Plader

Ane Brun: Live at Berwaldhallen

Den norske sangerinde Ane Brun har indspillet sammen med Sveriges Radios Symfoniorkester og på papiret lyder det som oplagt ide at parre et stort orkester med en storladen og til tider teatralsk stemme. Desværre forbliver samarbejdet delvist uforløst og resultatet en smule trættende.

Ane Brun er en yderst produktiv sanger og sangskriver. Siden gennembruddet i 2003 med Spending Time with Morgan har hun udgivet hele 14 albums, deriblandt fire livealbums, hvoraf Live at Berwaldhallen er det fjerde. Det er forholdsvis mange, og man må således også forvente, at Brun er velbevandret udi kunsten af skrue et sådant professionelt sammen. Især når det kommer til, hvordan man bedst får præsenteret den stemme, man nu er udstyret med. For hvis musikere som Kate Bush, Beth Gibbons, Björk og Anohni – alle tilhørende Foreningen af Alternative Stemmer, som Brun ligeledes må siges at være medlem af – kan formidle egne og andres sange og tekster live på plade med et tilfredsstillende resultat, så må man formode, at Brun også er i stand til det.

Og på Live at Berwaldhallen er stemmen naturligvis i centrum, da Brun har en stor stemme. Eller har hun? En stemme har hun i hvert fald, men om den er stor, er faktisk lidt svært at bedømme. På den ene side synger hun nemlig helt enormt storladent; som når en påfuglehan folder sin hale ud, folder Brun sin stemme ud i voldsomme, langtrukne toner og vilde, dramatiske fraseringer. Det høres eksempelvis på numre som ”Sonnet 138: When My Love Swears That He Is Made of Truth”, hvor sidste halvdel af nummeret mestendels består netop fraseringer, uden tekst. Eller på ”The Opening”, hvor ordene forsvinder i bølgerne af stemmens lyd. Det er muligvis højt, men er det godt? Ikke specielt. Kraftfuld, jovist, men det er virkelig ikke altid positivt.

For når man først har fået sagt kraftfuldt, så må man på den anden side også sige, at hendes stemme ofte virker underligt lille. Til tider er det helt sikkert, fordi den drukner i bombastisk musik – ”One” er et glimrende eksempel på dette. Men musikken er ikke udelukkende at bebrejde, for der er masser af stille øjeblikke, som på ”What’s Happening with You and Him”, hvor hendes stemme nærmest lyder skrøbelig. Men ikke skrøbelig fordi teksten lægger op til det; bare skrøbelig med frygt for at knække. Og når hun på ”Virvelvind” synger »Ingenting kan stoppe meg/ Vi er frie« lyder det decideret skingert, og det er synd, fordi den ellers simple, men livsbekræftende tekst om kærlighed til livet drukner i påfuglefjer.

Problemet er måske, at Brun ikke er specielt god live – i hvert fald ikke på denne plade. Lytter man til de originalt indspillede sange, lyder hun langt mere harmonisk og, ja, nedtonet. Og det klæder hendes stemme, og dertil sangene, ikke at blive udbasuneret på den måde, som de gør på dette livealbum.

Man kunne i et provokerende øjeblik komme til at kalde hende for en musikalsk distanceblænder; på afstand lyder det jo flot, nærmest teatralsk, og helt sikkert storslået, men lytter man ordentligt efter, lyder det faktisk ikke særlig rent eller for den sags skyld interessant. Det hele lyder lidt ensformigt, og det skyldes især, at Brun ikke virker særlig interesseret i at udforske andet end sin egen stemme og brugen af denne. Pladens anden halvdel, udover ”Directions” og måske ”To Let Myself Go”, lyder stort set ens. ”The Light From One”, ”Black Notebook”, ”This Voice” og den ellers så fine ”Undertow” bliver alle kørt igennem samme musikalske mølle, hvis tema må være, at et helt symfoniorkester stort set ikke får lov at tilføje noget til festen. Det forbliver kontrolleret – kun stemmen får lov at folde sig tilnærmelsesvis ud – og det er ærgerligt, når man nu har valgt at lade sig musikalsk understøtte af så mange instrumenter.

