Koncerter

Roskilde Festival 2018: St. Vincent, Arena

Skrevet af Jens Trapp

St.Vincent leverede art rock på højt niveau onsdag aften på Arena

St Vincent på Arena var et virkelig stramt og exceptionelt flot koreograferet show i verdensklasse. Det var ekstravagant og avantgardistisk. En kvindelig pendant til David Bowie er Annie Clark blevet kaldt, nok så meget for hendes tematisering af det androgyne, eller i hvert fald en vis nonchalance, når det kommer til spørgsmålet om køn i sin ’figur’ St. Vincent. I bedste tidsånd; hvilken betydning har det egentlig, hvilket køn du har. Måske også derfor var trommeslager og keyboardspiller i bandet formummet bag udefinerbare, svært tolkelige forklædninger.

Scenen var delt op i fire lige store podier ved siden af hinanden. Bag podierne fire kvadratiske vægge med blinkede spots. På de to podier til højre sad yderst trommeslageren, så keyboardspilleren; begge beholdt de deres forklædning på showet igennem. Så var der bassisten på næste podium, en yderst feminin japansk kvinde i stramt grønt dress. På en enorm videoskærm på bagscenen kørte en video med Annie Clark som en syret og træt kontordame. ”Sugarboy” fra Masseduction startede op og St. Vincent entrede scenen i sin stramme røde kjole, genkendelig fra coveret til Masseduction. Over skulderen hang hendes Ernie Ball Music Man Signatur guitar. Den spillede hun en syret distortet, kort solo på i slutningen af nummeret og gled direkte over i ”Los Ageles”, hvor videoen bag bandet viste Annie Clark i en let forslået udgave med udtværet makeup. I et tvedelt eksponering uddelte en hånd, med noget der lignede en mellemting mellem en boksehandske og en tehætte, slag til hendes ansigt i en close-up slow motion bevægelse. » How can anybody have you and lose you/
and not lose their mind too?«

St. Vincents ”Fear the Future” turné er nået til Danmark og Roskilde Festival. Turnéen startede i slutningen af 2017 med 35-årige Annie Clark solo, til koncerter der delte vandene; man enten hadede eller elskede det. Nu er turnéen udvidet med bandet fra hendes to seneste albums, og uden at have hørt hendes solokoncerter, gav det mening på Arena at have bandet med på scenen. Det var stadig teatralsk og kompromisløst og kunst med stort K. Det var kunst, der rakte langt ud over bare det enkelte nummer og denne ene koncert eller turné. Hun vil noget med det hun laver og det skinnede meget kraftigt igennem hele hendes tilstedevær og hendes intense nærvær på scenen. Hele St. Vincents virke synes at have et formål og en masterplan, der på en måde er med til at drive værket fremad.

»Hello Denmark, let’s have a party« sagde hun så, med en bevidst punktering af den overordnede ide og sammenhæng, for næste nummer var titelnummeret fra Masseduction hvor Masseduction rimer på massdestruction, og der på billedsiden var paddehattesky og hendes Ernie Ball guitar var skiftet ud med en sort en af slagsen. Ikke så meget party i det. Om nummeret har hun sagt på en Facebook pressekonference, at titlen er: » […] a little play on words. Mass seduction, seduction of masses, my seduction. Am I being seduced, or am I the seducer?«

Sådan fortsatte det, indimellem var der video på storskærmen, andre gange stod musikken og talte for sig selv. Der var rådnende frugter i en bowle med fluer og Annie Clarks mund i close-up med kraftig udtværet læbestift til ”Savior”. En sortklædt udklædt person kom forsigtigt og spøgelsesagtigt ind, bagom St. Vincent og gled en gul Ernie Ball guitar over hovedet på hende og til en tonstung bas, spillede hun en voldsom distortet solo og kom ned på knæene i en teatralsk rock’n’roll positur. Videoerne var syrede og eksperimenterende og visuelt superskarpe, musikken var tight og tæt med et lille rum for improvisation i den samlede koreografi. Til sidst gik St. Vincent, for første gang, ned fra podiet og stod foran bandet. Her, helt fremme på den store scene, sang hun hittet “New York”, som hun startede op med »Denmark isn’t Denmark without you, love« før hun med et lille grin startede sangen op igen med New York. Så præsenterede hun bandet, trommeslager og bassist forlod scenen og akkompagneret kun af elklaver sluttede hun hele seancen af efter 75 minutter med ”Happy Birthday, Johnny”.

En suverænt flot koncert, musikalsk såvel som billedmæssigt og tematisk. Havde det ikke været for den hjernedødt høje lyd, som overgik selv Nine Inch Nails på samme scene senere på aftenen, havde det udløst topkarakter.

★★★★★½

Skriv et svar