Costello: This Year's Model
Genesis: The Lamb Lies Down on Broadway
Pink Floyd: Wish You Were Here plus det meste af det andet de har indspillet

Op igennem tiden har jeg skamlyttet til flere albums, albums jeg stadig kan finde på at lytte til:

Led Zeppelin: lll og Physical Graffiti
Supertramp: Crime of the Century og Even in the Quietest Moment
Talking Heads: Remain in Light
Nina Hagen Band: Nina Hagen Band
PJ Harvey: Let England Shake
Thomas Dybdahl: October trilogy
Arctic Monkeys: Whatever People Say I Am, That's What I'm Not
The Strokes: Is This It
Frank Zappa: Sheik Yerbouti, Zoot Allures og Joe's Garage
Tom Waits: Swordfishtrombones og Rain Dogs
Nikolaj Nørlund: Tændstik
Nick Cave & the Bad Seeds: The Boatman's call og Henry's Dream
CV Jørgensen: Solgt til Stanglakrids, I det Muntre Hjørne og Sjælland
The Great Rock'n'Roll Swindle
U2: October
Queen: Jazz
Police: Regatta de Blanc
(Slade: Nobody's Fools Måske mere en sen barndoms- eller ungdoms faible 😉 Hvor også Not Fragile med Bachman-Turner Overdrive spillede en rolle. Det var det første rockalbum jeg hørte, i form af en gave fra en ældre pige i gaden, på kassettebånd og med Sebastian på den anden side. Sandsynligvis Blød Lykke fra samme år som Not Fragile)

Skriv et svar