Koncerter

Haven 2018: Jlin, Mindfield

Skrevet af Niklas Kiær

Trods umulige odds sparkede Jlin lørdag Haven Festival i gang med et dystopisk brag, hvor kun hendes egen irritation og et manglende visuelt element afholdt hende fra fuld plade.

Fotos: Thorsten Iversen

Der er bare noget iboende problematisk ved at booke hård elektronisk musik til en koncert 13.30. Jeg har efterhånden oplevet det en håndfuld gange, og hver gang har det været urimelige odds for musikeren. Dette blev også tilfældet for Jlin, der ellers var mødt op med et af de stærkeste sets, jeg har hørt i lang tid.

Hun virkede også tydeligt irriteret ved koncertens start. Fremmødet var decideret pinligt – jeg stod med omkring 20 andre mennesker ved koncertens start, mens resten af festivalen vandrede til Ikea-fest og bordtennis. Argh. Det var samtidig virkelig svært at hive noget visuelt ud af koncerten, da Jlin primært stod og vuggede på stedet, mens hun kun løftede de store solbriller for at se på sin computerskærm. Man kunne godt have ønsket sig en visuel pendant til musikken eller et kamera over hendes setup, så man kunne se, hvad hun egentlig lavede bag håndklædet, der dækkede over computeren og et eller andet elektronisk instrument.

Heldigvis viste alt dette sig at være mere eller mindre underordnet. For selvom Jlin ikke var kommet for at vise sin taknemmelighed, så manglede der absolut ikke hverken professionalisme eller format i selve musikken. Uden nogen form for introduktion satte hun gang i “Guantanamo” fra Dark Energy – en paranoid, dystopisk sammensætning af mellemøstlige instrumenter, vokalsamples fra horrorfilm og tung footwork, der bliver indledt af ordene: »You don’t want to hurt anyone? But I do. And I’m sorry.«

Resten af koncerten, der primært bød på numre fra føromtalte Dark Energy og sidste års Black Origami, fortsatte i samme kompromisløse stil, hvor fløjte, stammetrommer, spansk guitar, keltisk korsang og xylofon indgår i det futuristiske mareridt, som Jlins musik tilsyneladende udtrykker. Særligt “1%” og “Nyiakunya Rise” var fuldstændigt overvældende i deres insisterende paranoia, og mine nakkemuskler var på en hård opgave koncerten igennem. Og på trods af det sparsomme fremmøde, så var det en fornøjelse at spejde udover publikum og se nogle i ustoppelig dans, andre stillestående med lukkede øjne og en enkelt familiefar med sin dreng, der gik fuldstændigt amok i karatedans.

Som koncerten langsomt skred frem, fremstod Jlin mindre irriteret, og hun virkede næsten til at smile undervejs. Efter en næsten houset afslutning på et varierende, levende og dybt imponerende set kom hun endelig ud fra sit podium for at give os et hurtigt farvelnik med håndfladerne presset mod hinanden. Det taknemmelige publikum fik dog hujet og klappet så meget, at hun blev tydeligt berørt og fik givet os et par generte smil under et par ekstra buk. Da hun endelig forlod scenen, stod jeg revitaliseret tilbage, klar til en ny festivaldag, men ærgerlig over, hvor få festivalgæster der fik fornøjelsen af Jlin lørdag eftermiddag.

★★★★★☆

Om skribenten

Niklas Kiær

Skriv et svar