Koncerter

Roskilde Festival 2018: Tan, Rising

Foto: Nanna Bernholm Nielsen
Skrevet af Signe Palsøe

Tan slipper elegant uden om 80’er-pastichefælden takket være deres aparte og underholdende sceneshow – og et ret så stort talent for håndspillet synthpop.

På sin vis er det en taknemmelig opgave at spille computerspilssynthpop i et tid, hvor soundtracket til “Stranger Things” er the bee’s knees, og alle film med Ryan Gosling er svøbt i fyldige, pastelfarvede 80’er-lydflader. På den anden side er genrens store hipness-faktor netop dens iboende fælde: Hvis et band som Tan ikke har deres melodier, håndværk og identitet på plads, forfalder projektet til at være en ikke videre interessant pastiche over en svunden tid, som er hørt mange gange før.

Dét med at have en genkendelig identitet har Tan i hvert fald helt styr på, ser man, lige så snart de to musikere betræder den efterhånden nattemørke Rising-scene. Deres to medfølgende dragqueens i cyborg-antræk og et herligt blinkende og blippende, øh, solarium er immervæk et syn, der ikke lige fortaber sig i glemslens tåger blandt de øvrige sceneshows, jeg er blevet præsenteret for gennem et efterhånden halvstort antal festivaler på Dyrskuepladsen. Det er dragende, bizart – og temmelig underholdende, ikke mindst da de to panserklædte damer efter længere tids ihærdig indsats må opgive at få proppen af en flaske magnum-champagne. Og så er det godt tænkt med et så stærkt ikke-lydligt fikspunkt til en genre, der netop gerne slår sine folder sammen med visuelle medier som film eller computerspil.

Samtidig giver sceneshowet Mathias Riis og Andreas Bengtsen ro til at rode med musikken, som da også kræver ikke så lidt opmærksomhed. Ganske vist er de diskante trommer og den pulserende synthbas præprogrammeret i backingtracket, men svulstige synthmelodier og et flot nuanceret guitarspil fremtryller de to mørke skikkelser på scenen live, mens vi på jorden rokker entusiastisk med. Lyden er fyldig og detaljeret, og – træk bare rockist-kortet – det er ret betagende at kunne følge med i så stor en del af musikkens tilblivelse direkte fra instrumenterne.

36 minutter får vi, og overraskende nok virker det som en helt passende mængde tid til at blive opslugt af bandets lydbillede og akkurat mættet. Måske netop fordi det er en lyd, vi kender så godt, og som ikke byder på de helt store overraskelser? Jeg går i hvert fald ikke fra Rising-scenen med en fornemmelse af at være gennemblæst af stærke melodier eller omfavnet af en knugende intens stemning. Men mindre kan heldigvis også gøre det – og Tans Roskilde-koncert var heldigvis en pastiche af den både interessante, underholdende og velspillede slags.

★★★½☆☆

Skriv et svar