Plader

The Courettes: We Are the Courettes!

Skrevet af Jens Trapp

The Courettes punker skramlende direkte fra rockabilly garagen og ud på de internationale landeveje.

Der er noget musik, som uden tvivl vil være tæskelækkert at opleve live. Hvor energien og vildskaben rykker i den indre rock’n’roller og kaster én ud i heftig dans foran scenen, hvor man skråler højt og måske lidt halvfuldt med på omkvædene. Hoppe rundt i jeans og Chelsea boots, for så at headbange og hamre løs på sin Billy Childish Cadillac-luftguitar. Det er dog også musik, som desværre let kommer til at virke lidt søgt og anstrengt, når det bliver fastholdt på plade.

Sådan har jeg det med The Courettes, som udgav deres andet album We Are the Courettes! tidligere i år. Jeg bliver en anelse træt af deres heftige numre, men bevares, jeg tager hatten af for det høje energiniveau.

Anderledes har jeg det med de stille numre, som jeg synes fungerer langt bedre på pladen. Tag eksempelvis det helt uimodståeligt charmerende nummer ”Time Is Ticking”, der med sine spoken word-agtige mellemstykker, sit uh uh kor og sin lyd, der ligger så tæt på 60’er forbilleder som The Supremes eller The Marvelettes, at det bare smelter sammen og bliver til en lille dragende popperle. På samme måde med sangen ”Strawberry Boy”, som jeg formoder er skrevet til det dansk/brasilianske ægtepar Martin og Flavia Couri, som udgør The Courettes’, søn. Også en fin ting, hvor Flavia Couris vokal dog ikke er fuldstændig overbevisende. Sangen starter ligeledes med den her spoken word-lignende tilgang, hvilket de benytter sig af flere steder på pladen, før hun bryder ud i skønsang, der imidlertid ikke står så rent og smukt, som der lægges op til. Skal det holde til flere gennemlytninger, bliver det en kilde til let irritation.

Hendes vokal er mere til snerren og skrig, som hun nærmest vrisser frem i ”Voodoo Doll”. Og det er dét, der gør denne plade til et paradoks for mig; hendes stemme er bedst i skrig og hyl, men det er samtidig de stille numre, der fungerer bedst. Som slutnummeret ”Fool Fool Fool”. Igen en perlende, dejlig popsang med sit enkle, smukke omkvæd, hvor titlen gentages om og om igen, og sætter sig fast, så man finder sig selv syngende »Fool,fool fool/ fool, fool, fool«.

We Are the Courettes! er opfølgeren på debuten Here are the Courettes! fra 2015, som fik en pæn modtagelse. Debuten udkom 12 år efter The Raveonettes slog igennem med deres version af garagerock på albummet Chain Gang of Love, og den kunst har The Courettes så forsøgt at gøre dem efter. At de kigger ned af samme vej, betyder selvfølgelig ikke, at de skal lande samme sted. Hvor The Raveonettes dyrker noget æstetisk og meget moderne i deres tilbageskuen, så gik The Courettes mere efter det skramlede, vilde og rockabilly-agtige udtryk med et stænk af sødmefuld pop. Det landet dog også et mere forglemmeligt sted. Det virker ikke helt så fremadskuende. Mere som en forherligelse af fortiden end et forsøg på at gentænke den i nye klæder. Selvfølgelig gør The Courettes det på deres egen måde og det lykkes også langt hen ad vejen – dog med de ovennævnte forbehold.

At The Courettes’ to første albums Here are the Courettes! og We Are the Courettes! ligner hinanden så meget i både stil, lyd og cover gør ikke ubetinget noget godt for album nummer to. Begge albums er produceret af Kim Kix – en ener i dansk musikliv som med sin fandenivoldskhed og råben op har sat en væsentlig finger på The Courettes udtryk. Kim Kix’ band Powersolo og The Courettes har i øvrigt også udgivet en 7″-split sammen i 2016, hvor The Courettes spiller nummeret “Hoodoo Hop”, som også er med på We Are the Courettes!

Energiniveauet og charmen er høj og der er vitterligt nogle smukke numre på albummet. De alene ville udløse fire U’er, men som helhed lander det på tre og et halvt U. Jeg glæder mig til et tredje album fra The Courettes, men beder til, at der er en vis grad af fornyelse på det.

★★★½☆☆

Om skribenten

Jens Trapp

Biografi:
Picture'n'musicf-f-freak-arw-le freak, ce chic, musiker, billedkunstner...

Der er så sindsygt meget musik derude, der skal høres

Her er fem (seks) albums der i hvert fald har betydet noget, på et eller andet plan:

David Bowie: Honky Dory og Ziggy Stardust plus alt det andet frem til Let's Dance
The Clash: London Calling
Elvis Costello: This Year's Model
Genesis: The Lamb Lies Down on Broadway
Pink Floyd: Wish You Were Here plus det meste af det andet de har indspillet

Op igennem tiden har jeg skamlyttet til flere albums:

Led Zeppelin: lll og Physical Graffiti
Supertramp: Crime of the Century og Even in the Quietest Moment
Talking Heads: Remain in Light
Nina Hagen Band: Nina Hagen Band
PJ Harvey: Let England Shake
Thomas Dybdahl: October trilogy
Arctic Monkeys: Whatever People Say I Am, That's What I'm Not
The Strokes: Is This It
Jeff Buckley: Sketches for My Sweetheart The Drunk
Frank Zappa: Sheik Yerbouti, Zoot Allures og Joe's Garage
Tom Waits: Swordfishtrombones og Rain Dogs
Bill Callahan: Apocalypse
Nikolaj Nørlund: Tændstik
Nick Cave & the Bad Seeds: The Boatman's call og Henry's Dream
CV Jørgensen: Solgt til Stanglakrids, I det Muntre Hjørne og Sjælland
The Great Rock'n'Roll Swindle
U2: October
Queen: Jazz
Police: Regatta de Blanc
(Slade: Nobody's Fools Måske mere en sen barndoms- eller ungdoms faible 😉 Der spillede Not Fragile med Bachman-Turner Overdrive også en rolle. Det første rockalbum jeg hørte. Det var en gave fra en ældre pige i gaden, på kassettebånd og med Sebastian på den anden side. Sandsynligvis Blød Lykke fra samme år som Not Fragile. Jojo)

Skriv et svar

boeger