Plader

Cowboy Junkies: All That Reckoning

Skrevet af Jens Trapp

Cowboy Junkies seneste udgivelse, All That Reckoning, er en finpudsning af den særlige, støvede lyd, som gruppen efterhånden har turneret landevejene tynde i godt og vel 30 år med.

Skulle man være så heldig at være i besiddelse af et lækkert, knitrende lejrbål med skoldhed, begsort kaffe fra en gammel bulet kande, der står i ilden og en guitar ligger skødesløst henslængt op ad en saddel, mens solen forsvinder bag imaginære bjerge – ja, så er All That Reckoning det perfekte soundtrack. Det er melankolsk, eftertænksomt og hulens fængende på sin egen træge, næsten søvndyssende måde. Det er nat over prærien, og stjerner der funkler og blinker. Cowboy Junkies lever på deres 16. studiealbum endnu en gang op til deres navn med cowboy stemning, så det næsten gør ondt. Er man i det humør, er det uhyggeligt vederkvægende og ren balsam for sjælen med netop den slæbende og lavmælte lyd, vi kender fra junkierne, når de er bedst samt tekster, der vidner om levet liv og noget på hjerte.

Det er 30 år siden Cowboy Junkies udgav deres banebrydende værk The Trinity Sessions, indspillet i Trinity kirken i hjembyen Toronto, Canada, ved hjælp af bare én ambisonic mikrofon, på et tidspunkt hvor synthpop var det, der solgte plader. Der var et par covers af blandt andre Velvet Underground og Hank Williams, et par traditionals og så deres egne numre. Guitaristen Michael Timmins blev hurtigt bandets primære sangskriver, og på All That Reckoning er det da også ham, der står for sangskrivningen, selvom fem af numrene dog er skrevet i samarbejde med bassist Alan Anton.

De to, Michael Timmins og Alan Anton, har kendt hinanden siden de gik i børnehave sammen i Toronto. I deres ungdomsår spillede de sammen i et par eksperimenterende bands i New York og London, før de fandt sammen med Michael Timmins’ yngre søskende Peter Timmins på trommer samt Margo Timmins på sang og blev til Cowboy Junkies. Siden har de ikke haft hverken udskiftninger, fyringer eller opløsninger af bandet. Tværtimod opleves de på All That Reckoning fuldt ud så vitale som tidligere og i dén grad med noget på hjerte. Således giver titlen på albummet rigtig god mening, idet der på sin vis gøres status på livet, som det folder sig ud både for bandet og sangskriver Michael Timmins, såvel som på det politiske plan. Flere sange handler om, eller beskriver det at frygte noget. Om det siger Michael Timmins: »It is the oldest tactic in the playbook of social control. Create a culture of fear and then begin to manipulate that fear to distract, divert and divide. Unfortunately, the end result is that fear usually turns to hate and hate is a human emotion that is impossible to predict and control.« Det handler blandt andet sangen “The Things We Do to Each Other” om, som Evan Cameron har sat billeder til.

Der er også frygten for at miste den man elsker, som i titelsangen, der kommer i to udgaver på albummet. Først som en halvakustisk, afdæmpet albumåbner med en lurende stemning af uhygge og siden som en elektrisk udladning i slutningen af albummet. »I’d wake with my heart so full of you / And then I found this bed was poison«, synger Margo Timmins lavmælt insisterende. Andet nummer ”When We Arrive” åbner med ordene »Welcome to the age of disillusion.« I øvrigt en sætning Michael Timmins har haft stående i sin notesbog igennem flere år, men først nu har fundet anvendelse for. Der er med andre ord lagt i ovnen til en omgang selvransagelse på et plan, hvor man fornemmer, at det betyder noget for bandet.

Også den gamle poet og mystiker William Blake er taget til indtægt som inspiration for Michael Timmins. Det er især numrene “Mountain Stream” og “Missing Children”, som er inspireret af henholdsvis digtene “The Angel” og “The Tyger”, hvilket fungerer overraskende godt og syr en tråd fra Blakes 1700-tals poesi til nutiden. Det guitarrockende “Missing Children” handler om forsvundne børn og politik: »You only see them briefly/ Perhaps just one edition/ Their end-of-year photo stares out / You only see them briefly/ And it’s muggin’ politicians/ Cock-eyed, their faces stare out« og i broen synger Margo Timmins to vers af det oprindelige digt af Blake.

All That Reckoning finpudser Cowboy Junkies endnu en gang den helt særegent lavmælte og støvede lyd, som de, helt fra starten af, har fremelsket og benyttet sig af. Det er roots musik med vægten lagt på alt country eller americana med den signifikante Cowboy Junkies lyd og med noget på hjerte. Det er så velspillet, at det er en fryd, og teksterne i sig selv kunne stå som små fortællinger over livet i det 21. århundrede.

★★★★½☆

Skriv et svar