Koncerter

Haven 2018: Unknown Mortal Orchestra, Mindfield

Skrevet af Signe Palsøe

Portland-bandets bedste sange strålede om kap med regnbuen over Refshaleøen. Desværre mødte det mere tætte og svært tilgængelige materiale sin overmand i et lidt for mudret lydbillede.

Einstürzende Neubautens Blixa Bargeld havde netop stået ovre på Meadow-scenen og sunget »You will find me if you want me in the garden / Unless it’s pouring down with rain« for derefter at lave en melodramatisk exit før tid, fordi det begyndte at regne på hans laptop. Det var vitterlig lidt skægt, men det gav selvfølgelig også visse problemer for alle os andre i the garden. Unknown Mortal Orchestra skulle til at gå på den anden scene, det var vådt og ærligt talt møgkoldt, og lysten til at trække under halvtag var bestemt ikke fraværende.

Eller, det var i hvert fald status, indtil Ruban Nielson & co. indfandt sig på Mindfield-scenen. Omtrent i samme tempo som Nielsons messende »Isolation can put a gun your in hand / It can put a gun in your hand / It can put a gun in your hand« forlod højtalerne, drev skyerne fra hinanden, og en solstråle tittede igennem. Bandet satte ind med et uvant, velklingende fløjtesample, og vips var Nielson nede at tage en runde hele vejen omkring det efterhånden pæne fremmøde på det våde græs. Det lød herligt, dansen bølgede let gennem flokken, og der var en regnbue. OK, Moder Natur, we get the point.

Således spillet varme var det en smal sag at tage imod setlistens næste par gavmilde indslag. “Swim and Sleep (Like a Shark)” gik i benene med sit hoppende guitarhook, og “Necessary Evil” bidrog med sin svulstige basgang til at ryste regnormene tilbage på plads efter skyllen.

Helt så godt fungerede hele sættet desværre ikke. Nielson meldte nu, at det var tid til at gå om bord i nogle af de nye numre fra Sex & Food-pladen, der udkom tidligere på året. Et album, der afprøver mange lydlige virkemidler og i mindre grad end tidligere fokuserer på indsmigrende melodier. På Mindfield-scenen resulterede dette take på musikken desværre i en lyd, der gradvist mudrede til som jorden under vores fødder. Lydbilledets elementer var vanskelige at skelne i “Ministry of Alienation”, og selvom “Major League Chemicals” lokkede med et antageligvis smygende Farfisa-sample, stod melodilinjen aldrig nok frem til rigtig at gøre indtryk.

Heldigvis var der gennem hele koncerten lyspunkter, der holdt publikums interesse fanget og samtidig understregede, hvor mange gode sange bandet efterhånden har i bagkataloget. “Hunnybee” boppede let og lystigt af sted på sit staccato-violinsample, og naturligvis gik “Multi-Love” i hofterne med sit iørefaldende klavertema og Nielsons inciterende fraseringer. Alligevel virkede den oplagte afslutter “Can’t Keep Checking My Phone” med et alt for lavt vokalspor som en lidt trist opsummering af en koncert, der ikke altid kunne hæve sig over sine lydlige problemer.

★★★★☆☆

Fotos: Daniel Nielsen/FrozenPanda.com

Skriv et svar