Koncerter

Roskilde Festival 2018: Nathan Fake, Apollo

Foto: Tin Saccenti
Skrevet af Signe Palsøe

Det er en håbløs opgave at spille koncert i transitzonen mellem campingområdet og Orange, lige inden et hovednavn går på, men Nathan Fakes alsidige electronica var mere end bare baggrundsstøj til vandringen.

»Åh, det er næsten ikke til at bære,« var min umiddelbare tanke, da Roskildes »Take care of each other«-skilt blinkede mig i møde fra Apollos backdrop. Der var vitterlig ikke meget mere end tre-fire øvrige publikummer at passe på. Folkevandringen mod Eminem-koncerten på Orange havde stået på hele dagen, og kl. 21.30 havde størstedelen af festivalgæsterne allerede fundet sig en plads inde ved den store scene på festivalens hovedområde.

Eller, det troede jeg, men da Nathan Fake gik på scenen, skete der alligevel noget på det lille Apollo-område. Med en fokuseret, lidt alvorlig mine indfandt englænderen sig ved sin mikserpult og begyndte at mane de første synthlinjer frem – og som en anden rottefænger spillede han samtidig flere og flere festivalgæster frem fra deres ukendte skjul.

Umiddelbart var Fakes lydlandskab da også overraskende lyst og tillokkende, når man tager i betragtning, at hans seneste album, sidste års Providence, har en temmelig tæt og ildevarslende karakter. Onsdag aften bar hoppende, synkoperede synthlinjer lydbilledet og pirrede os på jorden med iørefaldende, helt naivistiske melodier. På backdroppet dansede pastelfarvede kubistiske figurer, som konstant opløstes i pixels og samledes i nye konstellationer, og i det hele taget syntes opsætningen legende let og bekymringsfri.

Men Fake er en både dygtig og alsidig musiker, der ikke kunne finde på at byde os lidt modstand gennem et sæt. Som minutterne skred frem, kravlede solen ned bag horisonten, og mørket krøb frem fra pladsens afkroge. Og som var Fake troldmanden i “Fantasia”, syntes han at spille mørket frem. Efterhånden sneg dybe basfremstød sig ind mellem de rislende synthlinjer og satte sig i ben og brystkasse hos os foran scenen. Fake lod dog aldrig bassen få frit løb og koncerten munde ud i en decideret dansefest. Dertil var variationerne og opbrudene for allestedsnærværende – fik vi en full-blown pumpebas for en kort bemærkning, kunne vi være ret sikre på, at den snart ville munde ud i dybe, stærkt manipulerede vokalspor til i stedet at fylde lydbilledets bund.

Efter en time var solen gået ned, og med et sæt dansende lyskegler i mørket kunne Fake vinke os af sted til den håbløse opgave at finde en plads oppe ved Orange i sidste øjeblik. Fake kendte sin besøgelsestid – men hans koncert fremstod imponerende nok aldrig som en hektisk transitzone mellem campingområdet og hovednavnet på Orange.

★★★★½☆

Om skribenten

Signe Palsøe

Biografi:Med Depeche Mode som barndomshjemmets lydtapet var der ikke langt til min første store kærlighed, der dukkede op, da jeg var 12. Pet Shop Boys blev voldspillet ved enhver given lejlighed og blev en øjenåbner for et større musikalsk univers. Dengang var det især mere sfæriske genrer som indie-/electronica, dreampop, støjrock og shoegazer, der fik spilletid og blev min indgangsvinkel til musikhistorien. I dag hører jeg det meste, selvom jeg nok aldrig kommer til at skrinlægge en yndlingsaversion mod punkens mest letbenede undergenrer og heller ikke lytter til ret meget metal. For øjeblikket er det især ambient, electronica og dubstep, der får spilletid, selvom også hiphop på det seneste er begyndt at fylde mere i pladesamlingen.

Skriv et svar