Koncerter

Roskilde Festival 2018: Richard Dawson Band, Pavilion

Foto: Nigel John
Skrevet af Jens Trapp

Excentriske excesser fra engelske Richard Dawson Band. Fortællinger fra et middelalderligt Bryneich – et kongedømme i Yr Hen Ogledd, eller det gamle nord, i hvert fald i følge Richard Dawson.

Richard Dawson Band var en virkelig, virkelig underlig størrelse. Man må give manden, at han besidder modet til at være endog meget excentrisk, tilsyneladende uden at være sindssyg. Under fredagens koncert på Pavilion gik han hele vejen. Lige fra den jovialt småsnakkende hyggeonkel med sit runde ansigt og smalle smilende øjne, til hvæsende, stampende dervish, der manisk brølede sine ord ud over det meget lille, men også meget begejstrede publikum. Bandet havde alle odds imod sig, det må man sige. For det første var manden selv, frontfiguren, skjalden, sangskriver, sanger og guitarist måske for excentrisk en mundfuld til festivalgæsterne? For det andet er det svært at sige, om en scene som Pavilion fungerer til musik som det, Richard Dawson Band leverer?

Ideelt set skulle Dawson jo gæste de europæiske hoffer og købstæder med sine sære fortællinger eller stå på markedspladserne og synge med lut og rumsterstang. Der er selvfølgelig andet og mere på spil for Richard Dawson Band. Hans opgave som moderne skjald er ikke kun at formidle middelalderlig lyrisk epik. Det er også at få selvsamme epik til at række fra middelalderen og frem til nuet og give mening for en lytter i dag. Og det mestrer Richard Dawson på sin vis. Tydeligst måske på nummeret “Prostitue” fra det seneste album Peasant. Sangen handler om en prostitueret kvinde fra middelalderens Bryneich. Som barn blev hun solgt som slave, endte som prostitueret og stjæler til sidst en hest fra en kunde der blev kvalt i sit eget opkast (sic). I sangen hedder det: »How is it so/ A child can be bought for a year’s worth of grain?/ In this day and age/ It’s hard to explain but it happens again and again«. På finurlig vis, trækker Dawson tråden frem i tid og gør på den måde fortællingen allegorisk.

På Pavilion var det især de vilde, outrere udladninger, der fungerede bedst. Måske fordi bandet så ikke blev overdøvet af den ualmindeligt respektløse højlydte snakken i teltet. OK, der var meget tyndt besat med tilhørere, men de der var der og bandet, ikke mindst, burde måske kunne regne med en smule mere respekt?! De vilde passager var virkelig vilde! Som i galskab destilleret ned i musikalske udladninger og Dawson som beredvilligt medium. Tilsyneladende fuldstændig ubesværet glider han over i disse udbrud, som man skal opleve for rigtig at forstå, hvad der er på færde.

Imidlertid var de stille passager sværere for bandet at løfte. Der var lidt hyggelig sniksnak og Dawson der startede det hele op ved at spørge hvad vi syntes om Johnnys T-shirt? Johnny var bassisten og havde en spritny Roskilde T-shirt på. Det klappede vi selvfølgelig af og Dawson konstaterede tørt med kærlighed i øjnene: »I think it’s a cheap attempt to win your trust«, hvorefter han startede bandet op med noget, der bedst kan beskrives som en OM-meditation, intet mindre. Måske havde han også hørt Tune-Yards forleden og lært at de fælles excesser udi at løfte det transcendentale niveau skal ligge tidligt i sættet og ikke, som Tune-yards gjorde, lægge det i slutningen. Bevares, det var smukt at høre alle bandmedlemmer, bassisten Johnny (den eneste, der blev præsenteret), trommeslageren, violinisten og de to korsangere, køre den droneagtige AUM lyd, i forskellige velklingende toner, mens Dawson sang en velkomsthymne henover: »Welcome, weeeelcoooooome, welcome to our hearts and our homes«, kun overdøvet af en lille gruppe på to mænd og tre kvinder, der kævlede løs, om løst og fast, få meter fra scenen.

Så spillede de “Beggar” og Dawson bekendtgjorde bagefter, at de slet ikke var gået igang endnu. Det her var bare trailerne, som i De Niros Meet the Parents, en parallel jeg ikke helt fangede?! Og så skulle der lige stemmes lidt guitar. I øvrigt ikke den knækkede guitar Dawson er kendt for at bruge, og som efter reparationen lød så godt at den blev hans favorit. Næ en ny rød elektrisk guitar, med en dejlig ren lyd også i de udsyrede passager, hvor Dawson spiller hårdt og skramlende, lød den godt.

Og sådan gik det egentlig koncerten igennem. En sang fra middelalderen, guitarstemning, lidt sniksnak, en vild og syret passage, mere guitarstemning, et nummer der ikke lyder helt rigtig og som Dawson stopper to gange og så først, som i eventyrene, sætter i gang i tredje forsøg. Så en fødselsdagssang for bassiten Johnny og til allersidst et vindt og skævt cover af første vers af Black Sabbaths “Iron Man”! Alt sammen flot og fint og rigtig fedt i de vilde passager. Et behageligt bekendtskab som jeg hermed anbefaler hoffet til næste tabernakel, eller hvad de nu kalder deres seancer på Amalienborg! Behageligt… og meget meget mærkeligt

★★★½☆☆

Skriv et svar