Koncerter

Roskilde Festival 2018: Det så vi også! Part 2

Kelly Lee Owens fik gang i de trætte dansefødder sent lørdag aften. Foto: Kim Hjorthøy.

Undertoners udsendte festivalhold er klar med en opsummering af, hvad der også blev lyttet til på årets Roskilde Festival. Denne rummer udvalgte koncerter fra fredag og lørdag.

Roskilde Festival er med sine knap 200 koncerter et bæst af en festival, og selvom vi forsøger at udvælge de mest interessante koncerter til anmeldelser, så ser Undertoners udsendte skribenter altid langt flere gode koncerter, end de kan nå at skrive hjem om. Det betyder dog ikke, at de ikke fortjener at få ord med på vejen, så nu samler vi op på dem her – med hjælp fra resten af redaktionen.

Benal, Arena, Fredag kl. 16.00
Benals optræden på Arena ville udgøre tredje gang, jeg skulle se duoen optræde, hvilket faktisk gjorde, at jeg var lige ved at springe over – jeg frygtede nemlig, at det ville være præcis, som det jeg havde set før. Sjældent har jeg dog taget så meget fejl. Jeg måtte æde mine ord allerede på første sang, hvor selveste Jokeren kommer frem i hvide træningsbukser og undertrøje for at optræde på Benals version af den klassiske Den Gale Poses klassiker: “Spændt op til lir”. Koncerten herefter var en overflod af gæstekunstnere med blandt andet Orgi-E, Marie Key, Alex Vargas, Peter Sommer og Niels Brandt fra Minds of 99 – som jo faktisk skulle spille blot tre timer senere på Orange Scene. Gæsterne var både med på velkendte featured vers fra pladerne men også som regulære gæsteoptrædener, hvilket bidrog endnu mere til overraskelsen. Jeg tror jeg har lært lektien: Man må aldrig undervurdere et dansk bands evne til at overraske, når det kommer til at skulle spille på Roskilde Festival. Benal gav Arena hele armen, og sjældent har jeg været så glad for, at jeg ikke blev i campen til et slag ølbowling mere.
JM

AnDa Union, Avalon, Fredag kl. 19.00
Hatten af for Roskildes bookere, der også i år har set ud over det mest indlysende – og ikke udelukkende kastet deres øjne og ører på vestlig pop og rock i alle dets afskygninger og aftapninger. De ni medlemmer bag AnDa Union kommer fra Indre Mongoliet os spiller på esoteriske instrumenter som blandt andet morin khuur (eller hestehovedviolin), tob shur (en to-strenget mongolsk lut), Moadin Chor (en fløjte hvor fløjtenisten, samtidig med at spille, synger strubesang) og rummer derudover flere long-song sangere, hvor en sang på fire-fem minutter kan bestå af bare 10 ord, og hvor sange på op til en halv time ikke er ualmindeligt. Ensemblet var tydeligvis ekstremt dygtige og disciplinerede, og alle skiftedes til at synge, dog med et par “forsangere”, som forlod scenen, når de andre sang deres sange. Det erklærede mål for AnDa Union er at stimulere den mongolske kultur og engagere de unge i Mongoliet (hvor mange ikke engang taler deres eget sprog mere) til at tage del i traditionerne. Som Saihanniya siger det på deres hjemmeside: »I found an old golden wheel with half its spokes broken in an old dusty shop. It looks like a wheel that once turned the warrior carts of the great Mongol armies. I will hang this wheel in my bar as a warning to Mongolian people that our culture is broken and needs to be mended.« Alt i alt var det en meget rørende og eksotisk oplevelse.
JT