Og så er coverversionen af ”Halo” altså et billigt trick. Når man nu har et forholdsvis stort bagkatalog af selvskrevet materiale, som Brun har, hvorfor vælger man så ikke at skrue lidt ned for cover-numrene og op for originalerne? Desuden lyder den her fortolkning ikke specielt godt. Stemmen er igen mærkeligt adskilt fra teksten, som herved mister sin betydning. »Everywhere I’m looking now/ I’m surrounded by your embrace,« lyder den lyriske optakt til det store, følelsesladede omkvæd på Beyoncés originalindspilning, som i Bruns fortolkning fuldstændig mister pusten. Det bliver ligegyldigt, hvilket man må formode, ikke var meningen.

Men det er ikke kun stemmens skyld, at pladen er lidt af en skuffelse. Faktisk er det mest hendes evner som formidler, den er gal med, for Brun er ikke særlig god til at formidle de sange og de tekster, hun synger. Filmen knækker fuldstændig, og for mit vedkommende definitivt, da vi når til ”Jóga”, almindeligvis kendt som et af Björks store numre. Den fine tekst – en ode til en ven, til Island, til kærligheden – drukner i Bruns udgave fuldstændigt i malplaceret patos og pompøsitet. Hendes stemme fylder simpelthen så meget, at den ganske effektivt afskærer lytteren fra nogen form for emotionel forbindelse til teksten. Det er ikke godt, og man ser sig nødsaget til straks at sætte den originale udgave på, hvilket virkelig ikke er noget kompliment til Brun. Og inden man begynder at himle op om, at den originale jo er Björks egen sang og derfor ikke kan sammenlignes med en coverudgave, så skal det lige siges, at Björk faktisk heller ikke har skrevet teksten til ”Jóga”. Hun er også ”kun” en formidler. Bare en bedre formidler.

Når alt dette så er sagt, så er der dog bestemt også ting, der fungerer. Numre som ”Shape of a Heart” brager derudaf med pomp og pragt – violiner, trompeter, trommer, koklokke – og lyder faktisk bedre end den gør på albummet When I’m Free fra 2015, hvor nummeret er hentet fra. Det klæder sangen at få et et bombastisk lydtæppe lagt under sig, så man rigtig kan mærke den skæve, utraditionelle komposition, som nummeret har. Også ”Lamento Della Ninfa/Oh Love”, Bruns fortolkning af den italienske barokkomponist Claudio Monteverdis vokalstykke ”Lamento Della Ninfa” (som oversat betyder ”Nymfens Klagesang”) er et interessant stykke musik. Nummeret åbner sig med smukt klaverspil og yndefulde violiner, og her komplimenterer Bruns stemme fint den højtidelighed, som kendetegner barokmusik. Faktisk er hun nok bedst, når hun netop giver sig hen til det overdådige og sentimentale, hvilket også omfatter hendes udgave af ”Alfonsina y el Mar” – ”Alfonsina og Havet” – en argentinsk samba komponeret af Ariel Ramírez med tekst af Félix Luna. Sangen er en hyldest til den argentinske poet Alfonsina Storni, som endte sit turbulente liv ved at drukne sig selv ved La Perla-stranden udfor byen Mar del Plata. Og der skal sin kvinde til at formidle en sådan historie, hvor en forståelse for det sentimentale og det tragiske er helt essentielt. Her er Brun i sit es, og de spanske fraser flyder flot og medrivende ud igennem hendes læber. Det er storladent på den helt rigtige måde.

Desværre formår disse få musikalske perler ikke at redde det overordnede indtryk, og man sidder tilbage med en følelse af et mestendels uudnyttet symfoniorkester og en sangerinde med for højt til loftet. Resultatet er en lettere kedelig plade med fortrinsvis overfortolkede numre, der i sit forsøg på teknisk at imponere ikke rigtig formår at gribe lytteren. Det er ikke særligt spændende. Måske skulle man bare have været der.

★★★☆☆☆

Om skribenten

Laura C. F. Petersen

Biografi:

30+ fynbo med rødder i den italienske muld. Har brugt de sidste 7 år på at bo og arbejde i London, men vender nu tilbage til København med blod på tanden og lyn i øjnene. Cand.mag. i engelsk og svært glad for at korsstingsbrodere.

Fem favoritalbums:

Manic Street Preachers: The Holy Bible

Interpol: Turn On The Bright Lights

Placebo: Without You I'm Nothing

Massive Attack: Mezzanine

The Cure: Disintegration

Skriv et svar