Koncerter

Haven 2018: Serpentwithfeet, Værket

Skrevet af Niklas Kiær

Rørende intimitet og gospelstemning vekslede med en undervældende afvikling af backing tracks, da Serpentwithfeet gæstede Haven. En skizofren oplevelse, der var fantastisk, når den var bedst.

Lørdagens koncert med Serpentwithfeet starter underligt forsinket. Om det er det buldrende dj-set fra Ikea-teltet foran scenen, der lige skal afvikles, er ikke til at vide, men omkring 10 minutter senere end planlagt kommer den amerikanske sanger på scenen til lyden af åbningsnummeret “Whisper” fra debutalbummet Soil. Klædt i camo-shorts og en gul hættetrøje svinger han dramatisk en vimpel, mens han messende gentager sætningen »I know you feel too old, but if you whisper, only I will hear you.« Det poetiske bliver dog ikke rigtig underbygget af musikken, der kører som backing track, og et vennepar, der står ved siden af mig, udbryder et fnis over melodramatikken.

Stemningen løfter sig dog støt, efter Serpentwithfeet har bevæget sig over til synthesizeren (og jeg væk fra de fnisende mænd). Her spiller han “Wrong Tree”, som han dedikerer til et breakup med sin tidligere kæreste. Lettere nervøst begynder han at opbryde det melodramatiske med en større grad af humor og interaktion med publikum, og det både klæder udtrykket og skaber en stærkere fornemmelse af samhørighed. Vi føler os stille og roligt inddraget i det meget intime tekstunivers, og i tiltagende grad indtræder publikum og kunstner i en fælles helingsproces. Baggrunden i gospelsang føles tydeligt hos den skiftevis talende og fraserende hovedperson, der inviterer os til messe om at holde sit hjerte åbent, forberede sig på at blive elsket og at lytte, når ens kæreste gentager »You are climbing up the wrong tree.«

Koncerten igennem veksler Serpentwithfeet nærmest 50-50 mellem at synge over de spartanske beat på hans backing track og at holde audiens ved sit keyboard. Førstnævnte scenarie fungerer desværre langtfra lige så godt som sidstnævnte, og man ender som publikum med en meget blandet oplevelse, hvor højdepunkterne er følelsesmæssigt ekstremt stærke, men lavpunkterne desværre falder igennem og bliver en anelse flade. Man kan ikke lade være med at forestille sig, hvad et fysisk kor og et dygtigt backingband kunne have gjort for stemningen under disse indslag.

Det absolutte højdepunkt for mig er koncertens afsluttende nummer, “Bless Ur Heart”; en refleksion over selve det at dele sin intimitet og kærlighed i sange med omverdenen. Stående ved synthesizeren crooner Serpentwithfeet »Keep your tender heart,« så det gør helt ondt i hjertekulen. Og så slutter koncerten lige så abrupt, som den startede, og med forsinkelsen varer den kun 45-50 minutter. Af disse var størstedelen heldigvis en overvældende og smuk oplevelse. Tak til Serpentwithfeet for at dele det med os alle.

★★★★☆☆

Fotos: Daniel Nielsen/FrozenPanda.com

Om skribenten

Niklas Kiær

Skriv et svar