Four Tet, Apollo, Fredag kl. 00.00
I et ellers tætpakket program, hvor man måske lige har været til en fantastisk koncert med Sampha, og har planer om at besøge Orange Scene senere på natten, når Massive Attack er på scenen, så sniger Kieran Hebden – også kendt som Four Tet – sig under radaren ved at gå på scenen samtidig som David Byrne. Hvis man ikke i forvejen kender Four Tet, ville det endda se ret så kedeligt ud udefra, da der ingen visuals var. Til gengæld leverede Four Tet en af de mest forrygende elektroniske koncerter på dette års Roskilde Festival. Musikken bar det hele, og Four Tet markerede sig på bedst vis, da han på scenen fik skabt et varieret univers af hans sange, som overraskede selv den mest engagerede fan. Lyden var også fænomenal – hele lydspektrummet blev fyldt ud på bedste manér (hvilket er noget af en opgave på Apollo-scenen, der har en hjernedød lav ende). Da numre som “Two Thousand and Seventeen” eller “SW9 9SL” blev spillet, mærkede man en kollektiv stemning af, at alle, der var til koncerten, var glade for at være elektroniske hoveder – det var noget af en rejse og helt klart en af de mere undervurderede koncerter på dette års Roskilde Festival.
JD

RVG, Pavilion, Lørdag kl. 12.30
»Thank you, it’s 12,« lød Romy Vargers kortfattede respons på vores klapsalve efter RVG’s åbningsnummer. Og jo jo, det var da ganske rigtig ikke skudt helt galt på urskiven. Sangerindens søde, spøjse og lidt forjagede kommentarer gennem sættet vidnede måske umiddelbart om en frontfigur, der ikke var helt tryg i rampelyset. Det var dog absolut kun indtil de øvrige tre bandmedlemmer slog deres instrumenter an, og Varger igen kunne vende tilbage til sin primære opgave ved mikrofonen. RVG’s tekster kredser om identitetskriser, livet som transkønnet, menneskets rolle i en verden af teknologi og andre eksistentielle spørgsmål, og her passede Vargers lige dele rå, nonchalante og sporadisk kokette vokal strålende til dette univers. Det samme gjorde bandets øvrige virkemidler, der trak på både dunkel postpunk og oldschool garagerock med masser af melodiske guitarflader. En kombination, som i de bedste passager af koncerten resulterede i strålende sange med herlige hooks til at begynde eftermiddagen på.
SP

Yonaka, Pavilion, Lørdag kl. 14.15
Her er endnu et af Roskilde Festivals mange bands med mærkeligt ucatchy navne; i dette tilfælde Yonaka. Navnet dækkede over en kvartet fra Brighton, der spillede en heftig hybrid mellem headbanger-rock og grime med hiphopbeats over, krydret med en storladen popsjæler i ny og næ. Bandet var begejstrede over at være på Roskilde, og gav et virkelig energisk og medrivende show. Guitaristen stod med guitaren helt oppe på brystet og leverede maskingeværsalver af rå lyd, bassist samt trommeslager var hyperenergiske og ekvilibristiske, mens forsanger Theresa Jarvis sprang omkring og leverede en sangvokal, der var superfed på de mere stille og storladne numre, men som godt kunne mangle noget fylde i de hårde, næsten metal-agtige numre, som der var flest af. Især i et nummer som ”Ignorant” smeltede enkeltdelene sammen og voksede ud over sig selv. Hele finalen på showet fik dog næsten teltdugen til at lette med ”Rockstar” og Fucking Like a Monster”, som seriøst er f****** fede numre.
JT

Albert Hammond Jr., Arena, Lørdag kl. 14.30
Han er muligvis mest kendt – og promoveret – som »guitaristen fra The Strokes«, men Albert Hammond Jr. viste lørdag formiddag på Arena, at han faktisk er en ganske habil frontmand i egen ret. Derfor giver det faktisk rigtig god mening, at han har sit eget projekt, hvor han ikke overskygges af Julian Casablancas. Det var måske ikke den mest mindeværdige koncert, jeg nogensinde har oplevet på Roskilde Festival, men der var bare et eller andet herligt over at starte dagen med en god, gedigen rockkoncert, der kunne nydes i akkurat så fulde drag under træernes skygge under for det store koncerttelt. Jeg kunne dog ikke lade være med at grine lidt, da han introducerede en spritny sang, der egentlig lød som noget, The Strokes kunne have udgivet i midten af 00’erne. Ja, det lød nærmest mere som The Strokes end The Strokes selv har gjort de seneste par år. Måske er det derfor, at det var så behagelig en koncert – jo mere tingene forandrer sig, jo rarere er det, at noget forbliver det samme.
SF

