Koncerter

Roskilde Festival 2018: My Bloody Valentine, Arena

Foto: PR
Skrevet af Signe Palsøe

Kevin Shields & co. er ganske vist notoriske guitarrock-perfektionister. Alligevel var det næsten overraskende, hvor perfekt lyden til My Bloody Valentines Arena-koncert sad i skabet.

»Den anmeldelse kan du satme skrive på forhånd,« var den kontante udmelding fra min lejr, da jeg torsdag eftermiddag peb over at skulle holde mig vågen og saglig til My Bloody Valentines nattekoncert på Arena.

Og ja, skulle det på et tidspunkt blive nødvendig at springe over, hvor musikkritikergærdet er lavest, ville en in absentia-anmeldelse af en My Bloody Valentine-koncert nok ikke være det mest risikofyldte projekt at kaste sig ud i. Med frontmand Kevin Shields’ notoriske kontrolsans og lydperfektionisme kan man være ret sikker på, at sætlisten stort set ikke afviger fra de øvrige på turneen, at lyden sidder lige i skabet, og at det bliver HØJT.

Til gengæld er det vanskeligere at visualisere, hvor vildt godt det faktisk lyder i praksis, når de fire irere ruller deres soniske artilleri i stilling. “I Only Said” åbnede med et for bandet overraskende lavt lydniveau – hvilket vil sige nogenlunde humant og med rig mulighed for at høre alle dybder og facetter i særligt Shields’ og Belinda Butchers guitarflader og -figurer. Det ikke alt for overrumplende decibeltal havde naturligvis også en anden fordel: At bandet løbende kunne opjustere og give os fornemmelsen af igen og igen at blive ramt i solar plexus af deres massive lydmur.

Det blev aktuelt fire numre inde i sættet, hvor kvartetten slap en ny både bidsk, tung og tonsende sang, der nærmest var Nirvana-grunget i sin lyd. Ruskende og forfriskende – og herligt trygt, at Shields & co. stadig roder i bunken af 90’er-koryfæer efter inspiration, når de skal udgive en ep anno 2018. Ja, der skulle faktisk lande noget trykt materiale fra bandet her senere på året.

Selv om lydbilledet ikke var brutalt koncerten igennem, var atmosfæren altid tæt og som regel overrumplende – uanset om bandet gav fuldt skrald på et nummer som “Feed Me With Your Kiss” eller svøbte os i store, bløde lydflader med “Loomer”. Kontrasterne var forrygende, og selv om lydstyrken efterhånden øgedes, sad alle musikkens elementer stadig fuldstændig i skabet. Uanset om Shields og Butcher spandt søsyge, lagdelte guitarflader, eller Colm Ó Cíosóig agerede substitut for guitaristernes wall of sound med en afsindigt massiv trommemur, var lyden på Arena helt forrygende god.

Sådan en seance går selvfølgelig lige i bevægeapparatet på de nattefriske, og sidste note på min blok er da også “voksenmoshpit”. Gennemsnitsalderen hos publikum var steget betragteligt, efter Stormzy havde forladt scenen et par timer tidligere, men der var ingen metal- eller nattetræthed at spore på gulvet. Omtrent samtidig med, at det begyndte at lysne i øst, kunne kvartetten blæse os ud i natten med deres signaturafslutning: fem minutters massiv lydmur i form af “You Make Me Realise”-outroen, der selvfølgelig nu var helt umenneskeligt høj. Shields & co. er ingenlunde overraskelsernes mestre – til gengæld er veteranerne stadig så overlegne inden for deres genre, at jeg fortsat nok skal møde op gang på gang og lægge ører og krop til deres perfekt eksekverede støjseancer.

★★★★★☆

Om skribenten

Signe Palsøe

Biografi:Med Depeche Mode som barndomshjemmets lydtapet var der ikke langt til min første store kærlighed, der dukkede op, da jeg var 12. Pet Shop Boys blev voldspillet ved enhver given lejlighed og blev en øjenåbner for et større musikalsk univers. Dengang var det især mere sfæriske genrer som indie-/electronica, dreampop, støjrock og shoegazer, der fik spilletid og blev min indgangsvinkel til musikhistorien. I dag hører jeg det meste, selvom jeg nok aldrig kommer til at skrinlægge en yndlingsaversion mod punkens mest letbenede undergenrer og heller ikke lytter til ret meget metal. For øjeblikket er det især ambient, electronica og dubstep, der får spilletid, selvom også hiphop på det seneste er begyndt at fylde mere i pladesamlingen.

Skriv et svar