Koncerter

Haven 2018: Brockhampton, Mindfield

Skrevet af Niklas Kiær

Internetfænomenet og det selvbestaltede boyband Brockhampton fik rusket godt op i indie-publikummet på Haven Festival og viste eksempler på deres store potentiale.

»You are now watching the greatest boyband in the motherfucking world.« Brockhampton var ikke kommet ydmyge til Refshaleøen og gudskelov for det! Det ekstremt produktive Texas-baserede band leverede et brag af en koncert, hvor der både var plads til de stærke følelser og en smittende energi.

Siden bandleder Kevin Abstract skrev på et Kanye-fanforum, om nogen ville lave et band med ham, er det gået stærkt for Brockhampton. Med fire udgivelser på to år har de arbejdet sig ind i rampelyset, hvor det efterfølgende heller ikke er gået stille for sig. Efter at have fået en millionkontrakt tidligere på året måtte gruppen aflyse deres turné – de havde smidt medlemmet Ameer Vann ud, da det var kommet frem, at han havde begået overgreb mod sin daværende kæreste. Efterfølgende udskød de udgivelsen af deres kommende album, men det varede alligevel ikke længe, før de drog på en ny turné og begyndte at udgive nye singler op mod udgivelsen af den kommende plade, The Best Years of Our Lives.

Det var dog ikke på nogen måde en mærket samling af rappere og sangere, der var mødt op ved den københavnske havnefront fredag aften. Hoppende kom de ind på scenen i matchende hvide T-shirts og gik straks i gang med “1998 Truman”, en af deres tre udgivne singler fra i år. Publikummet, der for et øjeblik siden stod og svajede saligt til Dirty Projectors, var som forvandlet. Med introduktionen af en moshpit og klassiske rap-opfordringer om at smide hænderne i vejret tog det selvbenævnte boyband Haven med storm. Særligt under “Sweet” og “Gold” var energien fuldstændigt elektrisk, og indie-publikummet fik kombineret moshpit med crowdsurfing og en konstant hoppen.

Omkring halvvejs igennem koncerten tog publikum en lille pause, og under en tre-fire numre virkede bandet til at være i fare for, at koncerten ville glide fra dem en smule. De svarede dog perfekt tilbage med god variation mod koncertens afslutning, hvor nogle af gruppens mindre eksponerede medlemmer som Merlyn Wood og Ciaran “Bearface” McDonald fik plads alene på scenen. Netop den inkluderende kemi er en af Brockhamptons stærkeste egenskaber som live act. På mange måder er det svært ikke at sammenligne dem med Odd Future, men Brockhampton virker som et mere homogent og harmonisk fællesskab.

På mange måder er Brockhampton et ekstremt tidstypisk eksperiment. Deres insisteren på at blive kaldt boyband virker på overfladen ironisk, men i virkeligheden er de måske netop det perfekte boyband anno 2018. De er en del af en generation, der ikke går op i genreopdelinger, og det afspejles i deres musik, der byder på lige dele introspektiv refleksion og udadvendt aggression i passende portioner. Med en dokumentarserie fra Vice og en næsten sygeligt dedikeret internet fandom kunne man frygte, at Brockhampton ville forsvinde i deres egen hype, men hvert enkelt medlem er så dygtigt og alsidigt, at konstellationen tilsammen efterlader et virkelig stærkt indtryk. På den måde er potentialet for samarbejdet større end for Odd Future, der altid var mere legeplads og startskud for Tyler, Earl og Frank end en fokuseret musikgruppe.

Jeg er i hvert fald overbevist. Brockhampton er det bedste boyband derude p.t.

★★★★★☆

Fotos: Daniel Nielsen/FrozenPanda.com

Om skribenten

Niklas Kiær

Skriv et svar