Omni, Pavilion, Lørdag kl. 18.15
Trioen Omni fra Atlanta, USA spillede en avantgardistisk omgang post-punk med hurtige og bratte skift samt akkorder, der strakte sig over 4-5 bånd og som krævede alle fingre placeret i umulige vinkler. En helt stillestående en af slagsen vel at mærke, Læg dertil en lidt verdensfjern attitude, en stenet eller bare genert guitarist med siden til, en bassist/sanger med sovehår og med et grineflip lurende latent lige under overfladen og en smilende uhyggelig tight trommeslager. »We actually… feel pretty happy today… hydrated!« konstaterede sangeren tørt, og spurgte om vi kendte Atlanta? Hjemstavn for Coca Cola? »We actually all work at the Cola factory«, hvorefter han delte ud af sin lommelærke til de andre to. Så talte han ned til endnu et finurligt nummer med bratte breaks og cool rytmer. På en måde fik jeg et flashback til senhalvfjerdsernes New Wave-scene, uden rent faktisk at have oplevet den andetsteds end på vinyl. Omni lød som noget fra en anden tid; retropunket new wave i en mærkelig hybrid med noget helt hypermoderne. Den generte guitarist har i øvrigt en fortid i Deerhunter. En overraskende og dejlig oplevelse.
JT

Mogwai, Arena, Lørdag kl. 21.00
Mogwai kom lettere forsinkede på scenen, fordi deres teknik (muligvis lyset?) drillede. Men da de endelig kom i gang og fik fyret op under guitarer, bas og trommer i åbningsnummeret, så skal jeg lige love for, at der var hul igennem. Det var en gigantisk mur af lyd de rejste. En mur som de efterfølgende, ganske langsomt, dekonstruerede i små bidder og melodiske passager på diverse synths og guitareffekter samt en tung, tung og ond bas, der fik sat knoglerne og jorden under dyrskuepladsen i voldsomme svingninger. Dernæst rejste de muren op igen i al dens vælde, og lagde nye dimensioner af lyd på, byttede lidt rundt på instrumenterne, dekonstruerede atter, sang til enkelte numre og sluttede så igen af med denne enorme mur. Læg oveni dette en eminent lyssætning, og ikke et alternativt eksperimenterende rockøje var tørt, da Mogwai forlod scenen.
JT

Kelly Lee Owens, Gloria, Lørdag kl. 00.30
Efter den underligt uforløste afslutning på Gorillaz’ lukning af Orange Scene var det en fornøjelse at trisse over mod intime Gloria for sidste gang på årets festival og opleve den talentfulde technopop-smed Kelly Lee Owens tryllebinde publikum med sine smukke skæringer. Den 29-årige waliser udgav sidste år et af mine yndlingsalbums med skiven Kelly Lee Owens, og derfor havde jeg besluttet mig for at blive hængende og få det allersidste ud af årets festival – nå ja, det hjalp også på motivationen at Anderson .Paak ville gå på ovre på Arena efter Owens’ sæt. På scenen stod Owens mutters alene i et setup, hvor hun kunne styre samples, synthesizer og drumpads efter behov, mens hun også kunne træde frem på scenen og adressere publikum eller synge. Det fungerede faktisk ganske eminent, men det stod klart, at det sparsomt fremmødte publikum havde brug for lidt opmuntring for at komme i dansehumør. Men mod et så grundlæggende rytmisk og dansabelt som “Bird” kæmper selv festivaltrætheden forgæves. Gang i fusserne kom der i hvert fald.
SF

Om skribenten

Simon Freiesleben

Redaktør for udenlandske plader på Undertoner
Jeg har min journalistiske opdragelse fra avisen Berlingske, men er moderat grænsesøgende i min musiksmag. Sætter pris på projekter med ambitionsniveauet til at rykke ved populærkulturens grænser. Mindre kan dog også gøre det, hvis det er catchy nok.

Fem albums, der har formet mit forhold til musik
Iggy Pop: The Idiot
Death Grips: Bottomless Pit
Nine Inch Nails: The Downward Spiral
Talking Heads: Remain In Light
Slowdive: Souvlaki

Om skribenten

Jens Trapp

Biografi:
Picture'n'musicf-f-freak-arw-le freak, ce chic, musiker, billedkunstner...

