Koncerter

Roskilde Festival 2018: Lost Girls, KlubRå

Foto: PR
Skrevet af Signe Palsøe

Lost Girls’ spage, avantgardistiske syntheksperimenter havde desværre ikke en chance mod overmagten i publikums knevren og en vanvittig varme på den lukkede scene.

Jeg kan virkelig godt lide tanken bag KlubRå: Et område af festivalpladsen, hvor forskellige kunstformer komplementerer hinanden, og man kan gå på opdagelse blandt små scener og zoner i en fin, sval lille fyrretræslund. Og så passer formatet på papiret rigtig fint til en konstellation som Lost Girls – et stærkt konceptuelt samarbejde mellem norske Jenny Hval og Håvard Volden, som bl.a. undersøger mulighederne for “fri musik”, der så at sige, lever sit eget liv uden tilknytning til personerne bag. Det har duoen tidligere på dagen haft en artist talk til at fortælle om nede i Art Zone. En på papiret rigtig fin måde at klæde publikum på til en koncert, der bygger på et ikke helt lettilgængeligt koncept.

I praksis kunne Lost Girls-koncerten dog ikke have haft meget dårligere vilkår end dem, der var til stede inde på den lukkede KlubRå-scene fredag eftermiddag. Klokken 17 stod solen stadig højt, og der var helt ulideligt varmt i det mørke telt, da publikum blev lukket ind lige inden koncertstart. Samtidig var det tydeligt, at klokken nu havde ringet cocktail hour. Publikums knevren var absolut massiv og dannede en langt mere pågående lydmur end de skrøbelige, vibrerende synthflader, som de to på scenen nu begyndte at fremmane. Her var musikken oppe mod større kræfter end sig selv, og uanset om duoen spædede lydbilledet op med Hvals spage, luftige vokal eller passager med spoken word, kunne jeg faktisk ikke rigtig høre, hvad der foregik.

Problemet blev på sin vis mindre gennem koncertens første kvarters tid, da langt størstedelen af publikum ret hurtigt fortrak til mere kølige gemakker at konversere i. Med den tiltagende ro steg dog også kernetemperaturen hos os temmelig få publikummer, der efterhånden var tilbage foran den lille scene. Lost Girls satte efterhånden ind med lidt programmerede, skrabede rytmer, som rakte en inviterende hånd frem i det eksperimenterende lydbillede, men i heden var det vanskeligt at imødekomme musikken med selv de mindste kropslige udskejelser i form af tap med foden eller lidt rokken på stedet.

En halv time måtte de to på scenen kæmpe mod elementerne, før også de kunne komme ud og få luft. Jeg tvivler desværre på, at nogen i teltet fik ret meget musikalsk udbytte med sig fra seancen – for slet ikke at tale om et udbytte i form af en dybere forståelse af gruppens koncept.

★½☆☆☆☆

Skriv et svar