Singlr

Fredagssinglr: Aphex Twin – T69 Collapse

Foto: Weirdcore.
Skrevet af Joakim Dalmar

Aphex Twin er tilbage med et meta-belagt lydspor, som hånd i hånd med VJ-kunstneren, Weirdcore, får Google Maps til at ryge DMT.

Det er utrolig overvældende, hvad vi er nået til i den elektroniske musikgenre, hvad kompleksitet og abstraktionsniveau angår – specielt når der snakkes om Aphex Twin og hans bedrifter. Den seneste udgivelse i 2016 ”Cheetah EP” var en EP fyldt med hårdtslående stortrommer og basgange, der gik i rundkreds – og går vi tilbage til 2014, udkom fuldlængdealbummet ”Syro”, som indeholdt nøje udvalgte breakbeats og en melodisk side af Aphex Twin, som ikke var hørt før. Nu er han tilbage med ny single “T69 Collapse”, der er det første udkast fra hans kommende EP, Collapse EP. I den her omgang virker det dog til, at irske Richard David James går tilbage til rødderne, hvor han selvfølgelig på samme tid, som den lydpioner han er, formår at skubbe grænserne for, hvordan lyd kan lyde og være.

“T69 Collapse” virker som en hybrid mellem ”Syro” og ”Hangable Auto Bulb”, som blev udgivet under aliasset AFX. Med trommerytmer, der lever sit helt eget liv med temposkift og ”glitches”, som man kender Aphex Twin bedst for, bevæger han sig hen mod et melodisk univers, der vægter mere på lydsport, end ”normalt”. Det er klart det mest detaljerede synth-landskab, der er kommet fra Aphex Twin – både melodisk, men også lydstrukturen for de utallige synthesizers er på et helt andet niveau. Det er lidt som, at hvis de havde lyst, kunne de kravle ud af mine høretelefoner.

Musikken står ikke for sig selv – Weirdcore, som bl.a. også har stået for visuals til M.I.A. og Oneohtrix Point Never, har skabt et forrygende, og på samme tid, uhyggelig visualisering af noget, der ligner Google Maps på DMT. Lige som det er ekstremt detaljeret og bevæger sig rundt i det ukendte for øjet, står det også utrolig skarpt, som om man forstår det hele.

Som skrevet før, får vi det bedste fra de to verdener, som Aphex Twin bevæger sig bedst rundt i; ambient- og IDM-verdenen. Til start kan vi hurtigt genkende lyden af Aphex Twins rytmemønstre, der indeholder tunge, men korte trommesamples, der bliver udnyttet af effekter som rytmegentagelser og rumklang, der fungerer som et endnu et lag til hele trommemaskine-sortimentet. Midtvejs er der et breakdown, som i min optik forstærker ens nysgerrighed for EP’en en hel del. Specielt pga. den beroligende pad, som trækker den gæve Aphex-fan tilbage til første gang, man lyttede til Selected Ambient Works 85-92.

Det bliver spændende at høre, hvad Aphex Twin har at byde på den her gang. En ting er i hvert fald sikkert – det bliver ikke kedeligt.

Leave a Reply