Der er så sindsygt meget musik derude, der skal høres 😳

Her er fem (seks) albums der i hvert fald har betydet noget, på et eller andet plan:

David Bowie: Honky Dory og Ziggy Stardust plus alt det andet frem til Let's Dance
The Clash: London Calling
Elvis Costello: This Year's Model
Genesis: The Lamb Lies Down on Broadway
Pink Floyd: Wish You Were Here plus det meste af det andet de har indspillet

Op igennem tiden har jeg skamlyttet til flere albums, albums jeg stadig kan finde på at lytte til:

Led Zeppelin: lll og Physical Graffiti
Supertramp: Crime of the Century og Even in the Quietest Moment
Talking Heads: Remain in Light
Nina Hagen Band: Nina Hagen Band
PJ Harvey: Let England Shake
Thomas Dybdahl: October trilogy
Arctic Monkeys: Whatever People Say I Am, That's What I'm Not
The Strokes: Is This It
Frank Zappa: Sheik Yerbouti, Zoot Allures og Joe's Garage
Tom Waits: Swordfishtrombones og Rain Dogs
Nikolaj Nørlund: Tændstik
Nick Cave & the Bad Seeds: The Boatman's call og Henry's Dream
CV Jørgensen: Solgt til Stanglakrids, I det Muntre Hjørne og Sjælland
The Great Rock'n'Roll Swindle
U2: October
Queen: Jazz
Police: Regatta de Blanc
(Slade: Nobody's Fools Måske mere en sen barndoms- eller ungdoms faible 😉 Hvor også Not Fragile med Bachman-Turner Overdrive spillede en rolle. Det var det første rockalbum jeg hørte, i form af en gave fra en ældre pige i gaden, på kassettebånd og med Sebastian på den anden side. Sandsynligvis Blød Lykke fra samme år som Not Fragile)

Om skribenten

Signe Palsøe

Biografi:Med Depeche Mode som barndomshjemmets lydtapet var der ikke langt til min første store kærlighed, der dukkede op, da jeg var 12. Pet Shop Boys blev voldspillet ved enhver given lejlighed og blev en øjenåbner for et større musikalsk univers. Dengang var det især mere sfæriske genrer som indie-/electronica, dreampop, støjrock og shoegazer, der fik spilletid og blev min indgangsvinkel til musikhistorien. I dag hører jeg det meste, selvom jeg nok aldrig kommer til at skrinlægge en yndlingsaversion mod punkens mest letbenede undergenrer og heller ikke lytter til ret meget metal. For øjeblikket er det især ambient, electronica og dubstep, der får spilletid, selvom også hiphop på det seneste er begyndt at fylde mere i pladesamlingen.

Om skribenten

Johan Mandrup

Biografi:

Mit navn er Johan Mandrup. Jeg kommer fra Hammelev, en lille by nær Haderslev i Sønderjylland, læser medicin i Århus, og kan mægtig godt lide hiphop, at løbe ture, og lave mad.

Fem favoritalbums:

BROCKHAMPTON: SATURATION III

Frank Ocean: Blonde

Yung Lean: Unknown Death 2002

Chief Keef: Finally Rich

King Krule: 6 Feet Beneath The Moon

Om skribenten

Joakim Dalmar

Hej! Mit navn er Joakim Dalmar. Jeg er 24 år gammel, og er nuværende bosat i København, men kommer oprindeligt fra Sønderborg.

Jeg bevæger mig lidt rundt over det hele i musikverdenen, både som booker og VJ, men mest af alt som musikelsker. Det elektroniske falder mest ind i min smag, men har et øre til alting.

Name-drops af mine favorit plader:
Flying Lotus - Cosmogramma
Jon Hopkins - Immunity
Darkside - Psychic
Nicolas Jaar - Space Is Only Noise
The War On Drugs - Lost In The Dream
Swans - To Be Kind
Kamasi Washington - The Epic
Gold Panda - Lucky Shiner
Death Grips - Bottomless Pit
Them Crooked Vultures - S/T

Skriv et svar