Koncerter

Haven 2018: Arcade Fire, Meadow

Skrevet af Signe Palsøe

Arcade Fire var tilbage på dansk jord uden at have udgivet nyt materiale eller pillet videre ved setlisten siden sidste års Roskilde-koncert. Var det forudsigeligt? Måske. Var det kedeligt? Alt andet.

Indrømmet, jeg syntes i udgangspunktet, det var lidt dovent af Arcade Fire at omdøbe sidste års “Infinite Content”-turne til “Everything Now Continued” og så ellers bare tage en festivalrunde mere denne sommer. Setlisten så ikke ud til at have ændret sig synderligt siden bandets Roskilde-koncert sidste år, gruppen har ingen nye sange i porteføljen, og heller ikke det visuelle setup så der ud til at være pillet ved. Er det ikke kun rockdinosaurer med lavvande i både den kreative kilde og pengepungen, der foretager sådan et move?

Det spørgsmål fik jeg aldrig rigtig besvaret fredag aften – vistnok fordi interessen temmelig hurtig forsvandt, da Arcade Fire først var kommet på scenen. Setlisten havde fået sig en rystetur siden Roskilde sidste år, og ser man bort fra, at “Everything Now” åbnede med sit iørefaldende, højtsvungne synthtema, faldt sættets musik i langt højere grad i grupper af numre, der også hører sammen på plade.

Det betød, at vi hurtigt var ude i en Funeral-etape bestående af “Neighborhood #3 (Power Out)”, “Rebellion (Lies)” og “Neighborhood #2 (Laika)” – ikke overraskende en rimelig effektiv tretrinsraket at lægge fra kaj med, hvis man gerne vil have sit publikums opmærksomhed. Til gengæld var jeg faktisk en smule overrasket over, hvor godt publikum var bekendt med langt det meste af materialet på aftenens spiseseddel. Der har dårligt været en drøbel på Refshaleøen, der ikke dirrede voldsomt under udslyngningen af et »Alexander! Older brother!,« »We used to wait for it!« eller et af de utallige »lååå«’er til det oplagte ekstranummer i “Wake Up”. Ja, hele koncerten havde nærmest karakter af én stor fællessang og -dans, og der var nærmest ikke et øjeblik, hvor det ikke syntes bydende nødvendigt at rette sin fulde opmærksomhed fremad.

Og det manglede da også bare, for Arcade Fire leverede selvfølgelig samme overlegent professionelle seance fra scenekanten, som man efterhånden er forvent med. Allerede i første nummer var Win Butler naturligvis nede at rode rundt på scenegulvet i en epileptisk ekstase, og bror Win styrede slagets gang fra en plads oven på sin monitor, solidt bakket op af Régine Chassagnes gudsbenådede vokalstykker, der selvfølgelig var den perfekte kontrast, ikke mindst i indslag som “Sprawll II (Mountains Beyond Mountains)”. Ja, den fik vi selvfølgelig, og derudover “We Used to Wait”, “The Suburbs” og “Ready to Start” fra Suburbs-pladen, for intet mindre end en best of-setliste kunne vel gøre det. Kun lidt overraskende var Neon Bible slet ikke repræsenteret fredag aften, men den kunne man nu nok undvære. De numre er alligevel lige en kende mere i kulkælderen end stoffet, der var hevet frem fra gemmerne i dagens anledning.

Og kulkælderen var vel egentlig det eneste sted, vi ikke kom hen gennem fredagens orgie af fællessang, keytarer, tamburiner og helt suveræne melodier. Ja, måske er Arcade Fire blevet nogle rockdinosaurer uden så mange nye esser i ærmet, men metaltræthed er der sgutte noget, der hedder. Holder bandet niveau som fredag aften, får de lov at hvile sig på deres divan polstret med indierock-nyklassikere lidt endnu, uden at vi foran scenen tager nogen form for anstød. Keep the car running, eller hvad man nu siger, det var sgu en fornøjelse.

★★★★★☆

Fotos: Daniel Nielsen/FrozenPanda.com

Leave a Reply