Koncerter

Roskilde Festival 2018: Laurel Halo, Gloria

Foto: Phillip Aumann
Skrevet af Signe Palsøe

Electronica-musikeren imponerede både med sin techno og sine iørefaldende synth-eksperimenter – selv om en lidt større andel af sidstnævnte måske var at ønske på sætlisten.

I 2013 skrev Undertoners anmelder et imaginært brev fra Laurel Halo til Roskilde Festival. Heri beklagede den amerikanske electronica-kunstner, at hun var blevet sat til at spille en sløv søndag aften ude på Apollo i stedet for på et mere festligt tidspunkt – og gerne inde på Gloria-scenen.

Om Roskilde Festival læste med, er ikke til at sige, men en fredag aften i 2018 gik dét ønske i hvert fald i opfyldelse. Laurel Halo betrådte kl. 20 Gloria – en scene, der gennem de seneste fem år oven i købet kun har fået bedre faciliteter, når det kommer til at huse elektroniske koncerter. Nu er scenen rund og trukket en kende ud i lokalet, så flere mennesker kan flokkes om kuntneren i centrum. Samtidig er det ellers altid visuelt appellerende lokale helt ekstraordinært flot iscenesat i år. En krans af futuristisk blinkende blå LED-rør og forskudte backdropskærme, der ligner stiliseret ituslået glas, sætter den smukke ramme for en scene, der med sin hulestemning indbyder til trampefest.

Og der var rig mulighed for at trampe fredag aften. Halo lagde ganske vist ud med en sfærisk, søsyg synth, som hun placerede i lag med sin egen vokal, efterhånden som hun løbende sang små tekstbidder ned i sin mikrofon. Resultatet var luftigt og hvirvlende – en lyd, der især kendetegnede Halos tidlige musik – men det varede ikke længe, før vi blev mindet om, at det trods alt var fredag aften. Varianter af dub gled ind og ud af lydbilledet, der til sidst fandt sig til rette i et diskant, skrabet koklokkebeat.

Det var helt forrygende medrivende, og lydbilledet forblev da også i disse folder gennem koncertens næste halve times tid. Overgangen fra luftig electronica til skrabet techno var elegent og helt passende for et tidspunkt, hvor dag glider over i aften, og publikums bevidsthed også så småt er en drivende størrelse. Menneskemængdens ivrige vuggen foran scenen tog til, og aftenens første fest var i gang.

Pulsen nåede dog lige at komme ned igen, inden Halo sendte os tilbage i støvskyen udenfor. Nogle afsluttende minutters fremragende eksperimenter med beats, der lød som organisk, analog percussion og synkoperede fingerknips, mindede os en sidste gang om, hvor alsidig Halos lyd i grunden er. Set i det lys var det måske en lille smule synd, at så stor en del af sættet gik med en forholdsvis ensartet technopassage. Men det er svært at få det hele på en time – og med strejf af lidt af alt det bedste fra Halos lydgemmer havde vi heldigvis fået så rigeligt.

★★★★½☆

Om skribenten

Signe Palsøe

Biografi:Med Depeche Mode som barndomshjemmets lydtapet var der ikke langt til min første store kærlighed, der dukkede op, da jeg var 12. Pet Shop Boys blev voldspillet ved enhver given lejlighed og blev en øjenåbner for et større musikalsk univers. Dengang var det især mere sfæriske genrer som indie-/electronica, dreampop, støjrock og shoegazer, der fik spilletid og blev min indgangsvinkel til musikhistorien. I dag hører jeg det meste, selvom jeg nok aldrig kommer til at skrinlægge en yndlingsaversion mod punkens mest letbenede undergenrer og heller ikke lytter til ret meget metal. For øjeblikket er det især ambient, electronica og dubstep, der får spilletid, selvom også hiphop på det seneste er begyndt at fylde mere i pladesamlingen.

Skriv et svar