Koncerter

Roskilde Festival 2018, Eera, Rising

Foto: PR
Skrevet af Jens Trapp

Delvist uforløst indierock fra norske Eera, som kun momentvis løftede sine sange om ungdom op og ud over scenekanten.

Eera på Rising søndag 16:30 i hvirvlende støv og solskin fra oven er ikke nødvendigvis et match-made-in-heaven. At scenen er flyttet helt op i hjørnet ved West City, bag Clean Out Loud og en væg af Soundboxes gør ikke det hele nemmere. Selvom det er musik, det handler om, også på denne, Roskilde Festivals første opvarmningsdag, ja så virker det som om, at folk går mere op i ølbowling og lyden deres af egen soundbox (hvis den da er stor nok til at overdøve naboens).

Eera er norske Anna Lena Brundlands kunstnernavn og sammen med sine tre musikere gjorde hun et ihærdigt forsøg på at nå ud til publikum. Med deres synths, ringlende Fender-lyd med masser af twang og rumklang, den fine vekslen mellem trommer og drumpads og ikke mindst vokalarbejdet, var der lagt op til noget drømmende stort og intenst, som imidlertid aldrig rigtig blev forløst. Intensiteten skinnede igennem momentvis, især i tredje nummer: ”Christine”, en sang Eera har skrevet til sin søster, om hvor meget søsteren har betydet for hende. Søsterens ro har givet Eera mod og styrke til at tage springet og f.eks. flytte fra Oslo til London, for at lave sin musik. Vokalharmonierne i starten af det nummer var himmelske og smukke. Bassynthen dyb og tung. Temposkiftet midtvejs sad som det skal. Det virkede bare en smule mekanisk. Som om bandet skulle bruge meget mere tid sammen, for at få det til at flyde organisk og levende.

At jeg også hellere ville høre dem på en natklub i indre København, måske i Berlin eller London, er en anden historie, som i øvrigt går meget fint i spænd med Eeras egen beretning om sangenes tilblivelse. De er netop skrevet ud på de små timer, når natten er dyb og sort. Det er alternativ indierock med elektroniske undertoner inspireret af navne som The Breeders, Sharon Van Etten, Cat Power og PJ Harvey. Det er sange om ungdommens mørke og skjulte sider. Om at finde mening midt i al sin ungdommelige forvirring og om at vende sine svagheder til styrker. »I think it’s important to be vulnerable, to not be afraid of showing emotion« sagde Eera i forbindelse med udgivelsen af hendes album: Reflections of Youth i 2017. Et udsagn hun ikke helt formåede at leve op til på Rising, hvor interaktionen med publikum var begrænset. Der var ikke meget bevægelse i hverken mimik eller kropssprog hos forsangeren, ikke ret meget snak heller.

Albummet Reflections of Youth er udgivet på det uafhængige pladeselskab Big Dada, som hører under Ninja Tune, og det album lover godt for fremtiden. Ligesom der også i slutningen af det kun knap 40 minutter lange sæt, var en bevægelse hen mod noget levende og følt, der kunne have fået alle de enkelte dele til at smelte sammen. Men det er værd at holde øje med Eera og se, hvad fremtiden byder på for hende og hendes sange.

★★★½☆☆

Skriv et svar