Koncerter

Haven 2018: Liima, Værket

Skrevet af Signe Palsøe

Liima er bedst, når de holder legestue med percussion og elektroniske samples. Det understregede anden halvdel af bandets sæt, som var en strålende indgang til lørdag aften.

De virker sgu så gemytlige, gutterne i Efterkl…, øh, Liima. Inden koncertstart har Rasmus Stolberg og Casper Clausen linet sig op forrest på scenekanten – Stolberg med et velskænket glas hvidvin og en mine som en kat, der netop har nedlagt sæsonens største rotte; Clausen med en sikkerhedshat nolet fra scenepersonalet og udtryk af at være klar på noget ravage. Flankeret af Mads Brauer som knappetrykker og Tatu Rönkkö bag trommerne ligner gruppen virkelig gedigent selskab, og vi i jordniveau rykker uvægerligt en tand nærmere scenekanten.

De fire skal nu lige spilles varme, før vi er derude, hvor Clausen får brug for sin hjelm. Sættet åbner med den smukt ringlende “David Copperfield”, der efterhånden svøbes i flere og flere lag af synth for til sidst at fremstå helt dovent støjende. Gruppens andet album, 1982 fra sidste år, er netop karakteriseret ved disse svulstige synthflader og, ja, generelt en 1980’er-hommage af et lydbillede.

Desværre har pladens numre tendens til at vægte formeksperiment rigeligt højt ift. solidt sangmateriale, og det mærker også koncertens første halvdel. Vi får bl.a. “Life Is Dangerous”, “2-Hearted” og “1982”, der er gode at rokke med på i den tiltagende eftermiddagssol, men også savner lidt lydlige spidsfindigheder, der kan pirke til os på jorden. Clausen drysser simultant rundt i en virkelig elskværdig koger og kaster weekendens utvivlsomt langsomst leverede håndtegn i alle retninger af publikumsskaren, når han da ikke lige er optaget af at fastslå, hvor meget det egentlig kan lade sig gøre at deepthroate en mikrofon. Det er skægt, vi har det hyggeligt, men musikalsk er vi ikke for alvor på.

Heldigvis sker der en temmelig markant omstilling midt i sættet. De fire sætter ind med “513” fra debutalbummet ii, og med ét er de døsige synthflader fordrevet til en plads allernederst i lydbilledet. Og nu er der mulighed for virkelig at få ørerne op for, hvor megen variation Brauer og Rönkkö kan hale ud af hhv. elektronik og trommesæt. Lydbilledet futter og ringler som et klassisk minimalistisk modeltogslandskab, der kunne være bygget af Terry Riley, og variationerne står på spring for at komme med om bord. “Your Heart” får selskab af inciterende kokosnøddepercussion og abrupt opklippede synthsamples, senere finder et overraskende medrivende vindpibespil også vej til lydbilledet, og selvfølgelig er det en smal sag at overtale flokken foran scenen til at stikke jazzhænderne i vejret. Faktisk virker vi klar på de fleste fysiske udfoldelser nu.

Det samme gælder antageligt Clausen, som jeg kortvarigt tror har forladt scenen for at give instrumentparken fuldt råderum uden vokalbidrag. Der går dog ikke mange øjeblikke, før han popper op på en olietønde ude i flokken, hvorfra han supplerer de tre på scenen til den luftigt hvirvlende og herligt iørefaldende “Amerika”.

Liima har vendt en hyggelig, musikalsk nogenlunde jævn koncert til en voldsomt medrivende og omskriftelig seance at gå ind i aftentimerne på. I det lys kan det fint tilgives, at kvartetten lukker med en rigeligt langtrukken sejrs- og bukkeseance til “The Winner Takes It All”. Herregud, 1980’erne handler vel også netop om at være lidt for meget.

★★★★☆☆

Fotos: Daniel Nielsen/FrozenPanda.com

1 kommentar

Skriv et svar