Plader

Body/Head: The Switch

Tidligere støjdronning i Sonic Youth, Kim Gordon, har sammen med Bill Nace udgivet Body/Head´s bedste plade til dato. Pladen hedder The Switch, men burde hedde ”Støj på 100 måder”.

Jeg har efterhånden nævnt det helgenkårede støjrockband Sonic Youth et utal af gange. Mit første bidrag til nærværende hjemmeside var en artikel om Sonic Youths klassiske album fra 1995, Washing Machine. Derudover har jeg anmeldt musik af Thurston Moore, interviewet Lee Ranaldo og generelt bare omtalt bandet, når det har været muligt. Jeg ved, at der er andre af mine kollegaer på Undertoner, der ligeledes deler min begejstring for gruppen og dens medlemmers øvrige virke. Det er da også et nærmest uudtømmeligt emne, når man først har fået skrabet lidt i overfladen. Thurston Moore, Lee Ranaldo, Kim Gordon og Steve Shelley fortsætter nemlig med at være uhyre produktive.

Nu skal Undertoners spalteplads denne gang dedikeres til Kim Gordon. Basist og vokalist i Sonic Youth, samt Thurston Moores tidligere hustru gennem det meste af bandets historie. Fra de startede i 1981 til de lukkede butikken, på grund af skilsmissen, i 2011, var Kim Gordon en uundværlig del af bandet. Selvom fokus tit og ofte er faldet på Thurston Moore og Lee Ranaldo, så ville bandet ingenlunde have været det, som det var, hvis ikke Gordon også havde huseret i konstellationen. Nu huserer hun så i projektet Body/Head, hvor hendes partner in crime nu er Bill Nace.

Nu har Kim Gordon og Bill Nace så udgivet deres tredje album, The Switch. Jeg vil allerede nu driste mig til at sige, at det også er duoens bedste. Selvom det er endnu en rejse ind i den æstetik, som medlemmerne af Sonic Youth findyrkerede og raffinerede, nemlig støjens æstetik, så er det ikke bare et genhør med fordums meritter. Det er dermed endnu en afsøgning af støjens udtryk og dens sanselige egenskaber. Enten kan man lide støj, eller så kan man ikke. Men der er selvfølgelig også dygtig støj og dårlig støj.

The Switch er udkommet på Matador Records, et amerikansk indieselskab, der nok er for nullerne, hvad Sub Pop var for halvfemserne. Albummet rummer kun fem numre, men tikker tidsmæssigt i mål med en spilletid på ca. 40 minutter. Åbningsnummeret ”Last Time” starter pladen ud med lyden af elektriske guitarer, der knitrer og vibrerer, nærmest i en støvet og grumset country-stemning. Dette understreges i særdeleshed ved deres brug af sliderør på de elektriske strenge. Det er meget stemningsmættet og sætter en særlig skrøbelig tilgang til støjens potentiale.

”You Don’t Need” er måske lidt mere i retning af Sonic Youth distortede og feedende guitarer, men det trækkes alligevel i en anden retning. Tonernes resonans og støjende repetition lyder mere som en afart af de seneste plader fra drone-legenderne Earth med Dylan Carlson som bagmand. Uden at være lige så tungt som Earth, så gør mikset af en mere heavy-orienteret tradition sig glimrende sammen med de mere punkede og no wavede indslag.

Netop den tungere tradition bliver fremelsket en smule på ”In The Dark Room”, hvor guitarernes makkerskab lukkes mere inde. Her får Gordon og Nace opdyrket et buldrende støjinferno, der mest af alt lyder, som om det spilles i gammelt stålvalseværk. Her trækkes herligheden dog også i en retning af selve subgenren noise. Yderligere lag kan dissekeres i nummeret ”Change My Brain”, der ret så noise-dyrkende skaber forskellige lydspor. Det vil sige, at der nedenunder den vibrerende og pulserende helhed slumrer en okkult og gotisk stemning.

Støjrosinen i støjpølseenden er ”Reverse Hand”, der starter ud som lyden af en Apollo-raket, der sendes i kredsløb. Bedst som man tænker, at der ikke kan stikkes i flere støjende retninger, så gør Gordon og Nace netop det. En art mellemsektion i nummeret giver en støjrocket version af dungeon synth, en genre, der har givet Burzum deres specielle, minimalistiske lyd.

Jeg har nu på blot fem numre fået præsenteret en stor del af de genrer, som udforsker støjens potentiale. Støj er som tidligere nævnt ikke bare støj. Der er væsentlige fænomenologiske forskelle, altså sanselige erkendelsesforskelle i forhold til opfattelsen af støj. Og hvis man anskuer The Switch fænomologisk, så rummer den flere forskellige sanselige forskelligheder. Dette skal forstås som en stor ros. At to musikere på så afgrænset et format, som albumformatet er, kan give utallige nuancer til ét musikalsk emne, er simpelthen fabelagtigt.

Hvis man sidder og undrer sig over, at jeg ikke har omtalt vokalen, så er det fordi, det er mit sidste argument i forbindelse med karaktergivelsen. Kim Gordons vokal kan noget helt bestemt, særligt når hun modent kælende kaster sig ud i skingre amazonehyl. På denne plade lyder hendes stemme oftest mere tør og messende end skinger. Dette viser en positiv flersidighed af hendes vokal. Kim Gordon, du er simpelthen for vild!

★★★★★★

Skriv et svar