Artikler

Roskilde Rising – Marshall Cecil: Til vores koncert må man gerne danse og græde samtidig

Foto: Niels Borup
Skrevet af Simon Freiesleben

Som optakt til bandets koncert på Roskilde Festival har vi talt med Marshall Cecil om gruppens genrebrydende og eksperimenterende elektroniske popmusik, om tankerne bag musikken og om deres forhold til festivalen.

I 2011 overværede Daniel Abraham en mesterlig koncert af PJ Harvey på Roskilde Festival, hvorefter han vendte sig mod sine kammerater og afgav et løfte.

»Jeg sagde, at jeg først ville komme tilbage på festivalen igen, når jeg blev inviteret til at spille. Og jeg har ikke været på Roskilde Festival lige siden,« fortæller han og fortsætter med et smil på læben:

»Så det er første gang i syv år, jeg skal derud. Det gør det selvfølgelig til en stor ting for mig.«

Daniel Abraham er forsanger i bandet Marshall Cecil, der også tæller trommeslager Sebastian Fibiger og producer Sophus August Tuxen. Her på Undertoner anmeldte vi tidligere i år gruppens koncert på Spot Festival til 5 flotte U’er, og vores udsendte anmelder skrev endda, at bandets alternative og overraskende brug af musikalske virkemidler stod som hans største musikalske oplevelse på festivalen.

Selvom Sophus August Tuxen og Sebastian Fibiger har været knap så afholdende med festivalbesøg som deres alvorstunge bandkammerat, så glæder de sig akkurat lige så meget til at spille på festivalen. Hvor mange ville have kriller i maven over at skulle spille på en stor festival som Roskilde, så virker Marshall Cecil til at tage udfordringen i stiv arm.

»Vores musik passer bare godt til store scener. Så på den måde laver vi ikke de store ændringer,« fortæller Sophus August Tuxen.

»Og så ved vi jo alle tre, at dem, der tager til koncerter på Rising, for det meste er ret åbne i forhold til den musik, de skal høre. Så jeg tror, at det giver en form for tryghed, at vi ved, at publikum på en måde er der for os,« supplerer Sebastian Fibiger.

»I starten snakkede vi om, at vi skulle lave sådan et kæmpe show med fyrværkeri og alverdens ting. Men vi endte faktisk med at synes, at det var vigtigere for os at få musikkens egenskab frem. Og lade den være fyrværkeri for os,« slutter Daniel Abraham af.

Eklektisk men ikke esoterisk

Det kan være svært at sætte Marshall Cecils arsenal af musikalske kanonslag og knaldperler i boks, da projektets lyd er kendetegnet ved en genrebrydende og eklektisk leg med virkemidler og udtryk. Et nummer som ”Beautiful World” er et godt eksempel. Efter en kort indledning med underliggende vokalsamples og strygere tager nummeret en drejning med et beat, der instinktivt leder tankerne henimod trap-rappens domæne for en kort stund, inden beatet foldes helt ud og tager en radikalt anderledes retning henimod et futuristisk electronica-r’n’b univers.

»Det er spændende at overraske folk. Det er også sjovt for os, at der sker noget nyt, når vi laver det,« fortæller Sophus August Tuxen, inden Daniel Abraham supplerer:

»Sangene kommer mindst lige så meget bag på os, som jeg tror, at de kommer bag på nogle af lytterne.«

De sammensatte og eksperimenterende lydbilleder kan godt tage lang tid at sætte sammen. Ifølge bandet selv kan de arbejde et sted mellem tre og seks måneder på én sang – noget de dog prøver at bryde med i forsøget på at finde en mere umiddelbar lyd. Blandt andet derfor er en af gruppens nye sange blevet til over en enkelt dag i stedet.

Adspurgt om hvilke tre ord, bandet selv ville beskrive deres musik med falder valget på henholdsvis eksperimenterende, storladen og catchy.

I har helt klart en lyd, der stikker ud på den danske musikscene. Hvis I nu skulle holde en hypotetisk musikalsk fætter-kusine fest, hvem ville så få en invitation?

»Jeg tror godt, at Yangze kunne få en invitation. Han har nogle af de samme elementer i sin måde at bruge pitchede vokaler på,« starter Daniel Abraham ud, inden Sophus August Tuxen fortsætter:

»Vi har også lyttet rigtig meget til Bisse. Han kommer også med de her udbrud, og leger med at blande genrer sammen.«

»Ja, og så har han også nogle psykotiske elementer i sin musik, som vi kan spejle os i på et nummer som ”Beatrice, X, Regine”, der starter som en ballade, men munder ud i en psykotisk rap-passage,« siger Daniel Abraham.

Artiklen fortsætter under videoen.

Kunsten at danse og græde samtidig

Marshall Cecil oplever, at folk ofte har svært ved at helt at vide, hvor de skal placere bandet henne. Måske af samme grund er de af Roskilde Festival blevet sat til at spille på Rising-scenen – der traditionelt har været rockmusikkens domæne på campingarealet – frem for på den urbane Countdown-scene.

Hvilken stemning vil I gerne skabe hos jeres lyttere?

»Eftertænksomhed. Glæde og melankoli – de skal forstås på samme tid. Når vi bliver bedt om at analysere vores egen musik i et interview som nu, så ender vi tit ved kontraster. Det er der tingene opstår. Vi prøver at ramme ned i de her dikotomier for at vise, at alting ikke skal være så sort og hvidt,« forklarer den filosofiuddannede Daniel Abraham.

Hvordan oplever I så, at publikum tager imod det, når I spiller koncert?

»Faktisk virker folk ofte ret glade efter vores koncerter, men også ret berørte. Jeg tror … Man kan tit falde i den fælde, at alt enten skal være festmusik eller melankolsk musik. Vi vil gerne være begge dele. Folk må hjertens gerne danse til vores musik,« svarer Daniel Abraham og fortsætter efter en kort kunstpause:

»Men hvis man ser på sådan nogle stammeritauler, så kan man også stå og danse helt vildt euforisk for så bagefter begynde at græde. Der må gerne ske noget lignende til vores koncerter. Man skal i det hele taget bare gøre, hvad fanden man vil til vores koncerter.«

Marshall Cecil anbefaler på Roskilde Festival

Smerz: »Dem har vi ikke fået set endnu, så det glæder vi os til.«
Spiller torsdag klokken 16.45 på Gloria
Nick Cave and the Bad Seeds: »Han er jo kun blevet mere rowdy mere årene. Hans liveshow er fuldkommen vanvittigt.«
Spiller fredag klokken 22.00 på Orange
Vince Staples: »Han formår at forene moderne og old school hiphop – og hans tekster er for vilde.«
Spiller lørdag klokken 21.30 på Apollo

Om skribenten

Simon Freiesleben

Redaktør for udenlandske plader på Undertoner
Jeg har min journalistiske opdragelse fra avisen Berlingske, men er moderat grænsesøgende i min musiksmag. Sætter pris på projekter med ambitionsniveauet til at rykke ved populærkulturens grænser. Mindre kan dog også gøre det, hvis det er catchy nok.

Fem albums, der har formet mit forhold til musik
Iggy Pop: The Idiot
Death Grips: Bottomless Pit
Nine Inch Nails: The Downward Spiral
Talking Heads: Remain In Light
Slowdive: Souvlaki

Skriv et svar