Plader

Young Fathers: Cocoa Sugar

Skrevet af Daniel Niebuhr

Skotske Young Fathers vil stadig en hel masse, og på Cocoa Sugar lykkedes de med det meste. Blues, gospel, hiphop, triphop og meget mere fusioneres på trioens til dato bedste skive. Den er bare alt for kort.

Cocoa Sugar er mere end bare et rapalbum, hvis det da overhovedet kan betegnes som et rapalbum. Det er et kreativt kaos, der flyder over af trip/hiphop, gospel, blues, og funk. En overvældende musikalsk seance. Og et af årets mest tumultariske og geniale samling skæringer fra de nordligste egne af de britiske øer.

Young Fathers vil i hvert fald meget nødigt sættes i bås. Det cementerede de allerede på den fire år gamle debut, Dead, og i endnu højere grad på efterfølgeren året efter, White Men Are Black Men Too. Det skal helst være lidt skørt, men også meget stilfuldt. Således også på Cocoa Sugar, hvis eneste store minus egentlig er, at den simpelthen ikke varer længe nok til at retfærdiggøre de utallige tilvalg og mange genreudforskninger. Det minder nemlig allermest om en lidt for bred palet af Young Fathers’ ressortområder i stedet for et klart defineret udtryk, og en længde på kun 36 minutter fordelt over 12 numre føles i hvert fald ikke som nok, når de sidste toner på den afsluttende “Picking You” rinder ud.

Trioens største force er imidlertid deres indbyrdes samspil, der ydermere tydeliggør det enkelte medlems styrker. Kayus Bankole snupper oftest passagerne i de højere tonelejer, Alloysious Massaquoi fungerer bedst med rap i den mere traditionelle forstand, mens Graham “G” Hastings tilføjer en markant, rå kant og intens nerve. Tilsammen skaber det en sublim symbiose, hvor vokaluniverset, der skabes, både er smukt og grimt – under og over overfladen, der udgøres af det musikalske bagtæppe.

Således bevæger vi os indledningsvist over både de mere traditionelle hiphop-kompositioner “See How” og “In My View” – begge med god brug af gospelkor – den synkoperede, pianodrevne “Fee Fi” og den mere poppede “Turn”, der gør brug af et basriff ikke helt ulig Suicides “Ghost Rider”.

Cocoa Sugar vil rigtig meget, og lykkedes heldigvis også med det meste. Det sopranfyldte kors modspil med sub-bassen; begge indkapslet i de bibelske referencer på “Lord” er eksempelvis en fantastisk komposition, hvor musikken for en gangs skyld stråler om kap med vokalerne. “Holy Ghost”s udprægede aggressivitet og Massaquois snerrende rapflow i omkvædet nærmer sig noget Kendrick Lamar’sk – ikke langt fra “King Kunta” fra To Pimp a Butterfly. Med både den og den korte, hårdtpumpende “Wire” beviser Young Fathers også, at de sagtens kan finde ud af at være meget mere direkte i deres sangskrivning.

Bedst er dog “Toy”, der er en lidt over tre minutter lang, højintens og tribal eskapade udi det voyueristiske, mens Hastings fremstammer »Lover, lover / We had a flutter / Now I make you shudder / I wonder if you ever think of me / Watching from the cupboard«.

Det kan gå alle veje med Young Fathers, og selvom de stadig er et stykke fra egentlig stjernestatus, er de stadig et af Storbritanniens mest interessante og spændende navne – det beviser Cocoa Sugar nu engang meget godt.

★★★★★☆

Skriv et svar