Koncerter

Haven 2018: Jenny Lewis, Mindfield

Skrevet af Signe Palsøe

Lewis & band leverede velarrangeret countrypop fra et sirligt pastelfarvet setup på scenen. Det var både gennemført og iørefaldende, men savnede måske lige en snert af personlighed.

»Wow, this is just perfect,« siger Jenny Lewis mod afslutningen af sin koncert og slår med hånden ud mod havet. Ja, rammerne på Haven er kønne, især nu hvor solen er brudt igennem, og den hidsige sidevind efterhånden er begyndt at lægge sig. Men opsætningen oppe hos Lewis selv er nu også ganske tjekket. Den lille Mindfield-scene flyder over af gammeldags telefoner, tacky figurine-lamper uden skærm og mexicanske vævede tæpper. Skulle det ikke være nok til mentalt at bringe os til sydstaterne, hjælper Lewis os på vej ved at vifte os om næsten med de flagrende frynseærmer på sin pragtfulde dragt, der signalerer lige dele Dolly Parton-kostume og overskudsmateriale fra en My Little Pony-parade.

Scenen er dermed sat for en koncert med afsæt i country med et quirky twist, som da Lewis under den indledende “Head Underwater” koket synger ned i sine mange telefoner på skift. Siden finder hun op forrest på scenen og gør sit fem mand høje band selskab med en drøm af en regnbuefarvet akustisk guitar. Bandet lader dog ikke noget tilbage at ønske på den visuelle front og scorer temmelig højt på nuttethedsskalaen med deres pastelfarvede instrumenter og briller og koncentrerede, lidt alvorlige miner.

Med andre ord er der ikke en finger at sætte på udtrykket, da Lewis og band arbejder sig gennem en sætliste med nedslag fordelt ligeligt i hele bagkataloget. De fem medmusikanter byder ind med sirlige korarrangementer på numre fra især Rabbit Fur Coat-pladen, hvis oprindelige gospellyd ikke sådan lige er til at genskabe på en scene. Andre steder finder en violin eller måske en ivrig tamburin vej til musikkens forgrund og sikrer en lyd, der er varieret og som regel temmelig voluminøs.

Det er heldigt, viser det sig, da sættets eneste stille nummer, den lejrbålsbluesede “Happy”, afslører, at knevren går lystigt blandt flokken foran scenen. Her ville det være helt på sin plads med en kort svada om dårlig koncertopdragelse og en henstilling til at knytte kaje under lørdagens koncerter. Ikke desto mindre virkede publikums snak symptomatisk for det, der manglede ved Lewis’ ellers veltilrettelagte, varierede og elegant opsatte koncert: lidt mere sjæl, kant, måske en af de gode røverhistorie, der netop klæder americana-genrerne så godt og skaber stærk kontakt til os på jorden.

Bevares, mindre kan gøre det, og Lewis & band kom langt med deres flot arrangerede countrypop og et visuelt setup, der ikke var til at sætte en finger på. Så måtte sidemanden byde ind med historien fra de varme lande.

★★★★☆☆

Fotos: Daniel Nielsen/FrozenPanda.com

Skriv et svar