Koncerter

Roskilde Festival 2018: St. Vincent, Arena

Skrevet af Jens Trapp

St.Vincent leverede art rock på højt niveau onsdag aften på Arena

St Vincent på Arena var et virkelig stramt og exceptionelt flot koreograferet show i verdensklasse. Det var ekstravagant og avantgardistisk. En kvindelig pendant til David Bowie er Annie Clark blevet kaldt, nok så meget for hendes tematisering af det androgyne, eller i hvert fald en vis nonchalance, når det kommer til spørgsmålet om køn i sin ’figur’ St. Vincent. I bedste tidsånd; hvilken betydning har det egentlig, hvilket køn du har. Måske også derfor var trommeslager og keyboardspiller i bandet formummet bag udefinerbare, svært tolkelige forklædninger.

Scenen var delt op i fire lige store podier ved siden af hinanden. Bag podierne fire kvadratiske vægge med blinkede spots. På de to podier til højre sad yderst trommeslageren, så keyboardspilleren; begge beholdt de deres forklædning på showet igennem. Så var der bassisten på næste podium, en yderst feminin japansk kvinde i stramt grønt dress. På en enorm videoskærm på bagscenen kørte en video med Annie Clark som en syret og træt kontordame. ”Sugarboy” fra Masseduction startede op og St. Vincent entrede scenen i sin stramme røde kjole, genkendelig fra coveret til Masseduction. Over skulderen hang hendes Ernie Ball Music Man Signatur guitar. Den spillede hun en syret distortet, kort solo på i slutningen af nummeret og gled direkte over i ”Los Ageles”, hvor videoen bag bandet viste Annie Clark i en let forslået udgave med udtværet makeup. I et tvedelt eksponering uddelte en hånd, med noget der lignede en mellemting mellem en boksehandske og en tehætte, slag til hendes ansigt i en close-up slow motion bevægelse. » How can anybody have you and lose you/
and not lose their mind too?«

St. Vincents ”Fear the Future” turné er nået til Danmark og Roskilde Festival. Turnéen startede i slutningen af 2017 med 35-årige Annie Clark solo, til koncerter der delte vandene; man enten hadede eller elskede det. Nu er turnéen udvidet med bandet fra hendes to seneste albums, og uden at have hørt hendes solokoncerter, gav det mening på Arena at have bandet med på scenen. Det var stadig teatralsk og kompromisløst og kunst med stort K. Det var kunst, der rakte langt ud over bare det enkelte nummer og denne ene koncert eller turné. Hun vil noget med det hun laver og det skinnede meget kraftigt igennem hele hendes tilstedevær og hendes intense nærvær på scenen. Hele St. Vincents virke synes at have et formål og en masterplan, der på en måde er med til at drive værket fremad.

»Hello Denmark, let’s have a party« sagde hun så, med en bevidst punktering af den overordnede ide og sammenhæng, for næste nummer var titelnummeret fra Masseduction hvor Masseduction rimer på massdestruction, og der på billedsiden var paddehattesky og hendes Ernie Ball guitar var skiftet ud med en sort en af slagsen. Ikke så meget party i det. Om nummeret har hun sagt på en Facebook pressekonference, at titlen er: » […] a little play on words. Mass seduction, seduction of masses, my seduction. Am I being seduced, or am I the seducer?«

Sådan fortsatte det, indimellem var der video på storskærmen, andre gange stod musikken og talte for sig selv. Der var rådnende frugter i en bowle med fluer og Annie Clarks mund i close-up med kraftig udtværet læbestift til ”Savior”. En sortklædt udklædt person kom forsigtigt og spøgelsesagtigt ind, bagom St. Vincent og gled en gul Ernie Ball guitar over hovedet på hende og til en tonstung bas, spillede hun en voldsom distortet solo og kom ned på knæene i en teatralsk rock’n’roll positur. Videoerne var syrede og eksperimenterende og visuelt superskarpe, musikken var tight og tæt med et lille rum for improvisation i den samlede koreografi. Til sidst gik St. Vincent, for første gang, ned fra podiet og stod foran bandet. Her, helt fremme på den store scene, sang hun hittet “New York”, som hun startede op med »Denmark isn’t Denmark without you, love« før hun med et lille grin startede sangen op igen med New York. Så præsenterede hun bandet, trommeslager og bassist forlod scenen og akkompagneret kun af elklaver sluttede hun hele seancen af efter 75 minutter med ”Happy Birthday, Johnny”.

En suverænt flot koncert, musikalsk såvel som billedmæssigt og tematisk. Havde det ikke været for den hjernedødt høje lyd, som overgik selv Nine Inch Nails på samme scene senere på aftenen, havde det udløst topkarakter.

★★★★★½

Om skribenten

Jens Trapp

Biografi:
Picture'n'musicf-f-freak-arw-le freak, ce chic, musiker, billedkunstner...

Der er så sindsygt meget musik derude, der skal høres 😳

Her er fem (seks) albums der i hvert fald har betydet noget, på et eller andet plan:

David Bowie: Honky Dory og Ziggy Stardust plus alt det andet frem til Let's Dance
The Clash: London Calling
Elvis Costello: This Year's Model
Genesis: The Lamb Lies Down on Broadway
Pink Floyd: Wish You Were Here plus det meste af det andet de har indspillet

Op igennem tiden har jeg skamlyttet til flere albums, albums jeg stadig kan finde på at lytte til:

Led Zeppelin: lll og Physical Graffiti
Supertramp: Crime of the Century og Even in the Quietest Moment
Talking Heads: Remain in Light
Nina Hagen Band: Nina Hagen Band
PJ Harvey: Let England Shake
Thomas Dybdahl: October trilogy
Arctic Monkeys: Whatever People Say I Am, That's What I'm Not
The Strokes: Is This It
Frank Zappa: Sheik Yerbouti, Zoot Allures og Joe's Garage
Tom Waits: Swordfishtrombones og Rain Dogs
Nikolaj Nørlund: Tændstik
Nick Cave & the Bad Seeds: The Boatman's call og Henry's Dream
CV Jørgensen: Solgt til Stanglakrids, I det Muntre Hjørne og Sjælland
The Great Rock'n'Roll Swindle
U2: October
Queen: Jazz
Police: Regatta de Blanc
(Slade: Nobody's Fools Måske mere en sen barndoms- eller ungdoms faible 😉 Hvor også Not Fragile med Bachman-Turner Overdrive spillede en rolle. Det var det første rockalbum jeg hørte, i form af en gave fra en ældre pige i gaden, på kassettebånd og med Sebastian på den anden side. Sandsynligvis Blød Lykke fra samme år som Not Fragile)

Skriv et svar