Koncerter

Roskilde Festival 2018: Nick Cave & The Bad Seeds, Orange Scene

Foto: Jason Williamson
Skrevet af Jens Trapp

Nick Cave & The Bad Seeds leverede en magtdemonstration på Orange Scene fredag aften.

Roskilde 2018 har allerede budt på mange rigtig fede koncerter, som helt fortjent ligger oppe og nusser og polerer på både fem, fem et halvt og seks U’er. Så hvad stiller man op med en størrelse som Nick Cave & the Bad Seeds? I min optik er de uden sidestykke, hvad angår intensitet, Weltschmerz, fandenivoldskhed og tilstedevær. Som en molotovcocktail dansende på ryggen af en skamskudt hyæne, der splintrer rasende gennem en begsort nat, for alligevel bare at eksplodere i et glitrende inferno af ild og støj. Og så, helt tyst, lyden af et flygel, af molakkorder og en sørgmodighed så altfavnende, at der ikke er anden udvej, end at gribe livet i nakken og ruske det til det atter tager form og giver mening.

Koncerten fredag aften var en imponerende magtdemonstration. Lige fra de første hvinende hyl fra kapelmester Warren Ellis’ MiniMoog i ”Jesus Alone” til linjerne: »And some people say it’s just rock and roll/ Ah but it gets you right down to your soul« fra slutnummeret ”Push the Sky Away”. Og i netop disse linjer ligger en stor sandhed gemt, for rockmusik kan virkelig sætte sig i sjælen som et aftryk af en mulig virkelighed. Som en healing eller en forløsning. For Nick Cave har arbejdet med Skeleton Tree og en mulig efterfølger; en afslutning på den albumtrilogi, der begyndte med Push the Sky Away. Det har givet ham et lys i det ødeland, han havnede i efter sønnens tragiske død for tre år siden. I et interview med The Guardian fra 2017 fortæller Cave om, hvordan der, umiddelbart efter dødsfaldet, var: » […] just no room for the luxury of creation.« Men at han fik rundet et hjørne og bevæget sig hen et sted, hvor han kunne stå i et nyt, mægtigt og åbent landskab, og atter arbejde kreativt i ny genvunden inspiration.

Aftenens koncert var intens og eksplosivt dynamisk med sine næsten voldelige udladninger og bratte breaks. De skønhedsfejl der var, som en stortromme der ramte et skævt beat et sted, en skæv rytmik da Cave selv, på ”Do You Love Me”, satte sig ved siden af Ellis ved flygelet og hamrede en kort solo af, var netop med til at understrege, at her havde vi at gøre med et levende, organisk og formbart materiale. Musik som kunne og ville noget. Som den alsidige og velspillende percussionist Toby Dammit, der bankede rytmen afsted i ”Jubilee Street” med en tamburin i hihatten eller på det mere end 30 år gamle nummer ”Tupelo” trakterede flygelet. Guitarist George Vjestica, der stod stoisk og solid, men også gav helt los i de vilde sekvenser af ”From Her to Eternity” fra debutalbummet med The Bad Seeds og ”Red Right Hand”. Bassist Martyn Casey og trommeslager Thomas Wydler spillede tight og levende på en sær skæv måde, der gav et fedt twist på en sang som ”Stagger Lee”. Warren Ellis var fænomenal som altid, med en udstråling og en personlighed, der rakte langt ud over scenekanten, hvad enten han spillede guitar, flygel, MiniMoog, sad i sin læderstol og restituerede eller spillede en totalt udknaldet feedbackviolin, som han kontrollerede ned til mindste øreflænsende hyl.

Så var der selvfølgelig, først som sidst, Nick Cave selv. Der var så meget brutalitet og billedskøn energi gemt i den mand, at alene synet af ham og lyden af hans intonationer, gav en forventning om hele tiden at nå nye steder hen. Hele tiden at blive ledt ind i vreden, desperationen og sorgen som i f.eks. nummeret ”Girl in Amber”, hvor det var et næsten fysisk tilstedevær, et gestalt ud over Cave og bandet. Vi blev ført derhen, forløst og taget med ud igen. Og her er så også min eneste anke over koncerten, den som trækker det halve U ned. For Caves fokus nåede i rigtig mange numre kun til de forreste rækker i pitten foran scenen. I længere momenter forsvandt han ganske enkelt og The Bad Seeds kørte i samme rille, indtil han dukkede op et sted dernede foran, hvor kun de nærmeste tilskuere kunne følge med. Det var dog kun et lille skår i glæden, og fra hvor jeg stod, havde jeg et rimeligt godt overblik over disse ture væk fra scenen. At der også var både humor og smalltalk over dem, var med til at understrege Caves nuværende position og sted i livet, hvor hvert øjeblik tæller, er vigtigt og kræver tilstedevær. Som da han tyssede på bandet: »Shhh Bad Seeds«, hvilket de i øvrigt ikke lod til at de kunne høre, eller når han talte om »sexual harassment in the work place« i nærkontakten med de uendeligt mange hænder i pitten, som gerne ville røre og røres ved.

Alt i alt kan jeg kun gentage mig selv; det var en magtdemonstration! Med et nummer fra hver af de to første albums From Her to Eternity og The Firstborn Is Dead, og numre fra The Good Son, Let Love In, Murder Ballads, The Boatman’s Call, Push the Sky Away og selvfølgelig fra Skeleton Tree. Jeg havde svært ved at få armene ned, da først de sidste efterdønninger af eksplosionerne havde lagt sig, og vi efter halvanden times intenst tilstedevær, langsomt sivede væk fra det kæmpe område foran Orange Scene igen.

★★★★★½

Skriv et svar